Prøv avisen
Interview

Duo bag nyskrevet passion: Smerten viser vej til påskens glæde

Salmedigteren Lisbeth Smedegaard Andersen har arbejdet tæt sammen med komponist og organist Peter Navarro-Alonso om værket ”Askeblomst”. – Foto: Leif Tuxen

Man må fokusere på sorgen og smerten for at finde den sande påskeglæde, mener salmedigteren Lisbeth Smedegaard Andersen og komponisten Peter Navarro-Alonso. Sammen er de aktuelle med passionen ”Askeblomst”, der uropføres med 60 medvirkende langfredag

Jesu disciple ligner lidt et udisciplineret kor omkring nadverbordet på Arne Haugen Sørensens altertavle fra 2005 i Sorgenfri Kirke. Nogle skåler, andre skråler måske ligefrem i munden på hinanden, mens endnu andre har travlt med alt muligt andet.

Men på den skæbnesvangre aften skærtorsdag fortæller Bibelen ikke kun, at disciplene spiste og drak sammen, men også at de sang sammen efter påskemåltidet.

”Og da de havde sunget lovsangen, gik de til Oliebjerget,” står der enslydende i Markusevangeliet og Matthæusevangeliet.

”Jeg har altid syntes, at det var så fantastisk, at disciplene sang sammen på den både underlige og forunderlige aften. Vi ved oven i købet, hvad de sang. For salme 113-117 bruges stadig i den sammenhæng,” siger salmedigteren Lisbeth Smedegaard Andersen.

Hun kigger op på altertavlen og lyser op i et smil, da hun tilføjer, at disciplene skærtorsdagsaften således må have siddet og sunget: ”Jeg løfter frelsens bæger og påkalder Herrens navn” fra Salme 116 i Salmernes Bog. Sådan peger Det Gamle Testamente profetisk frem mod påsken mange steder, forklarer hun.

”Det Gamle Testamente åbner sig på en ny måde, når man læser det i Det Nye Testamentes lys. For man kan finde tekster, der peger frem mod Jesus overalt. De første kristne og de tidlige kirkefædre var også meget optaget af, at Jesu død og opstandelse var opfyldelsen af Det Gamle Testamentes profetier. Det præger også den tidlige kirkekunst, som jo blev dikteret af de første kirkefædre, der i begyndelsen ikke engang kunne forholde sig til Det Nye Testamente, men i stedet så Jesu liv i lyset af Bibelens profetier. Det har man mere glemt i dag, men på den måde mister man også en dybde og fylde,” siger Lisbeth Smedegaard Andersen, der som en nyskabelse – eller genopdagelse – har syet flere af Det Gamle Testamentes profetier ind i sin egen passionstekst, der består af otte salmer eller digte, der tilsammen er blevet til passionsværket ”Askeblomst”.

Sangværket udspiller sig netop fra lovsangen skærtorsdagsaften over det dramatiske mørke langfredag til det hemmelige håb om at ”synge Herren en ny sang” påskelørdag, før påskejubelen for alvor når at rulle sig ud for dem, der ved, hvad der sker påskedag.

Værket bliver uropført med 60 medvirkende til en langfredagsgudstjeneste her i Sorgenfri Kirke, hvor forfatteren, salmedigteren, foredragsholderen og den pensionerede præst også selv er fast kirkegænger og allerede ”nærmest er blevet en del af kirkens liturgi”.

For i den sangglade kirke er det blevet en fast tradition at synge en ny salme efter prædikenen, og den er meget ofte skrevet af Lisbeth Smedegaard Andersen, fortæller kirkens organist, komponisten Peter Navarro-Alonso, der har skrevet musikken til hendes passionstekst, som består af tre fællessalmer, kor og solostykker, som både musikalsk og lyrisk er bygget omkring Bibelens kvindestemmer, profetrøster og påskeevangelister, så værket på den måde skaber et ekko i både Det Gamle Testamente og helt op i vor egen tid.

”Jeg synes, titlen er fremragende, fordi ’Askeblomst’ jo rummer døden og opstandelseshåbet i et ord, men undervejs talte vi også om, at man måske kunne kalde værket for ’Esajas’ evangelium’, fordi Lisbeth netop bruger Esajas’ gamle profettekster om Jesus i sin egen tekst. Og det er sjovt, at Esajas’ Bog beskriver Jesu liv så præcist, når den er skrevet længe før, Jesus levede,” siger organisten, der først har sat toner til Lisbeth Smedegaard Andersens ord, da de helt var færdige.

Men også musikalsk følger værket passionshistorien, så ”basgangen vandrer tungt opad mod Golgata”, inden det hele ender i en smuk fællessalme, som organisten demonstrerer på flyglet, inden værker folder sig ud med fuld musik – orgel, violiner, mellemøstlige trommer og naturligvis et stort sortklædt kor til uropførelsen langfredag. Og melodierne er med vilje skrevet langsomt, så menigheden både kan synge med og følge med i Lisbeth Smedegaard Andersens levende billedsprog, når hun for eksempel skriver, at ”asketræerne blomstrer i Rama”.

”Det har været meget inspirerende at skrive teksterne ind i et forløb i en fortælling, som man godt kender slutningen på. Men påskefortællinger minder jo også om vores eget liv med håb, løgne, bedrag, sorg og håb. For det handler om de kolossalt dramatiske dage, hvor man går fra forventninger og håb og helt ned i mørket, inden vi jo ved, at kvinderne vover sig ud og kommer hjem med håbet påskemorgen,” forklarer Lisbeth Smedegaard Andersen, der ikke kun har plukket tekststykker fra Bibelen og flettet dem ind i sin egen tekst, men har ladet sig inspirere af digtere som Paul Celan og Tomas Tranströmer.

Med ”Askeblomst” har Lisbeth Smedegaard Andersen selv begået en tekst, der er meget anderledes end det, hun i øvrigt er kendt for. ”Askeblomst” er i sin helhed et sammenhængende dramatisk forløb i otte kapitler eller afsnit, der består blandt andet består af salmer og digte, men altså blandt andet også af brudstykker fra Bibelen og litteraturhistorien.

Værket har været mindst halvandet år undervejs med mange inspirerende møder mellem Lisbeth Smedegaard Andersen og Peter Navarro-Alonso. De to har tidligere arbejdet sammen og drukket litervis af kirkekaffe, siden han kom til kirken for godt tre år siden. Det var faktisk også Peter Navarro-Alonso, der kom med idéen til at få skrevet en ny moderne passion.

”Hos Bach plejer passionerne at stoppe før opstandelsen, men her har du for det første påskelørdag med, og der er også den afsluttende salme, der handler om at gå ind til livet, så på den måde får lyset lov til at slippe ind i passionen,” siger Peter Navarro-Alonso og tilføjer:

”Men det er ikke et påskeoratorium. Påskejubelen må vente lidt. Der er jo det særlige ved passionerne i påsken, at der ikke er en ’happy ending’ på det. Vi ved godt, at der kommer en påskedag. Men man må ikke glemme smerten, der er forudsætningen for glæden påskemorgen. Alle påskens trin hører med i historien. Det er også det fine ved kirkeåret, der får hele evangeliet med, men tillader os at reflektere over de enkelte dele undervejs. Hvis man ikke går ind i fasten og tager lidelseshistorien på sig, så udhuler man også påsken. Man kan ikke være kristen og kun være påskebegejstret. Det går ikke, for så får man ikke dybden med på den anden side af fasten,” siger han, inden Lisbeth Smedegaard Andersen tilføjer:

”Påsken er jo netop så fantastisk, fordi den kommer på baggrund af lidelsen. Det gælder ikke mindst i dag, hvor vi meget ofte hører en forkyndelse, der er præget af glæde. Men hvis man også skal komme de mennesker i møde, som virkelig oplever sorg og vanskelige forhold, så er vi nødt til at have alvoren med. Ellers bliver det en gang sødsuppe. Man skal have alle aspekter med af påsken, og det skal man i virkeligheden i enhver gudstjeneste og i enhver salme,” siger Lisbeth Smedegaard Andersen, der gennem sit eget værk har bundet en snor af smerte fra Bibelens kvinder op til i dag, hvor smerten stadig er en del af livet.

”Al forkyndelse handler om at tale ærligt om smerten, men vise en vej ud i lyset. Derfor synes jeg også, at påskelørdag er en fantastisk dag til eftertanke og refleksion. Disciplene er bange. De sidder inden døre og tør ikke gå udenfor, men det er faktisk kvinderne, der går ud og kommer tilbage med håbet. Og ligesom profeterne er lidt glemt, har man også glemt, hvor vigtige kvinderne er i Bibelen. Derfor har jeg taget begge dele med her,” siger salmedigteren, der vender tilbage til nadverbordet og påskehåbet i værkets sidste fællessalmes sidste strofes spæde påskeforkyndelse om at ”Gå ind i livet/fyldt af hemmelig glæde/Kristus er blandt os han er i sit ord/vinen vi drikker og brødet vi bryder/lyset fra Gud når velsignelsen lyder/det vi skal leve af her hvor vi bor/ vinterhveden/vinterhveden der grønnes og gror”.