God bog om Europas historie for nybegyndere

Denne bog om Europa gennem to årtusinder er ganske enkelt god for den, der ikke kender sin historie, men gerne vil lære den at kende

Jeg ved faktisk slet ikke om det er tilladt at skrive Europas historie. I en tid, hvor de identitetspolitiske stødtropper blæser statuer omkuld, fordømmer enhver omtale af ”gamle, døde hvide mænd” og kræver ”afkolonisering” af universiteternes læseplaner, virker det i hvert fald befriende ukorrekt at læse historiker Lars Hovbakke Sørensens ”Europas Historie: fra Oldtiden til i dag”.

Godt nok stiller Lars Hovbakke læseren i udsigt, at det her drejer sig om en bog, der gør op med ”både det eurocentriske perspektiv og det ensidigt nationale blik”, som Hovbakke udtaler i den medfølgende pressemeddelelse.

Her må man spørge: Er der et ensidigt nationalt blik på Europas historie? Hvilken nation skulle det være? Og hvordan skriver man Europahistorie, der ikke centrerer sig om Europa? Et radikalt projekt er det i hvert fald. Ikke uinteressant, men afgjort voveligt.

I bogens forord skriver forfatteren, at bogen ”vender perspektivet om”. Det skal ikke handle om, hvordan Europa har påvirket andre verdensdele, men hvordan ”andre verdensdele har påvirket Europa.” Nu rejser den hensigtserklæring sine egne problemer. For det første bliver en fremstilling vel ikke mindre eurocentrisk fordi den tager verdens påvirkning af Europa i betragtning? I virkeligheden fæstner dette jo i højere grad end fortællingen om Europas påvirkning af verden blikket på Europa som geografisk afgrænset rum.

Artiklen fortsætter under annoncen

For det andet må en historie, der afskriver eller nedtoner Europas påvirkning af verden for eksempel gennem den for tiden så moderigtige kolonialismekritik, blive en halveret Europahistorie. For det tredje stiller det altså ret væsentlige fordringer til en Europahistorie, hvis den vitterlig skulle ”vende perspektivet om”.

Det er med en sær blanding af lettelse og skuffelse, at man efterhånden erfarer, at ”Europas historie” egentlig ikke rigtig vender perspektivet om. Bogen er først og fremmest en meget traditionel historisk fremstilling – lige fra den tidsmæssige afgræsning ved de græske bystater over de konsensusbetonede analyser og til vægtningen af begivenhedshistorien.

Historie er her i høj grad (i øvrigt en af forfatterens tilbagevendende sproglige greb) udenrigspolitik med gæsteoptrædener fra social- og kulturhistorie – og så naturligvis lejlighedsvis inddragelse af omverdenen omkring Europa bare for at understrege, at her altså ikke er tale om en meget traditionel eurocentrisk historie – slet ikke.

Hvis pointen med ikke at være eurocentrisk i sin analyse er, at man for eksempel erkender betydningen af modsætningsforholdet mellem grækere og persere i antikken, eller betydningen af Mongolstormen og den sorte død i middelalderen, eller den økonomiske og politiske betydning af kolonirigerne, så er det forbavsende nemt at gøre op med eurocentrisk historieskrivning.

Et egentligt opgør med eurocentrismen ville interessere sig for de økonomiske og politiske rum, der hver til sin tid formede de europæiske magters spillerum, snarere end at binde sig til et snævert afgrænset rum. Det ville fokusere på handelsveje og på ændringen af det rum, Europa befandt sig i. Den ville handle mere om vand end om land. Den ville fastholde Europa som periferi frem til engang i tidlig moderne tid. Den ville interessere sig for konstruktionen af idéen om Europa som et geografisk rum og kulturel-politisk forestilling.

Det ville være en historie om Europa, men måske ikke en Europahistorie, for Europa ville ikke have hovedrollen.

Men ”Europas historie” har andre kvaliteter end dem, den slår sig op på. Lars Hovbakke Sørensen er en historiker, der er kendt for sin faglige bredde. Hans ekspertise er gennem en årrække hyppigt blevet bragt i spil i medierne. Han ved mange ting og har en glæde ved at vide ting.

Bogens styrke ligger ikke i lyrisk schwung – heldigvis, for det er der intet af – men derimod i en tydelig glæde over meddelelsen af kendsgerninger. Selvom en og anden ville finde stilen noget tør og refererende, giver det bogen en nøgternhed, som gør den anvendelig til det formål, den først og fremmest har: nemlig at være en bred, kyndig og troværdig allround-indføring i godt 2500 års europæisk historie.

Bogen er ganske enkelt god for den, der ikke kender sin historie, men gerne vil lære den at kende. Her bliver det lidt snævre fokus på det politisk historiske en fordel. Den politiske historie er med dens begivenheder, årstal og personer nemlig den bedste indgang til historien. Skelettet og fundamentet. Så kan man altid bygge videre med socialhistorie, kulturhistorie, postkolonialistisk magtkritik og diverse feministiske perspektiver, hvis det er ens agt.

Historikere er forpligtet på formidling, og historiefaget er forpligtet på også at tage favntag med de bredere sammenhænge og de store fortællinger. Hvis historikere ikke formår det, ja, så ender vi dér, hvor vi er nu. I en virkelighed, hvor dagsordenen er overtaget af massernes hysteri og de nemme slagords dominans.

I en tid, hvor faghistorikere ofte borer sig stadig dybere ind i stadig snævrere problemstillinger, er det en glæde, at Hovbakke insisterer på noget så bredt og uhåndterligt som en traditionel Europahistorie, der jo minder ikke så lidt om det, vi engang troede var verdenshistorie.