Prøv avisen
Bog

Biskoppers Fadervor-analyse til menigmand er god, men for pæn og forsigtig

4 stjerner

To af landets biskopper har skrevet en fornuftig, men også lidt temperamentsløs bog om Fadervor som svar på pavens ønske om at ændre bønnens ordlyd

Vi kan først og fremmest takke pave Frans for, at denne bog er blevet til. I 2017 meddelte han, at ordlyden i Fadervor bør ændres, idet sætningen ”Led os ikke i fristelse” forekommer paven for misvisende, idet Gud vel ikke kan finde på at lede sit menneske i fristelse.

Forslaget skabte debat, og nu har to af vore biskopper, Tine Lindhardt og Marianne Christiansen, udgivet bogen ”Oplysning til borgerne om Fadervor”, hvor Fadervor analyseres. De to biskopper skiftes til at føre ordet og kommenterer hinandens udspil, og det er der kommet en udmærket, men også lidt for lang og lidt for temperamentsløs bog ud af, der afsluttes med et kapitel om Fadervors oprindelse af Lisbet og Mogens Müller.

Titlen indikerer, at bogen er skrevet til menigmand, og hensigten er rigtig, for Fadervor indrammer på enestående vis den kristne meddelelse, men man kan være i tvivl om, hvorvidt den seriøst vil få menigmand i tale.

Biskopperne er grundige og velskrivende på den milde måde og drevet af en vis iver efter ikke at støde det moderne menneske. Det er et sikkert valg at skrive forsigtigt, og man aner, at Tine Lindhardt og Marianne Christiansen står, hvor mange teologer står i dag. Midt i den store tvivl angående, hvordan man taler om kristendom i 2019.

Fadervor inddeles i denne bog i de tre første såkaldte Du-bønner, der beskriver Guds væsen, og de fire Os-bønner, der forholder sig til det, vi beder Gud om. Marianne Christiansen bemærker, at når Gud defineres, bliver mennesket det også, og i udlægningen af de indledende ord ”Fader vor” skriver hun:

”Når overordningsforholdet sættes mellem ’faderen’ på den ene side og ’børnene’ på den anden, bliver over- og underordningsforhold indbyrdes mellem børnene ophævet. De jordiske autoriteter bliver relative.”

Med denne afgørende forudsætning på plads går vi videre til komplicerede sager, mens vi på vejen af Tine Lindhardt på fin vis får ”du som er i himlene” forklaret som beskeden om, at mens Gud findes alle steder og til alle tider, hører mennesket til på jorden.

Den slags er vigtigt at få klargjort for alle, der af og til snubler i de lidt for håndgribelige forestillinger angående det kristne, hvilket også gælder benævnelsen Fader om Gud, som her forsvares imod diverse kønsneutrale påfund. Biskopperne forklarer, at Fader-vendingen ikke skal forstås som en favorisering af det maskuline, men som en understregning af det personlige. Tidens kønshysteri bliver her stemt ned. Det er herligt.

Herefter når vi frem til de store spørgsmål om det onde og pavens kvababbelser med tanken om, at Gud kan lede mennesket i fristelse. Paven ønsker angiveligt at erstatte ”led os ikke i fristelse” med ”lad os ikke blive fristet” for at understrege, at det er ham selv, der falder, og ikke Gud, der skubber på.

Men sagen er jo, at uanset hvordan man vender og drejer det, står man tilbage med spørgsmålet om Guds rolle angående menneskets mulighed for overhovedet at falde. Tine Lindhardt synes da heller ikke synderligt imponeret af pavens forslag og fastslår, at den eksisterende ordlyd er mest loyal over for den græske tekst, og at vi ikke undgår spørgsmålet om ”hvem og hvordan og hvad Gud i grunden er”.

Netop. Vi er fortsat fanget i den klassiske problematik, hvor Gud enten ses som almægtig og måske ikke entydigt god eller som kæmpende mod den anden magt – Satan – hvormed han er absolut god, men ikke almægtig.

Lindhardt finder hjælp i Jobs Bog, hvor Satan ikke med sine lede tiltag kan gå længere, end Gud tillader, hvilket her tolkes som et løfte om Guds gode almagt, som vi kan klage vor nød og sætte vor lid til.

Også paven er stemt ned, igen herligt, og i stedet fastholdes generelt i denne bog den centrale kristne spænding mellem nutid og fremtid, ondskab og godhed og det verdslige over for det evige. Det er ikke vores opgave at gøre Gud mere entydig, og i stedet må vi, som Lindhardt skriver, fastholde håbet gennem troen på Guds komme til verden i skikkelse af Jesus.

Denne bog illustrerer, at Fadervors komplicerede ordlyd ikke bør rettes ud, men derimod lægges frem, som også Marianne Christiansen forsøger med den sætning, der undrer mange, nemlig:

”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere”, der kan lyde, som om vi gør os til forbilleder for Gud selv. Christiansen læser ordene som påmindelse om, at vi skal give den nåde videre, som vi selv modtager, og hun skriver:

”Vis nåde, fordi du tror på, at du selv er benådet.”

Her forudsættes en bestemt virkelighed som bagtæppe, og når Fadervor udgør en så universel kilde til styrke og trøst, har det netop at gøre med, at bønnen bærer på mere, end man umiddelbart kan høre.

Denne kvalitet ved Fadervor får bogen præsenteret med masser af midtsøgende snusfornuft hos disse to folkekirkelige 12-talspiger, der kan stoffet, men fremlægger det lige lovlig pænt og forsigtigt. Således har jeg lidt svært ved at forestille mig, at ”Oplysning til borgerne om Fadervor” i bred forstand vil blive læst af borgerne. Den er for lang og tør til at fungere som folkelig oplysning, og den er for pæn og rutineret til for alvor at hidse teologer op.

Den oser med andre ord af klassisk dansk biskoppelig besindighed grænsende til det farveløse, og man kunne godt generelt ønske sig lidt mere temperament og ilter personlighed, når biskopper taler og skriver.

Bogen her ønsker at give Fadervor videre til alle, og det er prisværdigt, men den gør det i et sprog, der næppe vil ramme bredt nok.