KUNST På museet Tate Modern i London er netop åbnet en udstilling med den mexicanske kunstner Frida Kahlos malerier. Den gådefulde og populære kunstners billeder forventes at blive en stor publikumssucces sommeren over
Ved du, hvem jeg er?
Og hvem var i grunden Frida Kahlo? 51 år efter den berømte mexicanske kunstners død i 1954 er der stadig lige så mange svar på spørgsmålet, som der er beundrere af hendes kunst. Rent faktisk har myterne om Kahlo – som feminist, biseksuel, kommunist, surrealist og martyr – været så altdominerende, at de har truet med at overskygge selve kunsten. Diverse Hollywood-film, biografier, sågar kogebøger og køleskabsmagneter, har mere hæftet sig ved Kahlos image og myten end ved selve kunsten. Det forsøger Tate Modern i London med dets aktuelle udstilling, "Frida Kahlo", nu at råde bod på ved at stille skarpt på maleriernes egne vidnesbyrd.
Showet, der spås at blive en forrygende publikumssucces, viser 87 af Kahlos arbejder, hvoraf 68 aldrig før har været udstillet i Storbritannien. Popstjernen og myten Madonna har udlånt to af sine kunstværker til udstillingen, "Min fødsel" og "Selvportræt med abe". I 2001 var et af højdepunkterne på Tate-udstillingen, "Surrealism: Desire Unbound", netop sidstnævnte maleri. Dengang sagde Madonna: "At udlåne min Frida til Tate er som at tage afsked med et af mine elskede børn".
Det er den første store britiske udstilling af Kahlos værker i mere end 20 år. I 1982 blev 23 af hendes værker udstillet på Whitechapel Gallery sammen med arbejder af hendes veninde, fotografen Tina Modotti. Det er også første gang nogensinde, at der afholdes en solo-udstilling med en latinamerikansk kunstner på Tate Modern. Kahlo er en af de få kvindelige kunstnere, der gang på gang slår nye rekorder på alverdens auktioner. I 2000 solgtes et af hendes selvportrætter fra 1929 på en auktion i New York for mere end fem millioner dollar, og paradoksalt nok var det meste, Kahlo fik for et af sine malerier i levende live, blot 300 dollar.
Fra det øjeblik man træder ind i de højloftede lokaler på 4. sal i de gamle turbinehaller ved Themsen, indfanges man uvilkårligt af den sære magi og besættelsen i Kahlos billeder. En besættelse af livets cyklus, kampen mellem det gode og onde, mandlige og kvindelige, lyset og mørket, livet og døden.
Fødsel og død er netop temaet for de eneste to værker, der hænger i det første af de tætpakkede 11 udstillingslokaler, hvor man indimellem skal kæmpe for at komme tæt på lærrederne. Maleriet "Mine bedsteforældre, mine forældre og mig" viser ganske enkelt Kahlos fødested og multikulturelle stamtræ med moren, som var af blandet spansk-indiansk-mexicansk afstamning og faren, tysk-jødisk immigrant, samt bedsteforældrene.
Det andet billede, "Tænker på døden", er et selvportræt med den karakteristiske Kahlo-posering i et arrangeret tableau, hvor der i midten af Kahlos hoved – og bevidsthed – i en cirkel er gengivet et dødningehoved. Blot så vi tydeligt ved, hvor optaget hun er af emnet. Og en enkelt og effektiv introduktion med disse to malerier af kuratorerne Emma Dexter og Tanya Barson.
Kahlos historie er både tragisk og fascinerende. Magdalena Carmen Frida Kahlo y Calderón blev født 6. juli 1907 i Det Blå Hus i Coyoacán, en forstad til Mexico City. Hun fik polio som seks-årig og forblev hele livet halt på sit højre ben. Som ung pige og højtbegavet student – en ud af 35 piger, som blev optaget blandt 2000 elever på den bedste uddannelsesinstitution i Mexico på den tid – drømte hun om at blive læge, men kom som 18-årig ud for en ulykke, der radikalt skulle præge hele hendes liv og kunst.
Sammen med sin daværende kæreste var hun passager i en bus, der kolliderede med en sporvogn, dagen efter at Mexico havde fejret årsdagen for sin uafhængighed fra Spanien. En metalstang gennemborede hendes krop, hun brækkede højre ben, bækkenet og rygsøjlen, plus hendes underliv og blære led alvorlig skade. Da hun var sengeliggende efter ulykken, begyndte hun at male for at fordrive tiden, og hun opgav kort efter at blive læge og besluttede sig for at koncentrere sig om malerkunsten.
Frida Kahlo malede det, som var oplagt, mens hun lå ubevægelig i sengen – sig selv, familien og vennerne, og hun hang i kunsthistoriebøgerne for at finde inspiration. Og det antydes flere gange på udstillingen, at Kahlo sandsynligvis var langt mere vidende om kunsten, end hun ville være ved. Der kan spores tydelig inspiration fra klassikere som Botticelli til Modigliani, fra Bronzino til Van Eyck.
Hendes første selvportræt kaldte hun faktisk "Botticelli" på grund af indflydelsen fra den italienske renæssancemaler. Selvportrætterne, der i al deres skønsomme surrealistiske oprør af farve og iscenesat kostume ofte er blevet kritiseret for at være for selvoptagede, udgør en væsentlig del af Kahlos samlede produktion, der er på omkring 200 værker. Kahlo sagde selv om emnet, at hun blot malede sin egen virkelighed, og at hun var den person, hun kendte bedst.
Frida Kahlo omdannede som ingen anden maler den personlige smerte til kunst. Hun gennemgik 32 operationer fra den dag, ulykken fandt sted, til sin dødsdag. I 1953 blev hendes ene ben amputeret på grund af koldbrand. I forordet til Fridas dagbog, som også kan opleves på udstillingen i en flot digital udgave, skriver Carlos Fuentes, at "hun væsker gennem ryggen og lugter som en død hund". Hun ophænges nøgen i fødderne med hovedet nedad for at styrke rygsøjlen. Hun mister sine fostre i pøle af blod. Hun er altid omgivet af størknet blod, kloroform, bandager, nåle, skalpeller.
Flere af udstillingens billeder refererer helt direkte til dette makabre og tragiske univers, blandt andre det stærke og centrale "Den brudte søjle" fra 1944, hvor man ser en nøgen og tårevædet Frida nærmest korsfæstet med søm i huden og opskåret rygsøjle.
Et andet lige så heftigt billede er det blodige "Henry Ford Hospital", 1932, der ekspressivt beskriver en af Fridas tre ufrivillige aborter. Frida ligger nøgen i en hospitalsseng, mens blodet fosser ud af hende, tårerne løber ned ad hendes kind, og seks blodrøde bånd er fastgjort til forskellige genstande, der symboliserer hendes alvorsfulde følelser efter at have mistet sit ufødte barn.
Men de fysiske ulykker var langt fra de eneste i Kahlos liv.
– Jeg har været ude for to alvorlige ulykker i mit liv, den ene, da en sporvogn kørte mig over. Den anden ulykke er Diego, har Kahlo engang udtalt.
Hun hentyder til sit livs store kærlighed, den revolutionære og kommunistiske vægmaler og folkehelt, Diego Rivera, som hun mødte i 1927. De to giftede sig i 1929 og indledte et af kunsthistoriens mest stormfulde ægteskaber. Kahlos forældre var ikke meget for giftermålet og de 20 års aldersforskel mellem de to, og de sagde om foreningen, at "det er som et ægteskab mellem en elefant og en due". En kontrast, som Frida Kahlo selv spiller på i flere af udstillingens malerier.
Begge var utro flere gange, Diego havde blandt andet en affære med Fridas søster, og Frida selv, der både havde appetit for mænd og kvinder, flirtede blandt andre med eksilkommunisten Leon Trotsky, den amerikanske kunstner Georgia O'Keeffe og skuespilleren Paulette Goddard. Diego og Kahlo blev skilt i 1939, men giftede sig igen året efter.
I de to år, hvor parret ikke levede sammen, frembragte Kahlo nogle af sine bedste kunstværker. Et af disse er det berømte dobbelte selvportræt i næsten fuld legemsstørrelse, "De to Fridaer", som har en fremtrædende plads på udstillingen. Det forestiller den ene Frida, som Diego havde elsket i tehuana-kostume, og den anden ikke-elskede Frida i en hvid victoriansk kjole i et øde og ensomt landskab.
Som publikum er det svært ikke at lade sig imponere af alle Frida'erne. Både personen, kunstneren, martyren og offeret for den tragiske ulykke. De stirrer alle på os i de utrolige værker og gennem myten, som vi har skabt om hende.
Frida Kahlo. Tate Modern, London, frem til den 9. oktober. Flere oplysninger på www.tate.org.uk
