Den islandske digter Gerdur Kristny, født i 1970, er en stemme, der er værd at lytte efter. I levende live er hun skarp, rap i replikken og overordentlig morsom. Morsom er imidlertid ikke det genkommende emne i hendes forfatterskab: vold mod kvinder.
I langdigtet ”Blodhingst”, der kom på dansk i 2011, gendigtede hun fortællingen om et bruderov fra ”Den ældre edda”, og romanen ”Drapa” handlede om et kvindemord i Reyjkavik. Hendes seneste bog hedder ”Sjælemesse”. Den udkom sidste år i Island og er nu formfuldendt oversat til dansk.
En sjælemesse er en katolsk messe og en bøn for en afdød person. Hos Kristny er der flere døde kvinder, der mindes, men den primære fortælling er, som jeg læser det, den om en kvinde, som tager sit liv efter at have skrevet om sin brors overgreb mod hende som barn, uden at nogen vil tro hende.
”Du var alene/ da det sorte/ i øjnene/ bredte sig/ over det blå/ Rie har/ et reb.”
Kvindens liv har aldrig foldet sig ud, ødelagt har hun været fra begyndelsen, og selv dødsannoncen får overgrebsmanden sit navn under. Men han skal ikke have det sidste ord, har digteren besluttet. Hun har de metaforiske redskaber, mejsel, fiskekrog og segl, og hun bruger dem. Broderen sendes ud på et dødeskib. Det er hårdt og isnende. I åbningsdigtet befinder jeget sig i en stendysse sammen med en anden død. ”Vi er lig”, står der med en typisk dobbeltformulering, der peger på, at identifikationen går på tværs af alle tider, at volden mod kvinder løber som et ar gennem historien.
Kristnys værk falder i fem dele. Alle dele er indledt af ord på andre sprog, ord, der repræsenterer noget, der ikke er ord for på forfatterens sprog: ”Iktsuarpok, Tiám, Murr Ma, Poronkusema, Naz”. Man kunne sige, at det var ord, der savnes, fordi de repræsenterer nogle nuancer af virkeligheden. Som når det om ordet ”Tiám” beskrives, at det er et ord på farsi, for glansen i vores øjne, når vi får en ven.
At digte er vel hele tiden at prøve at vriste nye betydninger ud af sproget. Det virker smukt med disse ord på fremmede sprog, men måske også en anelse mytologiserende. Således åbnes der med ordet iktsuarpok, hvorom der står, at ”Grønlænderne har et ord for det til stadighed at kigge efter, om nogen er på vej”. Men min grønlandske ven fortæller mig, at ordet, som her står i den gamle retskrivning, der blev forladt i 1973, bare betyder, at man kigger ud eller ind ad vinduet.
Men måske har ordet i canadisk-inuit-version en varighed knyttet til sig. Hvis man googler det, kan man i øvrigt se, hvor meget eksempler fra Tiffany Watt Smiths bog ”The Book of Human Emotions”, med 154 ord, der findes på særlige sprog, har spredt sig. Uanset alle disse fine ord for subtile menneskelige følelser, er digtsamlingens udgangsord: ”Der mangler ord.”
Det, der mangler ord for, er den vold, som kvinder udsættes for. Den vold, som sætter sig i deres kroppe og forkrøbler dem, den vold, der får dem til at tie. Gerdur Kristny vil ikke tie. Det gjorde hun ikke, da hun i mange år arbejdede som journalist, og det gør hun heller ikke som digter, hvor hun både tager fat i sagaernes vold og i nutidens vold.
Gerdur Kristny er en sprogmusikalsk begavelse. Hun skriver med bogstavrim og rytme, som trækker trådene tilbage til den islandske litterære edda-arv: ”Ski runeristede/ skråninger.” Og læg mærke til her, hvordan hun bruger vokallydene: ”Det hvinede/ i isen under/ børnenes skøjter.” Og hvordan hun efterfølgende lukker det åbne billede hårdt: ”Som blev en kniv/hvæsset/ mod en klippe.”
”Sjælemesse” er ikke en lang digtsamling. Der står ikke meget på hver side, men det, der står, er helt skarpt, billeddannende, skræmmende og meget sorgfuldt. Bogen er ydermere smukt grafisk tilrettelagt af Anne Rohweder.
Hvis man vil opleve Gerdur Kristny selv fortælle, er hun årets navn på Verdenslitteratur på Møn den 12. og 13. oktober.