Prøv avisen
Interview

Jens Smærup Sørensen: Alt mit skriveri hviler på en grundlæggende vildrede

Jens Smærup Sørensen er i sin nye roman endnu en gang optaget af forholdet mellem forældre og børn, men denne gang har også troen og kristendommen fået en vægtig plads. Her er han fotograferet i sin hjemby, Nykøbing Mors. Foto: Henning Bagger/Scanpix

Jens Smærup Sørensen tager i sin nye roman, ”Feriebørn”, endnu en gang livtag med den menneskelige eksistens. Hans hovedperson mister troen, håbet og kærligheden - og vælger derefter at blive præst. Romangenren er en brugbar platform for diskussioner om tro, mener forfatteren

Han hedder Arne, er både bonde, præst og brugtvognsforhandler - og så har han huseret inde i Jens Smærup Sørensens hoved i mindst to år.

Ligesom visse former for stueplanter, der lige så stille står og passer sig selv uden gødning og kun får en smule vand af og til, fik Arne også lov til bare at være. Alt imens forfatteren aktivt beskæftigede sig med andre ting. Men på et tidspunkt blev der for meget Arne inde i hovedet, og Jens Smærup Sørensen begyndte at skrive på det, han vidste skulle blive hans næste roman, men som han ikke på forhånd havde nogen fast formel på.

”Sådan er det altid. Det begynder med en person og nogle sætninger, som jeg kan høre ham sige. For mig er det at skrive en roman ikke i første omgang bundet op på episoder. Det er snarere et livsforløb, som det er spændende for mig at undersøge.”

Jens Smærup Sørensen har sat sig godt til rette og ligner en, der gerne i ro og mag vil fortælle om sin nye roman, ”Feriebørn”, der udkommer på Gyldendal om 10 dage. Men skinnet bedrager. I virkeligheden bekommer det ham ikke særlig vel at skulle tale om en bog, der kun lige akkurat er blevet trykt, og som han ikke rigtig har snakket med nogen om før.

”Det er underligt at snakke om en roman for første gang, for jeg gør mig ikke så mange tanker om stoffet, mens jeg skriver,” siger han og tilføjer så, at mønsteret først rigtigt samler sig for ham, når han begynder at formulere sig om det. Men han er alligevel uhyre bevidst om, at det her, som i hans tidligere romaner, handler om modernitetens sejr over bondesamfundet, om forældre-børn-relationer, især faderskikkelser, og i det hele taget om det at være menneske. Og så har tro og kristendom denne gang fået en vægtig plads.

”Det handler om det at være menneske, ja, men det er blevet sagt så tit, at jeg næsten ikke kan bringe det over mine læber. Så jeg vil hellere sige, at det handler om at være mig nu. Det gør det for Arne, og det gør det for mig. Det er altid nuet, der interesserer mig, også når jeg skriver om andre historiske perioder,” siger Jens Smærup Sørensen.

Det drejer sig altså om Arne: en mand i gang med den sidste tredjedel af sit liv, og som i forbindelse med nogle store investeringsplaner gør en slags status over den måde, hans tilværelse har formet sig på. I dagbogsform og ved direkte henvendelser til sin kone og til sin sagfører nedskriver han sine erindringer for at gøre det klart for dem - og for sig selv, hvorfor han ender med at gøre, som han gør.

To københavnske feriebørn, søskendeparret Freya og Thor, som hans forældre gav ophold hver sommer på deres gård i nordjyske Skalborg, spiller en altafgørende rolle og ikke mindst bliver Arnes forelskelse i Freya bestemmende for, hvordan hans liv udvikler sig.

Og Thor kommer til at udgøre selve den praktiske mulighed for, at Arnes liv kan udforme sig, som det gør. Det er det, der er den egentlige historie, altså fortællingen om, hvordan én, om man vil, følelsesmæssig kapring, bliver afgørende for et helt liv. Ikke som en bevidst fremadskridende færden, men snarere som et dybereliggende ubevidst livsvilkår.

”Freya bliver det store hak i Arnes liv, og Thor bliver helt nødvendig for ham,” som Jens Smærup Sørensen udtrykker det.

Arne er vokset op på en gård og føler det som ung både som en bestemmelse og en forpligtelse at blive landmand ligesom faderen. Med feriebørnene som katalysator tager hans liv imidlertid en anden drejning. Han begynder at læse teologi og bliver præst i et nyt sogn, der er opstået på grund af en parceludstykning, han selv har været en del af ved gradvist at sælge ud af den fædrene jord.

”Som en del af modernitetens historie har jeg interesseret mig for præsteembedet. Embedet tilhører i sjælden grad det førmoderne, fordi det traditionelt har været bestemt af kald. Men kald er nu noget fuldkommen umoderne, det eksisterer ikke længere -næppe engang for præster. Det at være præst er blevet et job som alle andre. Arne vælger det som en erhvervsmulighed blandt mange andre muligheder. Det er for mig et billede på noget af det, der er blevet så anderledes, end det var for en eller to generationer siden. Det hørte tidligere med til præsternes selvopfattelse, at embedet var deres bestemmelse og noget, som hele deres liv var knyttet til. Tanken om, at det kunne være et otte til fire-job, var utænkelig,” siger Jens Smærup Sørensen.

For Arne er kristendommen en del af hans opvækst, men den har aldrig rigtigt hængt ved ham. Det kommer den sådan set heller ikke til, efter at han er blevet præst. Jens Smærup Sørensen forklarer:

”Den store jeg-udfoldelse og hengivelse, som han er rede til, bliver et fald, og dermed opgiver han troen og håbet og kærligheden. Det bliver noget, som han resten af sit liv forholder sig flegmatisk til, og det gælder også, når han prædiker. Han oplever, at han ikke længere tror på noget og mindst af alt på sig selv. Den følelse, som Freya har vakt i ham, er væk i ét hug, og der opstår en tomhed i ham, som han så fylder på resten af sit liv. Aldrig mere nogensinde på én gang og fuldt ud, men dog sådan at han får et liv, som han bliver glad for, og hvori han har gode forhold til andre mennesker. Men det er sådan fra hånden til munden og pragmatisk indrettet. Hans forhåbninger til sig selv og andre mennesker er aldrig ubetingede, og den tro, han prædiker, den har han fra sin kone.”

”Arne begynder at læse teologi, fordi det handler om tro, håb og kærlighed. Han har netop brug for dem, og det behov er hans forudsætning for at have et forhold til dem. At han ikke har dem i sig, gør, at troen, håbet og kærligheden på afgørende vis er noget, han må gribe til og holde fast i. Han prøver at hægte sig på, også i forhold til sin kone, som har et helt anderledes naturgivent forhold til kristendommen. Hvis hun kan tro, og hvis det indebærer, at hun også kan tro på mig, kan jeg også tro. Sådan oplever han det,” siger Jens Smærup Sørensen.

Er Arne en bedre eller dårligere præst, fordi han ikke kan mærke troen som noget selvfølgeligt?

”Der er jo et rum i mennesker at have religiøse forestillinger i, og det er et rum, der kan lukkes, og for mange mennesker kan det være mere eller mindre åbent. Hvis det bliver helt slået op, så vil det ofte være igennem oplevelser af skræk, rædsel og fortvivlelse. Der sker en åbning for Arne til en religiøs forestillingsverden efter tabet af Freya, men det bliver aldrig nogen selvfølge for ham, som det kan være for andre, og som det er for hans kone, Malene. Men om Arne bliver en bedre eller en dårligere præst, tør jeg slet ikke sige.”

Forfatteren lader i romanen sin hovedperson have flere diskussioner om religion og tro med et ægtepar, der er blevet Arnes naboer efter at have købt en af hans udstykkede parceller. De synes nærmest, det er lidt pinligt, at han er præst og kan have en forestilling om, at Gud har skabt verden. Parret forstår verden ud fra en rationel tænkning, mens Arne holder på, at det ligger uden for det menneskeligt mulige at forstå verdens indretning.

”Den diskussion er med, fordi den foregår. Der er sikkert teologer, der vil sige, at den diskussion har vi lagt bag os, men spørgsmålet om, hvorfor vi er her, optager ikke desto mindre mange mennesker stadigvæk.”

Jens Smærup Sørensen ser det som en af romangenrens oplagte muligheder at bringe den slags diskussioner i spil.

”Det er en mulighed, som man i nutiden mange gange lader ligge. Nogle kan have et syn på romanen, som afviger fra mit, nemlig at den skal bestå af oplevelser. Jeg synes, den skal bestå af alt muligt. Når jeg tager sådan en diskussion med, er det ikke et forsøg på at mene noget, for udgangspunktet for mine romaner er total vildrede. Jeg ved ingenting, og det gør jeg heller ikke, når jeg er færdig med at skrive en roman. Men jeg ved, at man kan vide og mene en hel masse ting, som jeg så tager med. Det, jeg siger til dig nu, er et første forsøg på at formulere noget om min nye roman, men det er ikke sådan, at den gør mig klogere. Snarere anskueliggør den en vildrede og et stort mulighedsfelt af holdninger til livet og faldgruberne i det. Jeg mener somme tider noget, når jeg ikke skriver romaner, og somme tider er jeg næsten ved at kunne overbevise mig selv om, at det er det rigtige, jeg mener, men det sker aldrig i romanerne. Alt mit skønlitterære skriveri hviler på en grundlæggende vildrede,” fastslår han.

Arnes oplevelse af tilværelsen svarer imidlertid på flere punkter til Jens Smærup Sørensens egen. Forfatteren bliver tit spurgt, især når han holder foredrag om sin gennembrudsroman, ”Mærkedage” fra 2007, om der er noget, han savner fra den gamle verden. Og det er der.

”Arne har en tanke om, at der er noget af det gode, som mennesker har gjort i fortiden, han gerne vil gentage. Det lader sig ikke gøre at gentage fortiden som sådan, for livsformer har altid noget at gøre med en bestemt økonomi og samfundsform, men der er elementer i fortiden, noget, som er gået tabt, som vi godt kan lade os inspirere af i dag. For Arne handler det blandt andet om, at vi skal tage os godt af børnene, også de andres, og at grisenes haler ikke skal klippes af, men have lov til at slå krølle. For mig at se er der brug for, at vi gør op med grådighedskulturen. Ikke for at vende tilbage, men ved at tage udgangspunkt i dyder, som mennesker tidligere opfattede som selvfølgeligheder,” siger Jens Smærup Sørensen og tilføjer:

”Arne er jo en del af mig, og må finde sig i at dele mine tanker.”

Forfatteren, der fylder 70 år næste år, har nået en alder, hvor mange overvejer at skrive deres erindringer. Det er også det, romanfiguren Arne gør på sin egen måde. Jens Smærup Sørensens læsere skal imidlertid ikke forvente sig nogen selvbiografi fra hans hånd.

”Hvis jeg skulle skrive mine erindringer, ville det højst komme til at fylde en enkelt side, hvor jeg remsede fakta op. Nej, jeg kan kun forholde mig til mig selv ved hjælp af fiktive figurer. Det er min måde at komme om bag ryggen på mig selv på og nok også derfor, jeg går i gang med den ene roman efter den anden. De fiktive personer slæber ting frem, som hører med til min egen historie. Eksempelvis har jeg efterhånden skrevet en hel serie af faderportrætter, og de forholder sig alle sammen til mit eget forhold til min far. Men han kan og kunne anskues på mange måder, og det er for mig derfor utilstrækkeligt at beskrive ham, og andre, som én bestemt slags person. Derfor bliver jeg ved.”

Lige nu er Jens Smærup Sørensen i gang med flere ting, også noget, der nok bliver til en bog, siger han. For der er en ny person, der er ved at fylde så meget i hans hoved, at han eller hun snart må ned på papiret.

”Jeg prøver at lave noget nyt, men jeg har ikke ubegrænsede muligheder. Grænsen er mig selv, og jeg kan ikke præcis vide, hvor den så ligger, men jeg kræver altid, at jeg kommer rundt om mig selv på en uprøvet måde. Pointen med det er vel, at jeg mirakuløst en gang imellem kan være så heldig at skrive om mig selv i en så udvidet forstand, at læserne oplever det, som om det kunne have været dem. Det er vel det, der giver forfatterrollen mening. ”