Smuk korsang bringer os tilbage til den sene middelalder

De rumlige optagelser fra Garnisonskirken i København er af udmærket teknisk standard og yder de glimrende sangere retfærdighed

Smuk korsang bringer os tilbage til den sene middelalder

Titlen på en ny udgivelse fra det driftige Naxos-selskab er lidt alternativ, idet den kort og godt lyder ”… and …”. Den dækker over et måske for varieret udvalg af korkompositioner – og er det ikke just det, som titlen antyder? Der er tale om en samling kirkemusik af den lettiske komponist Arvo Pärt (født 1935) og de to nutidige kvindelige komponister Julia Wolfe (født 1958) og Caroline Shaw (født 1982), begge amerikanere, samt sange fra Laudario di Cortona, Italien. Disse numre bringer os i musikalsk forstand tilbage til den sene middelalder, så spektret er stort på denne ”og-skive”.

Det er naturligvis en stor hjælp til forståelsen af indholdet, at samtlige tekster er gengivet på flere sprog i den medfølgende booklet med relevante bibelhenvisninger. Og man kan med en vis ret sige, at der svæver en kristen ånd over vandene, der bevirker, at man trods alt ikke synes, at der skydes for meget med spredehagl.

Det største plus er imidlertid den smukke korsang, som Ars Nova Copenhagen præsterer under ledelse af den engelske dirigent Paul Hillier, der i morgen fylder 72 år. De rumlige optagelser fra Garnisonskirken i København (fra 2019 og 2020) er af udmærket teknisk standard og yder de glimrende sangere retfærdighed.