Smærup skriver temmelig fremragende om litteratur i ny artikelsamling

Jens Smærup Sørensen skriver veloplagt om danske forfattere i ny artikelsamling. Der er mindre bid i afsnittet om hans udtræden af Det Danske Akademi

Jens Smærup Sørensen er mindst interessant som udtalt holdningsmennesker, mener denne anmelder.
Jens Smærup Sørensen er mindst interessant som udtalt holdningsmennesker, mener denne anmelder. .

Forfatteren Jens Smærup Sørensen er netop fyldt 75 år, og i den anledning har forlaget Grif udsendt et udvalg af de artikler om især litteratur, som han har skrevet gennem årene, i ”En håndfuld grus i andedammen”. Det fremgår ikke, hvor de tidligere har stået, men der er formentlig tale om dels nomineringstaler ved overrækkelse af priser, hvad de nulevende forfattere angår, og dels efterskrifter eller lignende i forbindelse med genudgivelser af klassiske danske forfattere.

Et lille efterord fortæller, at artiklerne er omarbejdede, nogle af dem endda radikalt (!). Man sporer en vis forlegenhed ved at udgive den slags skrabsammen, men det er der nu ingen grund til. Smærup skriver fremragende om litteratur.

I litteraturhistorisk orden handler det om Johannes Ewald, Blicher, Grundtvig, Pontoppidan, Jakob Knudsen, Jeppe Aakjær, Knud Sørensen, Per Højholt og Helle Helle. I flere tilfælde fik jeg lyst til at rejse mig fra stolen for at bestille bøger hjem, for var det ikke alt for længe siden, jeg havde læst Jakob Knudsen, og havde jeg egentlig nogensinde for alvor fået læst Aakjær? Måske burde Smærup skrive ”Min danske litteraturhistorie”, og måske burde den rumme både de forfattere, han allerbedst kan lide, og dem, han har aversioner imod, for samtidig med at han føler sig ret sikker i sine litterære præferencer og sit syn på verden, mærker man en interessant understrøm i teksterne: Han drages også af forfattere, som han hverken stilistisk eller livsanskuelsesmæssigt kan identificere sig med.

De litteraturhistoriske essays er omkranset af tekster, hvor Smærup skriver mere personligt og erindringspræget om det at være forfatter og om det store kulturskred, der på mange måder er blevet hans særlige problematik: afviklingen af landbokulturen, som han voksede op i. At en hel livsverden kan forsvinde så radikalt og så hurtigt sidder i ham som et livslangt chok. Ikke at han ville ønske sig den tilbage, eller at han billigede ufriheden, den patriarkalske dominans, men alligevel, det er ikke rigtig til at fatte.

Smærup er mindst interessant som udtalt holdningsmenneske. Så er han modernist, hvad litteraturen angår, og lettere progressiv og ”samfundskritisk”, hvad resten angår. Hvis man polemisk skal forenkle hans syn på tingene, var det godt, at vi kom af med den gamle verden, for den var ufri og undertrykkende. Især var det godt, at ”fædrene” blev væltet af tronen. Desværre er den moderne verden præget af meningstab, fremmedgørelse og vækst.

Vi dulmer vores fortvivlelse gennem forbrug.

Alene i kunsten kan vi provisorisk finde en erstatning for det nærvær, der ikke lader sig fastholde i livet, og den overgribende mening, der før lå i religionen.

Smærup sætter dog sin lid til kvinderne, som var dem, der kom lykkeligt ud af bondesamfundets ophør; de skal på en eller anden måde vise os (mænd) vejen, og så skal den nødvendige bekæmpelse af klimaforandringerne skabe en ny enhedskultur. Måske. Det står lidt utydeligt.

Smærup var en af de fire forfattere, der sidste år forlod Det Danske Akademi i protest mod Marianne Stidsens felttog mod MeToo-bevægelsen. Bogens eneste nyskrevne essay handler om akademiet. Smærup minder om, hvordan det begyndte i 1960, faktisk som et slags medie-stunt fra forfatteren Karl Bjarnhof, der ved en rundringning gidseltog en række fremtrædende forfattere, som så ikke ville bakke ud, da sagen først var kommet i aviserne. Hvor de ærværdige franske og svenske akademier rækker helt tilbage til enevoldskongers initiativ i 1600- og 1700-tallet, er Det Danske Akademi en selvbestaltet klike ved sin fødsel.

Litterært bliver det også en smagsklike med modernismen ved Rifbjerg og Villy Sørensen som dominerende skikkelser fra 1960’erne og et par årtier frem, efter at en del af de stiftende medlemmer ret hurtigt dør af alderdom. Smærup er underligt ureflekteret omkring dette klike-præg, som han ellers selv lægger frem, og som selvfølgelig bliver voldsomt forstærket ved, at akademiet er en selvsupplerende forsamling, der ydermere foreskriver medlemmerne en tavshedspligt, som var det det hemmeligste af hemmelige selskaber.

Det siger næsten sig selv, at en social organisering af den karakter vil have svært ved at håndtere de heftige værdidebatter, der kendetegner vores tid. Jamen, er Marianne Stidsen ikke så voldsom og ekstrem i sine udmeldinger, at hun udgør en slags 100-årshændelse, som man ikke kunne forudse, og hvor man derfor ”højst irregulært”, som Smærup selv siger, måtte forsøge at presse hende ud og derefter gå selv, da hun ikke ville forføje sig? Jo måske, men der er en egen ironi over, at Akademiet i dette tilfælde bliver svigtet af sit selvsuppleringsprincip, som vel netop skulle sikre, at der ikke kom løse kanoner på dækket og folk, som ”man” ikke kan sammen med.

Og faktisk beretter Smærup selv, hvordan man i 2000’erne også havde en voldsom indre strid omkring Jyllands-Postens Muhammedtegninger, hvor Frederik Stjernfelt var den, der gik imod Akademiets konsensus og fik båden til at rokke.

Måske står man med et ”systemisk” problem. Uerkendt af Smærup, der ikke rigtig kan forstå, hvordan der kan være to meninger om Muhammedtegningerne eller MeToo. Men måske er de tider forbi, hvor man kunne forudsætte, at alle oplyste mennesker havde én og samme mening om væsentlige samfundsemner. Måske var Det progressive Danske Akademi fra 1960’erne og frem i virkeligheden lidt som det gamle danske bondesamfund: en enhedskultur med et par fædre for bordenden, der viste, hvor skabet skulle stå. Og hvor både karle og piger rettede ind.