Det er svært ikke at blive berørt, når man læser den første side i Thomas Korsgaards debutroman. ”Det var,” skriver han, ”som om døden sad i mig, selvom jeg ikke var ret gammel. Den var altid med mig på en måde. I starten havde jeg slet ikke set et menneske dø, men en lille dreng ved både alt for meget og næsten ingenting om døden.”
Med udgangspunkt i sin egen opvækst har Thomas Korsgaard skrevet en bevægende og uhyre vellykket debutroman, som åbner døren op for en barsk barndomsverden. Det er ikke et kønt syn, der møder læseren. For lille Tue, som forfatterens fiktive alter ego er benævnt, vokser op i et hjem i Nørre Ørum ved Skive, hvor vold, ludomani, narkogæld, selvmordsforsøg og socialt bedrageri er en fast bestanddel af virkeligheden. Det første døde menneske, Tue oplever, er hans dødfødte søster Stine. Det er farbror Chresten, som betaler for begravelsen; og det lader han aldrig siden familien glemme.
Tues far spiller en særlig rolle i handlingsforløbet. Romanen skildrer faderens brutalitet med stor akkuratesse, den psykiske og fysiske vold, han udøver; og den demonstrerer også hans afmagt og desperate forsøg på at udvise mildhed og kærlighed. I den forstand holder forfatteren balancen flot. Det er en rå litterær skildring og ikke en ondsindet udlevering. For faderen fortolkes ikke først og fremmest som et umenneskeligt væsen, men som en stakkel, der med ringe held og manglende dygtighed forsøger at drive et lille kvæglandbrug og derfor konstant kæmper mod kreditorerne. Helt galt går det for ham, da hans bror, farbror Chresten, tager pant i gården. De skylder jo for begravelsen af Stine.
Romanens komposition er på en gang overbevisende og livsbekræftende. Thomas Korsgaard skildrer, hvordan Tue på trods af de mange ubehagelige udfordringer, han konstant udsættes for, vokser til som menneske. Det er rørende at følge, hvordan hans forståelse af omverdenen gradvist bliver større og mere nuanceret. Midt i al gruen glæder man sig også over Thomas Korsgaards evne til at skildre små detaljer i hverdagen med et sprog, som danner klare billeder i læserens bevidsthed. Det gælder for eksempel beskrivelserne af hans fars akavede måde at holde cigaretten på og mormoderens trang til at hobe slik og søde sager op. Hertil kommer en skøn underspillet sort humor, som gør de mange fortrædeligheder en anelse lettere at bære.
Endelig må man glæde sig over den smågeniale titel, ”Hvis der skulle komme et menneske forbi”, fordi forfatteren her henvender sig direkte til middelklassedanskeren og rusker os i kraven. Det kunne jo være dig eller mig, som blev vidner til to forældres systematiske omsorgssvigt over for deres børneflok. Det spørgsmål, romanen indirekte rejser for læseren, er, om man selv ville have mod og vilje til at gribe ind over for forældrene og forsøge at hjælpe børnene; eller om man blot ville se til fra afstand og lade børnene gå til i snavs og afsavn.