Hver tid er sin egen, og historien gentager sig aldrig. Vilkårene og omstændighederne er altid forskellige. Men følelserne, vi møder kriser med, er de samme.
Det tænkte jeg forleden, da jeg med svækket købekraft, løbske energipriser og klimakrise i ryggen gik ud i den grå vinter og på veje og stier lyttede til The Smiths, som blev dannet for 40 år siden i Manchester, England, af Johnny Marr og Steven Patrick Morrissey.
Bandet er blevet kaldt “et af verdens mest deprimerende” og voksede ud af et inflationsplaget England, som premierminister Margaret Thatcher (1925-2013) forsøgte at komme til livs, men med voldsomme omkostninger og stor arbejdsløshed til følge. Ikke mindst i de nordlige egne, hvor de tunge industrier, der havde holdt mange i arbejde, lukkede eller svandt ind.
Morrissey var som så mange andre uden arbejde, men også mere interesseret i at synge, læse og skrive. Marr var en søgende guitarist med drømme om at løfte sig selv op og ud af den grå virkelighed. Sammen både supplerede og kontrasterede de hinanden: Marrs lyse, popsensible guitarer og Morrisseys bløde, rockalvorlige stemme.
Noget kom indefra, og andet udefra. I kunst er forholdet mellem de to altid uklart, men blev i hvert fald til et sangkatalog med en helt særlig appel. Og fra debuten “The Smiths” fra 1984 over hovedværkerne “Meat is Murder” fra 1985 og “The Queen is Dead” fra 1986 til svanesangen “Strangeways, Here We Come” fra 1987 er melankolien og sortsynet til at få øje og øre på. En vilje til at se ind i mørket.
Som i singlen “Panic”, som Morrissey skrev efter at have hørt radio på BBC, hvor nyhedsværten fortalte om atomkatastrofen i Tjernobyl, hvorefter radiokanalens dj – som om intet var hændt – satte Whams kække “I’m Your Man” på. Fortrængning i stedet for erkendelse, overfladiskhed i stedet for dybde. Det var dét, der fik Morrissey til at reagere. Til i “Panic” at synge om at hænge dj’en. “Hang the DJ”. Hvilket på mange måder er et udtryk for hans tilgang til skuffelser, kriser, smerte, vrede. At gå ind i det. Pege på det smertefulde og illusoriske. Eller på dét, samfundet fortæller er det rigtige og det gode, men ikke nødvendigvis er det. Som “Heaven Knows I’m Miserable Now”, hvor han synger om at være kommet ud af arbejdsløsheden. Uden nogen form for forløsning: “I was looking for a job and then I found a job/ and heaven knows I’m miserable now” (Jeg ledte efter et arbejde, og så fandt jeg et arbejde/ og himlen ved, jeg er ulykkelig nu).
Når det gode melder sig, succesen eller lykken, sættes den gerne i sort relief. Klassikeren “There is a Light That Never Goes Out” er således en slags pop-liebestod med det her omkvæd: “And if a double-deckerbus/ crashes into us/ To die by your side/ is such a heavenly way to die” (Og hvis en dobbeltdækkerbus/ støder ind i os/ At dø ved siden af dig/ er sådan en himmelsk måde at dø).
Thatcher i guillotinen
Hvis 1980’erne var depressive, så var The Smiths-sangene det også, og at lytte til dem i de her måneder, hvor ikke bare England, men hele Europa er i så mange kriser, at det ikke går at tælle dem, giver kun alt for god mening. Håbløsheden i teksterne og arrangementernes elegante, skønhedssøgende karakter. Som om de derved, ved en insisteren på den æstetiske formfuldendthed, indgyder tro og håb.
Men hvor Marr af mange blev anset for den afgørende, geniale kraft i The Smiths, har tiden efter opløsningen i 1987 vist, at Morrissey er den største kunstner af de to. I hvert fald for mig. Som menneske er det en anden sag. Hans flirt med racisme, højrefløj, selvynk og almindeligt had til andre mennesker er ét. Men noget andet er hans soloalbum, hvor den særegne romantisk-depressive croon løfter sig yderligere, og debuten “Viva Hate” fra 1988 er blændende. Ikke mindst “Everyday is Like Sunday” om den engelske tilstand i almindelighed og en by ved kysten i særdeleshed. Som han ville ønske bare gik under i et rensende ragnarok: “This is the coastal town that they forgot to close down/ Armageddon, come, Armageddon, come” (dette er kystbyen, som de glemte at lukke ned/ Armageddon, kom, Armageddon, kom).
Og i “Margaret on the Guillotine” lyder det sådan om Margaret Thatcher, som simpelthen ønskes henrettet: “The kind people/ have a wonderful dream/ Margaret on the guillotine/ Cause people like you/ make me feel so tired/ When will you die?” (De flinke folk/ har en vidunderlig drøm/ Margaret i guillotinen/ Fordi folk som dig/ gør mig så træt/ Hvornår dør du?) Og til sidst lyden af guillotinen, som falder.
Te med smag af Themsen
Det første soloalbum gør Morrissey til en ledestjerne for de depressive, de utilpassede, de vrede og hele det poetisk sindede rockfolk. Dem appellerede The Smiths også til, men en sang som “Suedehead” er med sine sølverne guitarer og smukt svungne melodi bedre end de fleste The Smiths-sange, og i guitarist Vinnie Reilly har Morrissey faktisk en fuldgod erstatning for Marr. Og det lykkedes, utroligt nok, Morrissey at overgå debutalbummet seks år senere med “Vauxhall and I”, hvor Boz Borers seks strenge løber igennem de smukke melodier, og versene, som er Morrisseys bedste og mest billeddannende. Her fortæller han historier om mennesker – ikke mindst homoseksuelle – fra det hårdt prøvede Vauxhall-kvarter i det sydlige London. Sange om Spring-Heeled Jim, Billy Budd og om den modstand, homoseksuelle møder: “I’m hated for loving” (Jeg er hadet for at elske), som han synger et sted i den disede Steve Lillywhite-produktion.
Efter “Vauxhall and I” fortsatte Morrissey en ujævn solokarriere, men stadig med et fokus på det svære. Ensomhed. Udsathed. Kriminalitet. Homofobi. Og med stedvist hård kritik af Englands politikere. Som i “Irish Blod, English Heart”, hvor der drømmes om en ny tid, hvor landsmænd og -kvinder vender sig mod politikerne i de to store partier: “I’ve been dreaming of a time when/ the English are sick to death of Labor and Tories” (Jeg har drømt om en tid, hvor/ englænderne er dødtrætte af Labor og Tories).
Men også en nostalgisk rundet kærlighed til samme trætte, ødelagte England. Som i “Come Back to Camden”: “Drinking tea with the taste of the Thames/ sullenly on a chair on the pavement/ Here you’ll find, my thoughts and I” (Drikker te med en smag af Themsen/ trist på en stol på fortovet/ Her finder du mine tanker og mig).
Blikket på skosnuderne
Jeg har lyttet til The Smiths og Morrissey, så længe jeg har haft et anlæg. Det står dog på loftet nu. Det samme gør vinylerne og cd’erne. Så nu lytter jeg til sangene på mobilen, og indimellem passerer jeg en ung fyr eller kvinde på vejene, som også har høretelefoner på. Mutte. Med blikket på skosnuderne.
Jeg er ikke i tvivl om, at de ville falde for “Heaven Knows I’m Miserable Now” eller “Everyday is Like Sunday”, hvis bare de fandt frem til dem. Inde bag de enorme mængder af romantisk pop og sex- og tingsfikseret hiphop, som tegner streamingtjenesternes top-100. Der på sin egen måde også forholder sig til tidens kriser. Ved at se væk. Det gjorde Wham og alle de andre også i 1980’erne. Gled af i stedet for at spejle. Sådan vil det altid være. Men der vil også altid være lyttere, som vil se sig selv og tiden i øjnene i sangene. Fordi hitlisterne ser væk. Som Morrisseys sang et sted i 1980’erne: “Because the music that they constantly play/ it says nothing to me about my life.” (Fordi musikken, som de konstant spiller/ den fortæller mig intet om mit liv). Det gør nyhederne i radioen og fjernsynet til gengæld. Taler om mit liv. Det er bare ikke til at bære.