Det er egentlig ikke rimeligt at sammenligne årets to juleforestillinger i Tivoli og på Det Kongelige Teater, ”Snedronningen” og ”Nøddeknækkeren”, for de vil og kan noget helt forskelligt, selvom begge markedsføres og er tænkt som store familieforestillinger.
”Snedronningen” er blevet til i forlængelse af et tidligere samarbejde mellem koreografen Yuri Possokhov, musikeren Oh Land og H.M. Dronningen, der i 2016 skabte en vellykket 30-minutters eventyrballet, ”Askepot”, til Pantomimeteatret i Tivoli. Den kunstneriske trojka griber her ambitiøst an med et større format, en helaftensballet, skabt til Koncertsalen.
”Snedronningen”s styrker er oprigtigheden og en fin poesi i læsningen af H.C. Andersens eventyr fra december 1841, stærkest udtrykt i Dronningens barnlige, bølgende organiske farvestreger på bagtæppe og sidestykker, der virker tænkt som en billedbog, hvor vi vender side for side, og i Gerda og Kays spil, rørende fortolket af Laurie Nielsen og ikke mindst af den spillevende og kækt springende Vincent Vernal.
Her har Yuri Possokhov fermt komponeret en idérig, impulsivt facetteret og ikke mindst morsom bevægelsesverden til Oh Lands filmisk beskrivende kammermusik, der spilles live, men elektronisk forstærket af et mindre ensemble af strygere, fløjter, horn, harpe og slagtøj.
Lyden er paradoksalt nok ikke god, og det farver oplevelsen af ”Snedronningen”, der jo netop er grundlæggende udfordret, fordi Koncertsalen er et lydrum og ikke et visuelt rum: Det gør det i bedste fald svært at skabe illusioner og teatermagi. Når det lykkes, er det et langt stykke ad vejen takket været Morten Justs og Al Crawfords elegante animationer og lysdesign, der som en tryllestav vækker Gerda og Kays verden til live med fine, underspillede pointer.
En sådan kreativitet og finesse kunne Det Kongelige Teater have haft glæde af i sin opsætning af George Balanchines version af russerklassikeren ”Nøddeknækkeren” til musik af Peter Tjajkovskij.
Anthony Wards scenografi er som udgangspunkt ikke vellykket. Første akts mange sætskift er klodset konciperede, og særligt det store øjeblik, hvor virkelighed forvandles til fantasi, lykkes ikke med at skabe illusionen om pigen Marie, der som Alice i Eventyrland skrumper og bliver del af en fortryllet verden, hvor mus kæmper mod legetøjssoldater, og hvor en nøddeknækker forvandles til en drengeprins.
Endnu strammere bliver det med Wards bolsjestribede andentakt, der som et saccharint chok er blottet for skønhed, apoteosiske harmoni og den erfaringsdybde, der netop karakteriserer Balanchines overdådige koreografi og Tjajkovskijs stormende følelsesfulde musik.
Her stråler til gengæld det fulde symfoniske og koreografiske udtræk med CPH Phil i orkestergraven og Den Kongelige Ballets fineste dansere som Caroline Baldwin og Gregory Dean som Sukkerfe og Kavaler i smukke, komplementerende linjespil og balanceakter og Holly Dorger som flyvende Dugdråbe og Tobias Praetorius som hulahoppende rørsukkerfyr, og det er her, det eventyrlige opstår.
