Skal en nation blive ved med at erindre fortidens uhyrligheder? Eller må mennesker glemme for at kunne leve, som blandt andre Brecht og Nietzsche skriver?
Den chilenske dokumentarist Patricio Guzmán mener det første. Han har igennem karrieren dokumenteret Chiles blodige fortid, og ”Perlemorsknappen” er ikke en undtagelse. Filmen er en indtagende visuel oplevelse, der udnytter mediets muligheder ved at mikse metafysiske og politiske temaer.
Med havet omkring Chile som fysisk ramme og metafysisk metafor formidler Guz-mán Chiles historie med folkemord og politisk undertrykkelse.
Filmen starter i havet omkring Chiles sydlige del. Guzmán formidler naturens underværker forbilledligt og indfanger hele verdens skønhed i en enkelt bævende vanddråbe. Kameraet panorerer hen over isblå gletsjere, forrevne kyster og søger ned under havet, alt imens Guzmán filosoferer over vand, kosmos og nattehimmelens stjernevrimmel.
Der bor ikke mange mennesker i det barske og isolerede Patagonien, men før midten af det 19. århundrede befolkede de såkaldte vandnomader havene. De bevægede sig i kanoer og levede af havets nåde - indtil de blev forfulgt og bogstaveligt talt nedslagtet af den europæiske kolonimagt.
Det er denne havets understrøm af vold og udnyttelse, der er Guzmáns egentlige ærinde med filmen. Han rejser ikke blot en skamstøtte over kolonimagtens folkemord, men søger tilbage til den menneskelige erfaring. Tre efterkommere af vandnomaderne fortæller simpelt og bevægende om slægtens liv i tæt forbindelse med havet.
Disse erindringer fører videre til en rekonstruktion af blot én af Pinochet-regimets mange brutale metoder til at skjule deres ofre. Bundet fast til jernbanesveller blev ligene af politiske modstandere kastet fra helikoptere ned i havets glemsel. Men havet glemmer ikke, ligesom et land heller ikke skal det, og i ”Perlemorsknappen” bliver Pinochets diktatur en gentagelse af et tidligere herredømmes forbrydelser.
Instruktørens insisteren på at sammenknytte havets og menneskenes historie bliver nogle steder en anelse for søgt. To perlemorsknapper fundet på havets bund bliver bindeled mellem generationers politiske terror i Chile, og stjernernes vrimmel mimer havenes strøm.
Men accepterer man Guzmáns utraditionelle sammenkobling af det politiske og poetiske, er ”Perlemorsknappen” både en usædvanlig kunstnerisk oplevelse og en udfordrende etisk opsang.
Med havet som symbol på liv og konkret arnested for mord stiller Guzmán sagte os alle til ansvar for fortidens synder. Som den chilenske digter Ral Zurita siger et sted: ”Vi er alle medskyldige for både ofrene og morderne.”
Filmen opfordrer os derved til at skabe sammenhæng mellem de forbrydelser mod menneskeheden, der sker i vores samtid, og de erindringer, Guzmán giver stemme til.
Hvis man er åben, stiller filmen spørgsmålet: Kan det ske igen? Og ja. Det sker lige nu. I havene og landene omkring os.
kultur@k.dk