Prøv avisen
Opera

Snedronningen er landet

5 stjerner
Det er ikke iscenesættelsen, der i sidste ende er drivkraften i ”Snedronningen”, men derimod Hans Abrahamsens distinkte tonesprog, hans musikalske urværk og splintrende klange. – Foto: Per Morten Abrahamsen/Det Kongelige Teater

Det Kongelige Teaters helt store scoop i denne sæson, en ny opera af Hans Abrahamsen over H.C. Andersens eventyr, er en intens oplevelse med enkelte skønhedsfejl

Da den engelske instruktør John Fulljames for to år siden tiltrådte som operachef for Det Kongelige Teater, var en af hans første gerninger at aflyse en ny opera, som hans forgænger, Sven Müller, havde bestilt hos den herboende islandske komponist Stein-grimur Rohloff.

Aflysningen blev aldrig begrundet offentligt, men man må formode, at Fulljames frygtede at indlede sin ansættelse i København med en publikumsfiasko på den store scene; den relativt ukendte, men i øvrigt talentfulde Rohloff var nok for risikabelt et sats i en tid, hvor det gjaldt om at genrejse Det Kongelige Teater som et kulturelt fyrtårn med stor gennemslagskraft.

I stedet væbnede operachefen sig med tålmodighed. Og søndag eftermiddag kunne han så endelig præsentere den første storstilede uropførelse i sin regeringstid, Hans Abrahamsens nyskrevne opera ”Snedronningen”.

Her kan man virkelig tale om, at det tunge skyts er kørt i stilling: en af verdens mest feterede nulevende komponister med et nyt værk baseret på et eventyr af H.C. Andersen. Større bliver det vel ikke.

”Snedronningen” er ikke blot fortællingen om barnlig uskyld, der møder voksenlivets kulde i form af en kompleks ondskab. Det er også en opgørelse over, og til en vis grad kulminationen på, Abrahamsens lange karriere som komponist. Partituret er fyldt med citater fra tidligere værker, lige fra begyndelsen for 50 år siden og op til de seneste års internationale succeser såsom det hvislende ensembleværk ”Schnee” og sangcyklussen ”Let Me Tell You” med dens ituslåede sentimentalitet og stammende sopranstemme.

Som operakomponist er Abrahamsen uprøvet. Og ”Snedronningen” er da også bedst i de passager, hvor Det Kongelige Kapel, dirigeret af den frygtløse Robert Houssart, har pladsen for sig selv, eller hvor sangerne har mere lydligt end tekstligt betingede indsatser.

Som når et kor af blomster tiskende lader den lille Gerda, overbevisende skildret af sopranen Sofie Elkjær Jensen, vide, at hendes forsvundne Kay, mindre overbevisende skildret af den accenttunge mezzosopran Melis Jaatinen, ikke er død. Eller da hun barfodet og bundfrossen når frem til Snedronningens slot i Lapland og stammer sine ord frem i mødet med et blandet kor af fjendtlige snesoldater og frelsende engle.

Dramaturgisk er der truffet nogle interessante valg. Ikke mindst angående Snedronningen, der er karakteriseret ved sit generelle fravær i Andersens eventyr. I Francisco Negríns iscenesættelse af librettoen, som Abrahamsen har fået assistance af Henrik Engelbrecht til at skrive, bliver hun til en abstrakt figur, der både fører Kay og Gerda ind i voksenlivet og styrer tidens gang. Nå ja, og så spilles hun af basbarytonen Johan Reuter, hvis tonegentagende og næsten tidsstandsende partier dog af og til drukner i den skiftevis nøgternt enkle og buldrende komplekse instrumentering.

Den stort anlagte og teknologisk avancerede scenografi med tusindvis af led-pærer føjer en velvalgt råhed til operaens dramatiske højdepunkter, en spejling af Abrahamsens nodetabellers evne til at balancere musikkens momentvise sentimentalitet. Dog savner man, at de scener, der skal udgøre kontraster til vinter og kulde, får en større varme.

I det hele taget er det ikke iscenesættelsen, der i sidste ende er drivkraften i ”Snedronningen”. Det er og bliver Abrahamsens distinkte tonesprog, hans musikalske urværk og splintrende klange, der gør operaen til et meget tæt på perfekt bud på, hvad Det Kongelige Teater er i stand til at byde på, når det lader de kunstneriske nutidsambitioner folde sig helt ud.