Snapshots fra en generation

Et snapshot er et forsøg på at fange øjeblikket. I modsætning til fotografens billede, der er fokuseret og centreret, er snapshottet ofte uklart og kompositionen grim, da den sjældent overholder reglerne for balance i billedet. Men til gengæld har snapshottet stoppet tiden og fanget nuet. Jakob Ejersbos noveller i »Superego« er en række snapshots. De fleste af novellerne lever ikke op til den klassiske novelle med den enkelte hændelse, som afklares til sidst. De beskrevne hændelser har ofte ingen særskilt betydning, men er hverdagsbilleder uden den store dramatik, hvis man med dramatik mener noget, der ændrer personernes tilværelse. De er på en god måde ufokuserede. Emnet i »Superego« er den kommende voksengeneration. Tidsånden skal nok en gang aflæses, og fokus er på de nogleogtyveårige, som tilsyneladende stadig drikker for meget, tager en del stoffer, dyrker uforpligtende sex, fokuserer på mærkevarer, går med solbriller selv i gråvejr, går på de sædvanlige navngivne caféer og i det hele taget har svært ved at engagere sig i noget, da de ikke tror på noget. Nihilismen fra 1980'erne trives i bedste velgående. 80'er-agtigt bliver brugt som et skældsord i en af novellerne, men det rammer også delvis Ejersbos samling. Alle novellerne er skrevet i historisk nutid og i første person ental. Forbilledet synes at være bøger som »Under nul« og »Angiverne« af den amerikanske forfatter Bret Easton Ellis. Men Ejersbo udvider universet blandt andet ved at give kvindestemmerne et andet indhold end det, der gælder for mændene, hvis kynisme gennemskues som svaghed og flugt. Kvinderne er for så vidt ikke mindre nihilistiske end mændene, men de kan leve med, at der ikke findes en mening med tilværelsen, og de finder sig derfor til rette med det, de har. Dette gælder blandt andet deres parforhold, som kan fungere udmærket, selvom det ikke er et udtryk for den store kærlighed. Derved nuancerer Ejersbo det ellers til tider trøstesløse billede af generationen født i 70'erne. Det er ligeledes befriende, at Ejersbos noveller foregår mange forskellige steder i landet. Det fjerner lidt af den monotoni, der ellers truer, da novellernes indhold langt hen ad vejen er det samme. Og modsat kan man sige, at de noveller, der fungerer dårligst, er dem, hvor Ejersbo skifter fortællemåde eller univers, som eksempelvis i fortællingen om manden, der vil være millionær, og i fortællingen om de to færdiguddannede med fast arbejde. Titlen gør opmærksom på personernes selvtilstrækkelighed og selvcentrering; deres alt for store egoer. Men samtidig er superego en betegnelse for Freuds begreb om »overjeg«, der er det enkelte individs inkorporering af samfundets og autoriteternes normer og værdisæt, altså en betydning modsat den første. Man kunne måske læse en holdning ind i novellerne på den måde, at fraværet af et superego gør, at den enkelte opfatter sig selv som et superego. Men denne noget pessimistiske udlægning af generationen vil Ejersbo ikke være med til. Han er i stand til at nuancere sine snapshots og holde sine egne domme tilbage. Men denne distance giver til tider også de enkelte noveller en lidt falsk tone; især i dialogerne. Snapshots fungerer bedst, hvis man snyder lidt og arrangerer det øjeblik, der skal fanges. Dette indser Ejersbo, og derfor fungerer novellerne. Men om den autentiske tone er nok til at gøre novellerne interessante, er et andet spørgsmål. Det er sjældent, man er interesseret i andres snapshots, og det lykkes ikke at give novellerne et indhold, der overskrider det generationstypiske. Novellerne vil derfor nok være mest interessante for de nogleogtyveårige, som måske kan genkende sig selv - eller i det mindste deres kammerater. Jakob Ejersbo: Superego. Noveller. 228 sider. 225 kr. Gyldendal.