Tiden råber på litterære genopdagelser fra det amerikanske overflødighedshorn. Det seneste bud er en roman fra 1956, der affødte sensation og store salgstal dengang for siden at gå i glemmebogen og ikke blive genoptrykt før nu. ”Chokolade til morgenmad” var skrevet af den kun 18-årige Pamela Moore, og med sit motiv – en teenagepiges risikobevidste ageren i de voksnes begærsverden – blev den sammenlignet med ”Bonjour Tristesse” af franske Francoise Sagan, som var udkommet blot to år forinden.
Vi følger pigen Courtney Farrell, fra hun er femten, til hun er sytten år. I den periode går hun fra at være en lidt trist og indesluttet pige sendt på kostskole af sine fraskilte forældre til at få sin seksuelle debut med en lidt ældre falleret skuespiller i Hollywood og til endelig at blive en såre ombejlet society-skønhed blandt de smukke, rige og fordrukne unge festmennesker i New York.
Selvom romanen er temmelig diskret, hvad angår direkte seksuelle beskrivelser, er det åbenlyst, at den må have virket dristig og chokerende i 1950’erne. Faktisk er der ingen i bogen, der spiser chokolade til morgenmad, men til gengæld tager både unge og ældre gerne en martini eller en anden drink både morgen og formiddag. Og begæret tager resten af opmærksomheden: Courtney og hendes veninde fantaserer på kostskolen om deres forestående seksuelle debut, og selv de tryggeste mandlige faderskikkelser kan have svært ved at styre sig i forhold til Courtney, der med sin krop da vist allerede virker som en voksen kvinde.
På grund af sin tristhed bliver Courtney taget ud af kostskolen og flytter til sin skuespillermor i Hollywood. Moderen er ved at ryge ud af karriereræset, og miljøet er ikke just det sundeste for en ung pige. Courtney nyder det dog i fulde drag, indtil hun ikke kan overskue, hvad hun har rodet sig ind i, og begynder at skære i sig selv. Hendes far får hende hentet til New York, hvor hun i bogens anden del fremstår langt mere suveræn både i sit alkoholforbrug og i sit kærlighedsliv. Det er her skoleveninden Janet, der må tage alle tæskene fra det overgearede liv.
Kunstnerisk er romanen ikke så stærk som ”Bonjour Tristesse”, der er utroligt fokuseret i sine lyriske sommerstemninger, sin fastholdelse af den unge piges synsvinkel og sin plotknude: Pigen vil beholde sit liv med sin far og intrigere en mulig stedmor ud af billedet. ”Chokolade til morgenmad” er til gengæld vild og frodig i sin udforskning af forskellige miljøer, og der er en frisk og autentisk stemning over de mange dialoger, både mellem Courtney og veninden Janet og med de bekymrede voksne.
Anden del står ikke helt så stærkt. Det er, som om der går for meget ungpige-ønskedrøm og -almagtsfantasi i romanen her. Courtney er tiltrækkende, begavet og interessant ud over alle grænser og får opmærksomhed fra hele to mænd, der er lidt ældre og har mere styr på tingene end de solbrune festaber fra Harvard og Yale. Hun indleder et forhold til den smukke, rige, gådefulde og dekadente Anthony, der næsten virker som et forstudie til Christian Grey fra ”Fifty Shades of Grey”, dog uden s/m.
Heldigvis har den attraktive Charles Cunningham også et godt øje til hende, og han har ”en betryggende aura af soliditet og magt omkring sig”. Dertil et godt job efter at have fuldført jurastudiet på Harvard, og så drikker han ikke så meget, at han går kold og kaster op ud over sine dates! Prinsen, der skal redde Courtney, er klar i kulissen, men kan hun opgive sit spændende forhold til Anthony?
Bogen må i disse passager være herlig læsning for teenagepiger i alle aldre, herunder husmødre, men et stykke af vejen har den også en bevidsthed om tab og fald fra stor højde. Forfatteren Pamela Moore endte selv med at begå selvmord i en alder af 26 år efter et omtumlet liv præget af den tidlige berømmelse.
Nerven i romanen udgøres, før der går ønskedrøm i den, af den unge piges stærke drift mod at blive en del af de voksnes verden. Dybest set keder hun sig med sine jævnaldrende. Hun vil op på det næste niveau, hvor hun ikke helt kender reglerne, og hvor det derfor er meget mere spændende at prøve at begå sig. Egentlig længes hun nok ikke efter at være voksen (hun aner måske, at det også vil være kedeligt, blot på en anden måde); hun nyder sin tvetydige status mellem barn og voksen, ambivalensen både hos kvinderne, der er moderlige og jaloux og gerne vil inddæmme hende, og hos mændene, der vakler mellem faderlig omsorg og mandligt begær. Denne undtagelsestilstand kan selvfølgelig kun vare en vis tid, og kan man mon komme igennem den uden at føre sig selv eller andre i ulykke?
Det ser ud til at lykkes for Courtney Farrell i ”Chokolade til morgenmad”, men spørgsmålet er, om hun ved romanens slutning stadig ikke kun er forklædt som voksen