Smuk bog om en pilgrimsrejse går ad marmortrapper og æselstier

Erik A. Frandsens ”Via Francigena” samler erfaringerne fra en pilgrimsrejse i 2014 og er poesi for øjet og tanken

Bogen dokumenterer kunstnervennerne Erik A. Frandsen og Thomas Bobergs 1050 kilometer lange pilgrimsvandring fra det schweiziske bjergpas Gran San Bernardo (billedet) til Peterskirken i Rom.
Bogen dokumenterer kunstnervennerne Erik A. Frandsen og Thomas Bobergs 1050 kilometer lange pilgrimsvandring fra det schweiziske bjergpas Gran San Bernardo (billedet) til Peterskirken i Rom. Foto: Fra bogen.

Hvorfor vandrer så mange protestanter i dag ad middelalderens mange pilgrimsruter? Dette ældgamle netværk af stier, der forbandt det gamle, katolske Europa? Ikke færre end 250.000 mennesker tilbagelægger årligt Caminoen – den 800 kilometer lange pilgrimsrute fra den franske grænse til den nordvestligt beliggende, spanske by Santiago de Compostela. Og et stadig større antal vandrer i Norden og nu også ad Møns lokale camino – den 175 kilometer lange ”Camøno”, som lidt spøgefuldt er blevet til efter inspiration fra de lange pilgrimsruter. Et af svarene kunne være, at mange søger nogle eksistentielle og spirituelle svar i tiden. I den forbindelse er ingen anden rejseform mere velegnet end en fodrejse. Her får man naturen – og kulturen – helt ind under huden, og vandringens regelbundne kadence er yderst befordrende for refleksionen og erindringen.

Nu foreligger en rigt illustreret bog, som dokumenterer kunstnervennerne Erik A. Frandsen og Thomas Bobergs 1050 kilometer lange pilgrimsvandring fra det schweiziske bjergpas Gran San Bernardo til Peterskirken i Rom. De tilbagelagde den til tider strabadserende tur i løbet af 35 dage og måtte altså vandre i gennemsnit 30 kilometer om dagen. Man forstår godt, når Frandsen i dagbogen skriver: ”Købt nyt lager af compeed plastre”. Det har altid været fysisk krævende og udmarvende at vandre langt. Tilbage i tiden bragte pilgrimmene dette fysiske offer for at møde Gud.

På bagsiden af den først og fremmest håndskrevne bog står der ”bjerge, bjerge, bjerge, skov, by, skov, skov” etc. Sådan opleves vandringen. Man kommer helt tæt på og ser det undseelige, det marginale, samtidig med at benene værker, fødderne gløder, og tiden invaderer kroppen. ”Tiden i kroppen/kroppen i tiden,” som Frandsen skriver.

Bogen indledes med et tilbageblik, hvor Frandsen gør status over turen halvandet år senere. Vandringen gav ham ”en ny begyndelse”. Men der er ikke tale om en flugt fra det hjemlige trummerum, for ”nissen flytter med, man må bare håbe, at han skifter tøj undervejs”. De to venner har haft hver sin tur, for ”Selvom vi var to, der gik sammen, kan det aldrig blive den samme tur. De tanker, vores fødder fik hvirvlet op i vores hjerner, peger tilbage på vores individuelle erfaringer. For hvert skridt, vi gik, gik vi længere og længere væk fra vores konventionelle paradis,” skriver Frandsen i optakten.

Ellers består bogen af Frandsens håndskrevne dagbog, fotografier taget undervejs af bemeldte, visuelt særdeles observante kunstner, der har blik for det skæve, poetiske og barokke, og så hans uimodståelige tuschtegninger, som ridser sig ind i læserens sjæl.

Vi rejser med ham, med dem. Vi oplever qua de mange dagbogsoptegnelser og billed- og tekstdokumentationer rejsens bevægelse. Den italienske natur, de små byer, måltiderne, der kan være fremragende eller usle, overnatningsstederne, den lakoniske sms-kommunikation, hvor de to venner råber om hjælp eller giver hinanden gode råd for at få logistikken til at gå op.

At tegne er at se, som man siger. Man tilegner sig den fysiske verdens fremtrædelsesformer, når man skaber parallelverdener med sin streg. Så tilegner man sig den – eller tager måske endda ejerskab over den? Erik A. Frandsens tegninger har en friskhed og stoflighed, som gør dem levende, og man oplever, at han har forstået eller i hvert fald forsøgt at forstå det, som han har mødt på sin lange færd. Sidste år viste han både på Horsens Kunstmuseum og i Hans Alf Galleri nogle af sine tegninger, der var blæst op til stort format, hvilket de sagtens kunne bære.

Undervejs krydrer Frandsen sine iagttagelser med litterære citater. Paul Celan, H.C. Andersen, Ezra Pound, Burroughs og sidst, men ikke mindst, Johannes Jørgensen, giver deres syn på fodrejsens særlige dynamik. Lad os citere sidstnævnte, der giver et hip til sit hjemlands jævne landskab: ”Derfor lærer Bjergene én Alvor, og det Folk i hvis Land, der ikke er andet end Sletter, vil derfor ogsaa altid have væsentlige Mangler i dets karakter.”

Der afsluttes med et efterskrift af den velskrivende, filosofisk anlagte forfatter og globetrotter Thomas Boberg, som parentes bemærket lærer at tegne af Frandsen under vandringen. ”Det er en udvidelse af den indre horisont at være omkring et andet blik, som ser andre ting og vækker det tavse, det ubemærkede, det udvidende i en selv,” skriver han. To kunstarter krydser klinger og beriger hinanden på vandringen.

kultur@k.dk