Prøv avisen
Bog

Smukt og ubærligt langdigt om det vidunderligste og skrækkeligste af alt

6 stjerner

Cecilie Lind skriver sig med sin nye bog, langdigtet ”Mit barn”, direkte ind i læseren med sit præcise og menneskelige portræt af moderskabet

Dansk samtidslitteratur er fuld af fine romaner, noveller og digtsamlinger, der tager livtag med de følelser og erfaringer, der knytter sig til den livsomvæltning, det er at blive mor: Katinka My Jones’ ”Mælkelykken” (2014), Hanne Højgaard Viemoses ”Mado” (2015) og Maja Lucas’ ”Mor” (2016) er bare tre eksempler. Fælles for disse værker er, at de vender vrangen ud på de babyblå sparkedragter og viser os en anden side af moderskabet end de retoucherede og nuttede glansbilleder, der ofte pryder barnekamrene. De viser os det, vi alle et eller andet sted sikkert godt ved, men helst ikke vil være ved, at de idylliske fortællinger er og bliver ammestuesnak.

Cecilie Lind skriver sig med sit nye værk, den syvende i en imponerende række, ikke bare ind i denne strømning; hun gør det også så eftertrykkeligt og insisterende, at hun skriver sig direkte ind i læseren og sætter varige indtryk.

”Mit barn”, som bogen hedder, er et vildt, hårdt og voldsomt bekendelseslyrisk langdigt, der over 130 sider sammenstykker et på en gang smukt og nærmest ubærligt portræt af en nybagt mor med alt, hvad det indebærer af gylp, mælk, bleskift, vanvid, gråd, søvnløshed, ømhed, lykke, uro, smerte, kærlighed, angst og magtesløshed.

Digtet handler om det hele. Om ikke at være herre i egen krop: ”hvis nogen spørger mig hvem jeg er må jeg svare dem/ jeg er en der drypper/ mælk, tårer, blod, tis”. Om at være lukket inde i moderskabet. Om lysten til at flygte og angsten for at miste. Om omverdenens (klandrende) blikke: ”jeg mødte op til konsultationen i en møgbeskidt kjole/ jeg er ligeglad med hvor forsømt jeg ser ud/ det er umuligt at holde sig ren/ alle pletter er gylpens/ en slags eksem der slår ud i mit tøj og viser at jeg er allergisk over for/ hygiejne og duelighed”.

Om at være datter og mor: ”og nu findes hun som mit moderskabs skygge/ jeg kan ikke holde det ud/ at jeg har hende med mig/ om jeg vil det eller ej/ aldrig at slippe for at være barn af nogen/ jeg bliver mere datter af at blive mor/ at være gravid er at efterligne sin egen tilblivelse”.

Om forholdet til den elskede, faderen. Om at alting er uigenkaldeligt forandret: ”ude af mig selv over at intet er som før jeg blev mor og at alt alligevel er/ angsten og kærligheden og barnet gror”.

Sådan kommer ”Mit barn” skiftevis læseren i møde og slår ud efter ham/hende med prægnante, barske og smukke linjer om det vidunderligste og skrækkeligste af alt: at få et barn.

Linds langdigt er gennemlyst af den ubetingede kærlighed, som kun forældre kan føle, men også af den afmagt, som den ubetingede kærlighed medfølger, og Lind formår på forunderlig vis at sprogliggøre denne dobbelthed. Læs eksempelvis bare følgende eksistentielle ordleg:

”En leg med barnet: vil du helst at jeg går eller vil du helst at jeg går i stykker/ hans svar er en lille latter som han har opdyrket, med babyens vold og/ magt fatter han intet, situationens alvor er spildt på den latter/ og mit/ hjerte smelter/ til et pyt der ryger ud af min mund og gør mig mere mor end i lang/ tid, lille skat, et kælenavn der sejler i pytten, en tømmerflåde flikket/ sammen af min desperate kærlighed, som akkurat holder/ sig oven vande, og som gør at jeg lever, til husbehov”.

Lind står ved de revner, sprækker og brister, som fødslen ikke bare har medført helt fysisk, men også sjæleligt. Hun viser modigt sin uformåen, skrøbelighed og usikkerhed frem, viser, at hun ikke har fuldt ud greb om virkeligheden. ”Mit barn” er en meget præcis, rå og rørende skildring af, hvad det vil sige at være mor og menneske.