Socialdemokratiet har altid ønsket at blive anerkendt af kultureliten. Men partiet har aldrig følt sig velkomment

Det er ikke forlorent, når socialdemokrater spiser romkugler og elsker håndboldhaller. Men måske det heller ikke er nok til at danne rammen om partiets kulturpolitik, der i disse år genopfindes på ny

”Socialdemokratiet troede ved oprettelsen af Kulturministeriet på, at arbejderne og folket skulle løftes op til kulturen Partiet var, akkurat som de kulturradikale, bange for fordummelsen af den brede befolkning,” siger Michael Jannerup, tidligere topembedsmand i Kulturministeriet og i dag kommunikationschef i Gyldendal
”Socialdemokratiet troede ved oprettelsen af Kulturministeriet på, at arbejderne og folket skulle løftes op til kulturen Partiet var, akkurat som de kulturradikale, bange for fordummelsen af den brede befolkning,” siger Michael Jannerup, tidligere topembedsmand i Kulturministeriet og i dag kommunikationschef i Gyldendal. Illustration: Rasmus Juul

Titlen på forfatteren Peder Frederik Jensens nye roman ”Det Danmark du kender” er en stikpille til det slogan, Socialdemokratiet brugte, da Helle Thorning-Schmidt (S) havde magten.

”Anker,” råber bogens socialdemokratiske udkantsborgmester Morten i afmagt ud i lokalet i en scene, hvor han besøger nogle forvitrede arbejderboliger. Anker Jørgensen svarer selvfølgelig ikke – han er jo død – og i stedet går Morten i seng med elskerinden Sigrid fra den kreative klasse.

Det er ”årets skønlitterære udgivelse,” mener boligminister Kaare Dybvad Bek (S).

Måske fordi romanen afspejler det nye Socialdemokratis grundfortælling. Man længes efter fortiden, brænder sig i omgangen med den kreative klasse og har efter en lang dags rejse mod nat fundet ud af, at det er bedst at være på god fod med arbejderne.

Mette Frederiksen (S) har for længst opsagt alliancen med Radikale Venstre, kulturpolitikken anklages for at være uambitiøs, og flere prominente folk fra partiet udtaler uden at skamme sig, at der er lige så meget kultur i en håndboldhal som i operaen.

Bånd er blevet kappet – men det er, som nye mangler at blive knyttet. Hvad går Socialdemokratiets nye kulturpolitik egentlig ud på i dag, når nu den ikke længere influeres af Radikale Venstre? Snobber man bevidst nedad? Og hvordan agter partiet at bruge det kulturministerium, de for snart 60 år siden selv grundlagde for at indgyde mening og ånd i danskernes trygge velfærdstilværelse?

Coronakrisen var kun uger gammel, da kulturminister Joy Mogensen (S) kom med en udtalelse, hun længe vil blive husket for:

”Jeg ville opfatte det som upassende, hvis jeg stod og talte om kultur lige nu,” svarede ministeren, da hun i marts blev spurgt om, hvorfor S-regeringen ikke meldte klart ud om hjælpepakker til det nødlidende kulturliv.

Det handlede helt enkelt om "Maslows behovspyramide", forklarede Joy Mogensen.

Interessant nok var hendes eget ressortområde dog ikke rugbrødet i bunden, men flødeskummet på toppen af pyramiden. Kultur er luksus – det er ikke livsnødvendigt, lod ministeren forstå.

Ifølge Michael Jannerup, tidligere topembedsmand i Kulturministeriet og i dag kommunikationschef i Gyldendal, er citatet emblematisk for partiets nye kulturpolitik.

”Socialdemokratiet troede ved oprettelsen af Kulturministeriet på, at arbejderne og folket skulle løftes op til kulturen, der kunne danne dem og gøre dem til fuldbyrdede borgere i velfærdsstaten. Partiet var, akkurat som de kulturradikale, bange for fordummelsen af den brede befolkning,” siger han.

I dag opdyrker man den diametralt modsatte fortælling.

”Regeringen prøver at fremmane et ikke-elitært dannelsesideal og siger, at der er lige så meget kultur i en håndboldhal, som der er i operaen. Kunstnerne er nu – må man forstå – som alle andre, og det er ikke mere synd for dem at miste jobbet under coronakrisen, end det er for slagteren. Det, kunstneren skaber, er i den socialdemokratiske optik åbenbart ikke længere umisteligt.”

Hvad er problemet i det?

”Problemet er, at det er en meget svær platform at føre kulturpolitik på. Den folkelige infrastruktur er jo skabt blandt andre af tidligere socialdemokrater. Håndboldhallen er bygget. Der er adgang til biblioteker, egnsteatre, sportsfaciliteter og museer i hele landet. Der er rent faktisk så mange tilbud, at kulturminister Joy Mogensen har svært ved at omsætte sin fortælling til politik. Hun mangler et overordnet værdipolitisk projekt og en ny samlet fortælling, og derfor går der nemt lidt ostemadder og fadølskultur i den,” siger Michael Jannerup.

Joy Mogensen (S) har ikke haft mulighed for at stille op til interview, så i stedet må formlen for partiets kulturpolitik findes ad omveje.

Frederik Vad Nielsen, formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) forklarer, at moderpartiet på mange måder ”har dummet sig” i kulturpolitikken.

Han begræder fortællingen om, at Socialdemokratiet er ligeglade med kulturpolitik. Men han forstår godt, hvorfor den er opstået.

”I mange år overlod vi det til Radikale Venstre at køre kulturpolitikken. Vi var ligeglade med det,” siger han.

Da opgøret endelig kom, skete det med bulder og brag. Socialdemokratiet blev skilt fra kulturradikalismen og hævnede sig ved at gå seng med ekspartneres modsætning – håndboldhallen.

”Vi har selv været med til at fodre hunden og har sagt ting, der har skabt forvirring. Eksempelvis Henrik Sass Larsens udtalelse (om, at folkebibliotekerne var elitære, red). Jeg er også selv gået i fælden. Når folk beskylder os for at snobbe nedad og siger, at vi ikke interesserer os for kultur, har jeg svaret, at kulturlivet kun vil have en masse penge, mens vi andre bare skal holde tie stille.”

Kasper Sand Kjær blev i juni blev forfremmet til kulturordfører for Socialdemokratiet. Han er enig i, at partiet har haft kulturpolitisk uld i mund.

”Der florerer en myte om, at vi ikke tillægger kulturpolitik en værdi. Det gør vi. Men vi har ikke selv har været klare nok om, hvad vores kulturpolitik går ud på,” siger han.

Frederik Vad Nielsen mener, at forklaringen på den harske retorik over for kulturen skal findes i arbejderpartiets rødder og historiske ophav.

”Socialdemokratiet har et mindreværdskompleks over for kulturlivet, der ligger dybt i os.”

”Vi har alle dage haft et dybfølt ønske om at blive anerkendt af kultureliten, men har aldrig rigtigt følt os velkomne. Se på Jens Otto Krag (statsminister 1962-1968, red.), der kom fra fattige kår i Randers. Han havde en livslang drøm om at blive en del af kulturlivet. Han forsøgte endda at gifte sig ind i det, og han skrev bøger og dramaer, der var for dårlige til at blive anerkendt. På grund af det mindreværdskompleks har vi glemt, hvor vi kommer fra, og hvem vi repræsenterer, nemlig nogle mennesker, der ikke går på de bonede gulve,” siger Frederik Vad Nielsen.

I dag, hvor partiet for første gang siden 1996 har nøglen til Kulturministeriet i sine folder, er det ifølge DSU-formanden tid til at gøre sig større tanker om, hvad de skal bruges til.

”Vi er begyndt at tage nogle interessante skridt, men vi skal gøre mere. Der mangler en vision.”

Hvad er det, I skal?

”Helt grundlæggende skal vi forandre for at bevare,” siger han.

”Kulturpolitik er det eneste område, hvor Socialdemokratiet reelt har anerkendt, at stilstand er bedre end forandring. Vi har lagt diskussioner om reformer af museer og Statens Kunstfund ned. Det samme gælder diskussioner om filmstøtte og bibliotekspenge. I stedet har vi har gjort lige præcis det, kulturlivet og Det Radikale Venstre ønskede sig: smidt flere penge i de allerede eksisterende strukturer.”

Ifølge Frederik Vad Nielsen er Socialdemokratiet i de kommende år ”nødt til at give kulturmiljøet et chok”.

Ikke ved at tale om håndboldhaller, men ved at omkalfatre kulturstøtten, så der skabes sociale fremskridt.

”Ellers vil opbakningen til den statsligt finasierede kulturpolitik forsvinde. Og så er det socialdemokratiske kulturprojekt dødt.”

Mens Michael Jannerup mener, at den folkelige infrastruktur allerede er på plads kulturlivet, kalder Frederik Vad Nielsen den for underprioriteret. Han roser, at S-regeringen vil afsætte penge til musikskoler på finansloven.

”Dét er god kulturpolitik. Børn bliver introduceret til en ny verden gennem musikken, og samtidig ved vi, at det øger deres evne til at læse, skrive og regne. Unge mennesker bliver løftet ud af åndelig fattigdom og den mangel på muligheder, der hersker i alt for mange hjem. Vores kulturpolitik skal ikke tale ned til folk og presse dem til at leve liv, de dybest set ikke vil leve. Men den skal bruges på en måde, der får dem til at stille krav til sig selv og realisere noget, der ligger uden for arbejdslivet.”

I marts 2019, få måneder inden folketingsvalget, inviterede den daværende S-boligordfører Kaare Dybvad Bek kunstnerne til at ”blive en del af det socialdemokratiske projekt”, skulle partiet vinde valget. Invitationen kom med en betingelse.

”Tag ud til de forstæder, der skyder op i hele Østjylland, hvor alle bor i parcelhus og har en trampolin i baghaven. Eller tag til Kalundborg, hvor 5000 mennesker arbejder med at producere insulin på en fabrik,” sagde han til Altinget.

I dag er Kaare Dybvad Bek boligminister og vil ikke udtale sig om sit partis kulturpolitik. Han forsvarer dog Socialdemokratiets opgør med den kreative klasse, der blandt andet blev formuleret af ham selv, da han i 2017 udgav bogen ”De lærdes tyranni”.

”Thomas Piketty (fransk økonom, red.) har ret, når han advarer venstrefløjen mod at blive en form for ypperstepræster uden forståelse for den brede befolknings ønsker og verden,” siger han.

”Sidst, vi var i regering, var der nogle grundlæggende kampe, vi ikke leverede på,” siger han.

”Sejrene kom på den værdipolitiske venstrefløj. Det er godt og vigtigt, at homoseksuelle kan blive viet i kirken. Men det kan ikke erstatte, at folk bliver nedslidt eller glider ud af dagpengesystemet.”

I dag mener han, at Socialdemokratiet åbenlyst er et mere folkeligt parti, end det var under Helle Thorning-Schmidts ledelse.

Hvad siger du til dem, der mener, at I har tilegnet jer den position ved blandt andet at snobbe nedad?

”De fleste danskere går op i den politik, der bliver gennemført. Ikke om vi spiser romkugler, eller hvad vi mener om kultur i håndboldhallen.”

Er fortællingen skadelig?

”Nej, det tror jeg ikke. Tove Ditlevsen har skrevet et fantastisk digt, der hedder ’Barndommens gade’. Det handler om, at uanset hvad du gør, vil du altid finde en tryghed i barndommens udgangspunkt. Det gælder også for mig. Det er ikke forlorent, at jeg føler en tryghed, når jeg går ind på en tankstation i Fårevejle og bestiller en hotdog. Det kan man lave sjov med og sige, at jeg snobber nedad, det er jeg sådan set ligeglad med.”

Kaare Dybvad Bek vil ”ikke ind i diskussionen” om, hvorvidt kunstnerne er begyndt at forholde sig til Socialdemokratiets projekt efter folketingsvalget. Han kalder det dog sundt, når kulturlivet forholder sig til politik. Og så roser han Kaspar Colling Nielsen og Peder Frederik Jensen for deres romaner.

”Peder Frederik Jensens bog er ikke venlig over for Socialdemokratiet. Kaspar Colling Nielsen har lavet en litterær udgave af vores forslag om modtagecentre i tredjelande og henlagt det til Mozambique (i bogen ’Det Europæiske forår’, red.). Det er sundt for os, når nogen forholder sig til den rolle, vi udfylder. Uanset at det gør ondt. De to skriver med en grundlæggende interesse i at udfordre os – men på en præmis, hvor man ikke bare slår fortænderne ud med hammer.”

De har også begge været ansat som taleskrivere for henholdsvis klima- og miljøministeren, siden Socialdemokratiet kom til magten, indvender Kristeligt Dagblad.

”Ha, ja det havde jeg ikke tænkt på,” ler Kaare Dybvad Bek.

Også Frederik Vad Nielsen mener, at de udøvende kunstnere bør gør mere for at sætte sig ind i det liv, der udgør rammerne for det folkelige Danmark.

”Bøger om det folkelige Danmark bliver i dag skrevet af Lars Olsen, Mattias Tesfaye og Kaare Dybvad. Folk i kulturlivet vil ikke skrive dem, for så bliver de udstødt. Den ideologiske suppe, som en tredjedel af danskerne gerne vil stemme på, bliver der ikke skrevet om,” siger han.

Kritikken rimer på et legendarisk citat af daværende statsminister Viggo Kampmann (S), der i 1960 halvvejs opfordrede og halvvejs truede kunstnerne til at komme ud af elfenbenstårnet:

”Blot de kulturelt interesserede ville forlade deres kritiske stade og begynde at rådgive os på kærlig og forstående måde, ville meget være vundet. De kan naturligvis trække sig tilbage, men må være klar over, at regeret bliver der alligevel.”

Om det sker eller ej vil tiden vise, og indtil da skal der laves konkret kulturpolitik på Christiansborg. Her har Kasper Sand Kjær ”ingen intentioner” om at blande sig i det indhold, kulturlivet laver.

”Men jeg vil gerne blande mig i den forstand, at flere skal have glæde af kulturen. Der skal vi kærligt skubbe til nogle af vores institutioner. Flere danskere skal vågne op en lørdag formiddag og tænke, ’måske vi skal tage på museum eller i teatret i dag’,” siger han.

Men det er vel også at blande sig i indholdet af kulturen?

”Nej. Men der har i rigtig mange år været en tendens blandt kunsterne til at sige, at ’vi laver det, vi laver, og så må dem, der har lyst, komme og se det’. Det, oplever jeg, er ved at ændre sig. Det handler om at sænke barren, så flere tør træde ind i de rum, hvor kunsten og kulturen er. Man kan sagtens nå flere og samtidig have et højt ambitionsniveau,” siger Kasper Sand Kjær.