Prøv avisen

Smadrede busser væltede samtidskunsten

Kunsthistorikerne Rune Gade og Camilla Jalving skriver i bogen "Nybrud, dansk kunst i 1990'erne" om dansk samtidskunst. Her ses de i døråbningen til et af de mest berømte gallerier for samtidskunst i ind- og udland, Galleri Nicolai Wallner i København. -- Foto: Leif Tuxen.

INTERVIEW: Dansk samtidskunst er i løbet af de seneste 15 år blevet målrettet publikum med politiske og sociale udsagn. Der er sket et markant nybrud, mener kunsthistorikerne Rune Gade og Camilla Jalving, der er aktuelle med bogen "Nybrud, dansk kunst i 1990'erne"

En sommerdag i 1994 ændrede samtidskunsten sig. Eller det er i hvert fald denne sommerdag, hvor det nybrud, som kunsthistorikerne Rune Gade og Camilla Jalving taler om i deres nye bog, manifesterer sig.

Stedet er Kongens Nytorv i København. Under overskriften "Kunst i Byen" skaber de to unge kunstnere, Jes Brinch og Henrik Plenge Jakobsen, installationen "Burn Out", der består af 8 smadrede biler, en campingvogn og en bus, der er væltet om på siden.

Det ligner hærværk, et kæmpe trafikuheld eller en bilkirkegård, og kunstnerne selv er gerningsmændene. Inden i bilvragene har de anbragt forskellige ting, en børnebog, et hygiejnebind og andet, som skal få publikum til at forestille sig dem, der engang kørte rundt i bilerne. Kunstværket skal med kunstnernes egne ord give publikum indtryk af, at "den trygge hverdag i virkeligheden er meget skrøbelig", som der står i pressemeddelelsen.

Men det er langt fra værkets budskab, publikum hæfter sig ved. Det bliver kaldt "hærværk for borgernes penge" og "en ond drøm, der ikke burde have været realiseret". Værket skulle have stået på Kongens Nytorv i tre måneder, men det er fjernet efter kommunalt diktat, inden der er gået en uge.

"Burn Out" er for Rune Gade og Camilla Jalving et godt eksempel på det nybrud, de beskriver i bogen. Det nye er "monumentaliteten i hele foretagendet" og kunstnernes ønske om at skabe kunst, som folk uden for de snævre kunstcirkler kan bruge til noget. "Vi er ved at brække os over akademisk kunst, der kun refererer til kunst og ikke har nogen holdninger, visioner og ingen tilknytning til livet i al almindelighed," udtaler Jes Brinch og Henrik Plenge Jakobsen.

– Samtidskunsten bliver mediebevidst, spektakulær og provokerende i den periode, siger Rune Gade, da han skal forklare, hvori nybruddet består.

– Kunsten antager en ny form. Eksempelvis bryder installationskunsten for alvor frem og tiltrækker sig almenhedens opmærksomhed. Der kommer mange nye medier til, og kunstnerne tager medierne til sig og arbejder på tværs. Man er som kunstner ikke nødvendigvis fotograf eller maler, men blander kunstarterne, siger han og suppleres af Camilla Jalving:

– Nybruddet markerer en ny form, hvor publikums reaktion indregnes. Kunsten stiller sig an politisk. Den spiller på det iscenesættende og rækker ud efter publikum, siger hun.

Ifølge de to kunsthistorikere er den samtidskunst, som vinder frem fra midten af 1990'erne, i højere grad ment til at være skabt for folket, men som eksemplet med "Burn Out" viser, er "folket" ikke gearet til den form for kunst i begyndelsen. Den slags tager tid.

Hvad de nye, toneangivende samtidskunstnere til gengæld formår fra begyndelsen, er at sætte politiske og sociale spørgsmål til debat. Og med kunstnernes flair for at sætte sig selv i scene og udnytte markedsmekanismerne og mediernes måde at kommunikere på, bredes samtidskunsten efterhånden længere ud.

Det bliver til et gensyn med den sociale og politiske kunst, siger de to kunsthistorikere. Ikke på 1970'ernes præmisser og ikke nødvendigvis som demonstrative opråb, men kunst, der på den vestlige verdens vilkår byder ind med politiske alternativer til det eksisterende.

Et eksempel er kunstnergruppen Superflex. Den lancerede i 2003 projektet Guaraná Power, et sodavandsprodukt lavet af de energiholdige guaranábær og produceret af brasilianske guaranábønder i samarbejde med Superflex. Projektet var et modsvar på de store multinationale virksomheders pres på prisen for guaranábær, som har gjort det nærmest umuligt at skabe en levevej ved at dyrke bærrene.

– Vi ser op gennem 1990'erne en række samtidskunstnere, som arbejder erklæret politisk, og Superflex er blot et ud af flere eksempler på, at kritikken af det eksisterende rejses indefra med brug af den økonomiske struktur, gruppen selv kritiserer, siger Rune Gade.

– Efter Murens fald i 1989 var der i den vestlige verden kun ét samfundssystem tilbage at vælge imellem, nemlig det kapitalistiske. Kunstnerne forsøger med systemets egne metoder at finde og vise alternativer og andre måder at tænke på, siger han, og Camilla Jalving fortsætter:

– Kunsten har i det 20. århundrede altid været tæt allieret med utopiske tanker og ideer om, hvordan man alternativt kan indrette verden. I dag præsenterer samtidskunsten mikroutopier. Den ønsker at vise, hvordan man på lokalt plan og i hverdagen kan handle anderledes, siger hun.

Og det er lige netop samtidskunstens opgave. At udfordre den vante gænge og sætte spørgsmålstegn ved det eksisterende. De unge kunstneres brug af medierne til egen iscenesættelse har ifølge Camilla Jalving og Rune Gade bragt samtidskunsten tættere på folket.

– Samtidskunsten bliver ofte taget som gidsel i medierne for at dyrke det provokatoriske. Men i dag orienterer medierne sig i højere grad om samtidskunstens budskaber, og på den måde er en kunstner som Olafur Eliasson blevet så anerkendt som muligt med sin installationskunst. Vi er ved at vænne os til samtidskunstens kompleksitet, og det kan jeg som kunsthistoriker kun være glad for, siger Rune Gade.

duus@kristeligt-dagblad.dk

"Nybrud, dansk kunst i 1990'erne" blev anmeldt i lørdagens avis. Anmeldelsen kan læses her.

Fakta

Rune Gade

**Født i 1964, lektor i kunsthistorie ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet og ph.d. på en afhandling om fotografi- og billedpornografi. Har skrevet flere bøger, herunder "Kønnet i kroppen i kunsten" fra 2005. Siden 1994 kunstkritiker ved dagbladet Information og har siden 2002 været medlem af Statens Kunstfonds repræsentantskab.

Camilla Jalving

**Født i 1972, amanuensis i kunsthistorie ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet og ph.d. på en afhandling om performativitet og samtidskunst. Har bidraget til adskillige kunstkataloger, tidsskrifter og antologier om kunst og har siden 1996 været kunstkritiker ved Kristeligt Dagblad.