Snakken stopper, når de spiller country i Tønder

Tønder Festival finder i år sted for 45. gang. På festivalen, der begynder i dag, er det musikalske kompas vippet mod syd, og man kan både høre americana-mamaer, sav-soloer og danse på bretonsk. Det er dog ikke kun country-musik, men også nærhed og lokalt sammenhold, der er i centrum i Tønder

Årets store begivenhed i Tønder, Tønder Festival, begynder i dag og slutter på søndag. Her er det et billede fra sidste års festival. –
Årets store begivenhed i Tønder, Tønder Festival, begynder i dag og slutter på søndag. Her er det et billede fra sidste års festival. – . Foto: Henrik Emtkjær Hansen /Tønder Festival.

Det vælter ikke med pangfarvede keyboards i Tønder. Musikalsk orienterer man sig mod syd. Så meget syd som det amerikanske kompas tillader. Det hele er håndspillet – ”handplayed music” lyder festivalens motto – og det hjælper at have Paul Simon og Bob Dylan på sin toptreliste. Dylan står ikke på plakaten, men det gør hans musikalske nevøer og niecer.

I dag begynder festival nummer 45, og i år er der ud over traditionelle bands fra Irland, Skotland, Canada, England og USA også folkemusik på fransk. Årets musikalske tema er ”franske rødder”.

Mange amerikanske musikere har lært at stave til Tønder. To hovednavne, som begge har spillet her før, har dog meldt afbud: John Prine med den ultradybe stemme og John Moreland, som synger, som om han har Djævelens latter tatoveret på den solsvedne Texas-hud, har fået flyskræk.

Boots, cowboyhatte og frynsejakker er der en del af på Tønder Festival. Men det vrimler også med historiefortællere. Hvad synger de om? Jeg spørger Ann Krupsdahl Pedersen, som skal på sin tredje festival i år.

Er Tønder Festival også for dem, der ikke er vokset op med mandolin?

”Country er ikke country længere. Genren har udviklet sig – noget kan lyde som Cash, andet som Lou Reed. Musikken går ad forskellige avenuer,” siger den 47-årige filminstruktør og manuskriptforfatter fra Aarhus.

Den slags musik har egentlig aldrig tiltrukket hende før, men Tønder har ”bidt hende”, og hun kan ikke få armene ned over at skulle høre Paul Cauthen igen:

”Det er Cash og Elvis. Gospel. Hans stemme er brillant!”.

I år tager hun sin berlinerstråhat med. Bare for at blende lidt ind med de andre ”country girls”. Festivalen kalder hun ”sympatisk”, ”stille og rolig”, ”civiliseret”. Her lyder gentlemanaftalen, at man ikke sludrer, når musikken spiller.

Men hvad er det, der er så særligt ved at hænge ud på en mark sammen med truckerkasketter og americana-mamaer som Lucinda Williams, der synger om fordrukne engle?

”Der er nærhed i folk-musik! Distancen mellem musikerne og publikum er meget lille på Tønder. Der er noget befriende dagligstuestemning over Tønder Festival,” siger arkitekten Jes Vagnby, der stod for det store vendepunkt på Tønder Festival i 2012, hvor der blandt andet blev indført armbånd.

Siden har tiderne – og festivalen – ændret sig.

Det siger alle, som har fulgt musikfestivalen gennem årene.

Jes Vagnby er i øjeblikket ved at forberede sig til at besøge byfesten Klostermærken i Løgumkloster, som har hyret ham til at komme med idéer til forbedringer. Efter nogle år som udviklingschef på Roskilde Festival hjælper han i dag festivaler med at blive bedre.

”Jeg har blandt andet hørt Chemical Brothers på Roskilde. Det var vildt, men to irske brødre i gruppen Hudson Taylor på Tønder ramte mig dybere, og Spirit Family Reunion fra New York spillede noget, jeg aldrig har hørt før.”

Er det noget med, at vi søger noget autentisk? Vi kan godt lide en spillemand – eller -kvinde – med en guitar og krøllede, personlige sange?

”Ja, vi kan godt lide, at der er en historie, vi kan spejle os i. De her musikere har virkelig noget på hjerte, så foden begynder at vippe. For mig har det været en kæmpe oplevelse at komme til Tønder og opleve hele området, som jeg slet ikke kendte. Jeg kom i kontakt med en festival, som bygger på noget helt, helt andet.”

Vagnby taler om, hvordan alle festivaler er startet i det små af lokale ildsjæle, som vil gøre noget for lokalområdet.

”For de lokale foreninger og klubber i Tønder er det vigtigt, at ånden bevares. Det er hele grundlaget.”

Hvad var det, der skete med Tønder Festival i 2012?

”Dengang var det en åben festival med en åben plads, hvor man købte billetter til hver enkelt koncert. Da vi indførte armbånd, betød det, at vi kunne styre både kvaliteten af musikken og stemningen. Festivalen blev mere intens. Vi arbejder målbevidst på at skabe et univers – med musik, stemninger, skulpturer, happenings og oplevelser – så publikum bliver frisat. Slipper væk fra dagligdagen. Overraskes morgen, middag, eftermiddag og aften.”

I Jes Vagnbys øjne er der for få festivaler i Danmark med et specielt image.

”Festivalkaravanen kører gennem landet med stort set den samme musik. Det giver gode lokale byoplevelser. Men det er alfa og omega, at en festival er stedsspecifik og har sin egenart. Tønder Festival har altid haft et specielt musikprogram af høj kvalitet. Den har hjemme i det sønderjyske område. Derfor må der ikke pilles for meget ved ’Tønder-oplevelsen’. 80 procent skal være genkendelsens glæde. 20 procent skal være fornyelse,” siger han.

Men er der ikke en fare for, at Tønder Festival bliver som alle andre? Jes Vagnby synes, det er o.k., at flere og flere festivaler kører på kommercielle vilkår med for eksempel amerikanske konsortier som bagmænd. Men for ham er værdierne i foreningstanken stadigvæk tiltrækkende.

”Jeg kan godt lide, at Tønder Festival ikke er et privat engagement, men er forankret i en forening og frivillighed. Overskuddet går til almene formål og skaber et lokalt sammenhold. Det har vi behov for i hele landet, og især uden for de større byer. Sådan en begivenhed kan året igennem styrke sammenholdet. Derfor skal nærhedsprincippet bibeholdes. Tønder Festival ønsker ikke at vokse uhæmmet. Kvaliteten skal passe til den musikgenre. Derfor følger vi ikke nogen vækststrategi for vækstens skyld – vi skal turde noget nyt og udvikle os, men stadig holde fast i kerneværdierne,” siger Jes Vagnby.

Som på alle andre festivaler fodrer man også her alle sanser. Der er byvandringer, konkurrencer i østersåbning på tid, mad og i år desuden bretonsk dans.

I år har Jes Vagnby og hans hold især lavet forbedringer på campingområdet, hvor mange klubber mødes og klæder sig ud.

”Det lyder måske ophøjet, men jeg synes, missionen med Tønder Festival er lykkedes. I dag tiltrækker festivalen også et yngre og mere blandet publikum.”

Men enhver lille flække ønsker efterhånden af have en festival?

”Ja, det vrimler med festivaler, og der vil komme flere. Verden er blevet så fyldt med sociale medier og teknologi, at selv unge i 20’erne ønsker et frikvarter, et helle. Vi mangler i den grad nærhed og fællesskab, og det kan vi få ved at tage på festival. Og samtidig blive musikalsk løftet. Du er ikke helt den samme, når du tager hjem fra Tønder, som da du kom,” siger Jes Vagnby.

Han tror på, at hvis festivalerne opfører sig ordentligt, er der en stor fremtid for dem.

”De skal tilbyde en ordentlighed; de må for alt i verden ikke løbe løbsk.”

Vildt bliver det nok, når Tønder Festival slutter søndag. Når publikum og musikere er blevet rystet godt sammen og der er sunget fællessang – måske på flydende bretonsk – med fynd og klem.

Mens nogle synes, der er kommet for meget mainstream og country, vifter andre med hatten:

”Bare gi’ os masser af ny country og americana, det er i de genrer, fornyelsen sker lige nu,” skriver en mangeårig Tønder-gæst på festivalens Facebook-side.

Ann Krupsdahl Pedersen tager også hele programmet. Rub og stub.

Hvad siger du til Claus Hempler som afløser for John Moreland? Der er da ikke meget country over ham?

”Ja, det vil jo vise sig,” begynder Ann Krupsdahl Pedersen grinende. ”Hvis han tager cowboyhat på, er alle muligheder åbne, ikke sandt?”.