Som med alle ting i verden handler det første indtryk af en bog altid om overfladen. Hvordan ser den ud, hvordan er den at røre ved, at bladre i? Nicolai Howalts kunstbog ”Old Tjikko” er i den henseende en lækker sag. Den er smukt bundet ind, overfladen minder om malerens lærred, og der er trykt et lille hvidt udsnit af det foto, vi kommer til at møde gennem bogen.
Navn og titel er præget i sølv, og der er sølvsnit hele vejen rundt. Ingen rosende ord om kunstneren eller ISBN-numre; bogen er ikke plastret til i salg, den er til stede som et smukt objekt i verden.
Bogen ”Old Tjikko” handler om et gammelt træ. Eller, træet har været udgangspunktet for Nicolai Howalts kunstneriske arbejde med fotografiske værker, og nu også denne bog.
Old Tjikko er en cirka 9500 år gammel rødgran, der vokser i den nordvestlige del af Dalarna, i Fulufjällets Nationalpark. Rødgran vokser der rigtig meget af i et bælte, der strækker sig fra Norge og helt ud til det Okhotske Hav.
Det, jeg ser på billederne, ligner ikke mine forestillinger om et gammelt træ, som jo er tykke og høje. Old Tjikko er et undseeligt, knapt fire meter højt, solitært, tyndt og forblæst væsen. Der er ikke mange grene på det, kun toppen er i vækst. Det viser sig også, at det ikke er selve træet og dets stamme, der er så svimlende gammelt (det er blot nogle hundrede år), men at det er rodsystemet, som stammen har klonet sig på, der kan dateres tilbage til tiden lige efter sidste istid.
Vi kan altså faktisk ikke se det gamle træ, det er skjult for vores øje under jorden, hvor det ikke er spor solitært, men indgår i en fantastisk alliance med svampe og andre organismer. Vi ser tingene, som de træder frem for os, men vi kan ikke stole på vores blotte øje.
Nicolai Howalt har fotograferet træet med et analogt kamera, og bagefter har han fremkaldt billedet i 97 versioner. Alligevel er ingen af de 97 gengivelser ens. Hvert billede har sit eget udtryk, fordi Howalt har fremkaldt sit fotografi på forskellige slags udgået fotopapir. Fordi fotopapiret er forældet, kan man ikke styre fremkaldelsesprocessen. Resultatet er frapperende smukt.
Fra det ene yderpunkt, hvor motivet næsten forsvinder ind i mørket, til det andet; en spøgelsesagtig bleg version, der snart vil være opløst i det hvide. I nogle af gengivelserne har papirets udfældning af sølvsalte sat gådefulde spor, som stjerner eller pletter sat af tidens tand.
Med sit arbejde peger Howalt på det filter, som fotografiet udgør imellem virkeligheden og perceptionen. Vi ser ikke et gammelt træ, vi ser et forsøg på at gengive det. Howalts billeder gør opmærksom på fotografiet (mediet) i sig selv, ligesom det gode maleri også altid gør.
Samtidig er det svimlende let at lægge følsomme tolkninger ned over de lidt gammeldags gengivelser af det spinkle trævæsen. Caspar David Friedrich kunne have malet det som et symbol på det ensomme menneske. Sjovt nok kønner og personificerer mykolog (svampekender) Henning Knudsen træet som ”han” i sin indsigtsfulde tekst. Ud over Henning Knudsens biologisk orienterede artikel er der mere filosofiske tekster af Søren Gosvig Olesen og Lars Kiel Bertelsen.
”Old Tjikko” handler om mange slags tid. Træets tid, fotografiets tid, vores tid. Det er fotografisk billedkunst af filosofisk format og et overmåde smukt bogvæsen i sig selv.