”Den dag, jeg finder ud af, at min far har tænkt sig at være min mor utro, skinner solen. Den hænger og glimter ude over Aarhusbugten, og vandet kaster lyset tilbage på bakken, som jeg suser ned ad bøjet hen over styret på min grønne SCO.”
Så fint og urovækkende indleder Jesper Stein sin nye roman om sig selv og sine forældre. Allerede her er man fanget ind som læser. Og snart efter må man overgive sig uforbeholdent til fortællingen og pløje sig frem til sidste side.
Jesper Stein er i offentligheden kendt som krimiforfatter. Han er søn af sygeplejerske Jytte Funder Larsen og litteraten Finn Stein Larsen, der i mange år var kendt som en af landets skarpeste litteraturfortolkere. Og netop forholdet til forældrene er afgørende i Jesper Steins nye roman, der ikke er en ren erindringsroman, men ifølge forfatteren ”en fiktion, som i videst muligt omfang bygger på virkeligheden”.
Et væsentligt moment i handlingen er som allerede antydet Finn Stein Larsens utroskab.
Det er ikke selve akten, der er genstand for Jesper Steins interesse, men mere præcist de heftige efterdønninger, Finn Stein Larsens kærlighedsforhold til en tidligere elev får for ham selv, den unge kvinde, hans kone og ikke mindst deres to unge sønner. Det er voldsom læsning. For det er kort fortalt også en roman om den alkoholisme, der efter skilsmissen erobrer Jespers mor og siden hen hans far og ham selv. Jespers mor har vanskeligt ved at holde sammen på sig selv, da hans far forlader hende. Hendes adfærd over for Jesper og andre bliver samtidig stærkt grænseoverskridende.
Jesper Stein har udgivet seks krimier og har forbløffende godt styr på romangenrens virkemidler. Romanen er ikke kun fortalt fra hans eget erindrende perspektiv. Ind imellem lader han synsvinklen skifte. For eksempel giver han sin mor synsvinklen i gengivelsen af sin datters dåb. Det er virkningsfuldt. I kraft af sit elegante arbejde med fortællingens form opnår han en mere nuanceret skildring af begivenhedernes gang, end han ville have kunnet skabe med en tilbageskuende jeg-fortæller alene. Det lykkes for Stein at få flere lag af psykologisk erfaring lejret i skriften. På den måde åbner han op for selvindsigt og menneskelig udvikling.
Jesper Stein ser tilbage på sin opvækst i en dysfunktionel skilsmissefamilie og skriver sig frem til en forståelse af, hvad der foregik. Det er en fiktionaliseret fortolkning af fakta. Alt er dog ikke sort. Fortællingen er også stedvis kærlig og generøs i sin skildring af de involverede. Derfor er der midt i alle konflikterne fine lyspunkter. Allerskønnest er skildringen af, hvordan gymnasieeleven Jesper får hjælp af sin tålmodige far til at skrive en stil.
Jesper har det svært i gymnasiet. Han er ikke dum, slet ikke, men han kan ikke finde sig til rette i undervisningen. Den er gal med holdningen. Han skal skrive en stil om Schack Staffeldts digt ”Indvielsen” til om mandagen og bliver ved med at udsætte det helt frem til søndag aften. Han skriver sin stil, og hans far læser den igennem. Derefter er den fuld af røde streger. Der er mange mangler.
Hvad gør hans far så? Finn Stein Larsen sætter sig ned og stiller de relevante nærlæsningsspørgsmål til sin søn, Jesper, der selvfølgelig godt kan svare i et vist omfang og så skrive sine svar ned. Sådan fortsætter de. ”Det føles som at have stået foran en lukket dør”, forklarer fortælleren tilbageskuende og fortsætter ”og pludselig få udleveret et nøglebundt. Og forstå, at hvert ord betyder noget. At intet ord er tilfældigt”. Det går op for Jesper Stein, at han kan skrive en stærk stil.
For mig er den scene højdepunktet i romanen. Den er ikke højdepunktet i handlingsforløbet. Nærmest tværtimod. Men på en dvælende og mediterende måde formidler Stein storheden i læsningen af litteratur og kærligheden mellem far og søn. Det er en besyngelse af nærlæsningens betydning.
Efter endt læsning af Jesper Steins nye roman sidder man tilbage med en lille sorg over, at man nu er færdig, at det hele er forbi. For Stein skriver så smukt og medrivende om alt det svære. Det er mesterligt gjort. Intet ord er tilfældigt for nu at bruge hans egne ord. Det er efterårets vigtigste skønlitterære udgivelse.