Prøv avisen
Bog

Smukt opgør med en far

5 stjerner

Søren R. Fauths ”Digt om døden” er et stilistisk elegant, hudløst, hårdtslående og smukt poetisk værk

Mens Søren R. Fauths debutdigtsamling ”Universet er slidt” (2014) var et forfinet værk med referencer til tysk romantisk-symbolistisk digtning, bredt anlagt civilisationskritik og utopisk længsel, så har det nye værk ”Digt om døden” en anderledes konfronterende attitude og personlig baggrund.

Undertitlen ”En bog om min far” peger på, at vi har at gøre med et autofiktivt værk, hvor vi følger en søns sidste tid med sin far, der medfører en undersøgelse af, hvem faderen og den øvrige familie egentlig var, samt ikke mindst et selvopgør.

Når lyrik er rigtig godt, handler det om mindst tre-fire ting på én gang, sagde digteren Jørgen Sonne engang.

Logikken i denne formulering er i pagt med tænkere som Sigmund Freud og Henri Bergson samt den tidlige avantgardes digtere som Apollinaire og T.S. Eliot, hvis pointe var, at der i et menneskes oplevelse er mange tider til stede samtidig. Eller sagt på en anden måde: Fortidens skygger kastes ind over nuet – og ofte opleves disse skygger som mere virkelige end den forhåndenværende virkelighed.

I Fauths digtsamling anvendes en sådan simultanteknik raffineret. Jeg-personens erindringer, drømme og fantasier løber således gennem hele bogen som spor, der krydser hinanden, interagerer og blandes sammen. Værket består af et forløb, hvor jeget beretter om sin psykisk forkrøblede, alkoholiske far Jürgen, der har mistet førligheden og går sin sidste tid i møde, historien om en højt elsket søster, Mette, der dør ung af lungekræft, en beretning om farfaderen Josef, der døde i tysk krigstjeneste, samt beretningen om jegets eget liv og dagligdag, der er præget af tvangstanker, angst, anoreksi og depression.

Når disse spor støder sammen, slår digtene gnister i voldsomme sanseappellerende og smertefulde skildringer af høj klasse:

”Savner M/ mangler mening mere end nogensinde før/ så meget at afklare så meget at lukke/ og dog er alt klarere/ end det nogensinde har været før./ Frost stjerneklart vågner til orangerød horisont over bæltet/ til billedet af min far/ der hænger i en sele fra loftet/ min mor trækker ham gennem lejligheden i en snor/ han har tisset i bukserne.”

Der skabes, som man bemærker, en dynamik af følelsesmæssige kontraster i Fauths skildringer, hvor der veksles mellem ømhed, empati og hudløshed og galgenhumor, ironi og raseri.

Til den positive pol hører for eksempel en indfølt og rørende skildring af ”tante Hansi/ musikelskeren sangerinden pianistinden/ der blev gift med Holbæks største møbelmatador”: ”tante H/ der endte med at træde ind i Jehovas Vidner/ fordi hendes datter gjorde det/ tante H der levede hele sit liv med en tyrannisk mand/ tante H der blev sendt fra Wien til Danmark kun ni år gammel.”

I den negative ende af skalaen har vi ”den fordømte vesterlandske alkoholkultur” samt et par herlige bredsider mod ”den københavnske kulturelite”:

”hvor jeg dog foragter al denne forstillelse mennesket/ marionetdukkerne og deres iscenesættelse/ de lidenskabsløse kalkulationer/ Ib Michael og Lars Frost serverede et par perfiditeter.”

Er digteren hård ved andre, så er det dog ingenting i forhold til, hvad han er ved sig selv. Mens det blandt autobiografiske forfattere fra Karl Ove Knausgård til Jørgen Leth har været typisk, at den selvudleverende attitude ønskes opfattet som udtryk for heroisk mod, fordomsfrihed og ærlighed, så er der ikke skygge af dette i Fauths bog, der er tænderskærende og nådesløs i sine skildringer af egne psykiske tilstande med ”øjne og gult og mørke og angst/ bare øjne og vrede og råb i gruber uden resonans” eller den følgende anoreksifantasi: ”jeg nægter at spise mere/ går målrettet efter synlige ledninger over lårene/ over maven/ de tydeligt fremtrædende årer på armene er ikke nok/ jeg må kunne gøre det bedre”.

”Digt om døden” kan derimod ikke gøres meget bedre – det er et stilistisk elegant, hudløst, hårdtslående og smukt poetisk værk.