Prøv avisen

For Socialdemokratiet har kulturpolitik alt for længe været den omvendte Robin Hood. Man tager fra de fattige og giver til de rige

”De, der slår tonen an herhjemme, er finkulturen. Det vil jeg lave om på,” siger Jan Johansen. Den tidligere sømand og Lindøværft-arbejder har siden valget været kulturordfører for Socialdemokratiet og mener, at kulturen skal bredes mere ud til almindelige mennesker, og at håndbold er lige så kulturelt dannende som teater. – Fotos: Julie Meldhede Kristensen.

Jan Johansen, kulturordfører for Socialdemokratiet, er træt af, at de finkulturelle bestemmer, hvad der er kultur. Kort inden coronakrisen brød ud, hørte vi ham, hvad han egentlig vil med sit ordførerskab. Og spurgte ham efterfølgende, om virussen har rykket ved partiets kulturpolitiske fundament

Der går en lige linje fra Jan Johansen til Julius Bomholt.

Det mener han i hvert fald på en måde selv, den 64-årige socialdemokrat, der siden folketingsvalget i juni har været partiets kulturordfører.

Linjen er der, men måske man skal være socialdemokrat for at kalde den for lige. I 1961 blev teologen og højskoleforstanderen Bomholt landets første kulturminister med et erklæret mål om at bruge kunsten som en mørtel til at støbe fundamentet under danskernes liv og fylde det med mening i et velfærdssamfund, hvor eksistens- og klassekampen var ophævet.

”Kunst er livsnødvendig”, mente den intellektuelle Bomholt, og som sin vigtigste arv efterlod han sig Statens Kunstfond og armslængdeprincippet.

Efter fem minutter i Jan Johansens selskab forstår man, at han er en – ja, lidt anden slags type. Kristeligt Dagblad møder ham på Arbejdermuseet i det centrale København, en halvanden uges tid inden coronakrisen for alvor brød ud og sendte museer, teatre og højskoler landet over ud i en dødskamp.

Man skal vest for Valby Bakke for at finde et håndtryk, der med samme kraft som Jan Johansens efterlader knoerne hvide i et par sekunder. Nok en arv fra fynboens 28 år som rengørings- og specialarbejder på Lindøværftet.

Jan Johansen kan tage fat og er jovial, men klassisk kulturelt dannet er han ikke. Indtil for et par år siden havde han aldrig været i Det Kongelige Teater, og han mener desuden, at håndbold er lige så dannende som teater, hvis ikke mere dannende.

”Hvor kom den fra?”, var derfor Jan Johansens egen reaktion, da partitoppen i sommer bad ham være Socialdemokratiets kulturordfører. Måske er hans arbejderbaggrund netop grunden til, at han er endt, hvor han er endt.

”Ledelsen sagde, at de gerne ville have en kulturordfører, som kommer fra et helt andet lag end finkulturen, og som ikke kender til teaterverdenen og balletten. At flere med en egentlig arbejderbaggrund skal være med til at sætte dagsordenen for kulturen i Danmark. Det giver jo rigtig god mening i et repræsentativt demokrati,” siger Jan Johansen.

Han skulle lige tænke over det, men endte med at sige ja, selvom den tidligere fagforeningsmand i sin folketingskarriere aldrig har rørt ved kulturen og primært har haft fokus på beskæftigelses- og arbejdsmarkedspolitik.

”Jeg synes faktisk, at det er blevet meget spændende. Men jeg kan godt mærke, at det er to forskellige verdener. Både sprogmæssigt og kulturelt.”

Emnet for interviewet er selvfølgelig kulturpolitik, og Jan Johansen har selv valgt, at snakken skal tages på Arbejdermuseet. For første gang, siden Jytte Hilden i 1996 forlod Kulturministeriet, har Socialdemokratiet generobret posten, og spørgsmålet er nu, hvad partiet egentlig vil på kulturområdet.

Arbejdermuseets efterkrigsudstillinger er på mange måder en fortælling om Jan Johansens liv. Han peger lystigt på udstillingsmontrer med ældre fjernsyn, radioer og modetøj, der med ét blev tilgængeligt for arbejderklassen og fortæller om velfærdsstatens heydays, hvor vækst, lighed og et fintmasket socialt sikkerhedsnet gik hånd i hånd og ikke som i nutidens konkurrencestat blev set som hinandens modsætninger.

Jan Johansen er født i Svendborg i et lille hus med lokum og bad i gården, fortæller han. Faderen var ufaglært sømand, og moderen var hjemmegående. I 1955 var der pludselig arbejde at få på det nye Lindøværft i Munkebo, og familien flyttede ligesom tusinder af andre arbejderfamilier til Nordøstfyn for at kickstarte tilværelsen.

”Det første, jeg trådte ind i, var et helt nyt hus med badeværelse, træk og slip-toilet, isolering og et moderne køkken,” siger han.

”Der var sammenhold, og det var dengang, det var arbejdskraften og hænderne, som skabte værdierne. Vi skabte vores egen kultur, men bare en anden slags kultur end det, man egentlig går og tænker som kultur – boldklubber, foreninger og den slags.”

Jan Johansen har efterhånden gjort op, hvad han og partiets mål med kulturpolitikken i de kommende år er: At udvide kulturbegrebet og rive den definitoriske politik ud af hænderne på kultureliten.

”De, der slår tonen an herhjemme, er finkulturen. Det vil jeg lave om på,” siger Jan Johansen og fortsætter:

”Man snakker altid om ballet, teater og scenedramaer som kultur. Vi glemmer bare, at sport også er kultur. Håndboldhaller er lige så meget kultur som teater. Faktisk danner den måske flere, fordi flere mennesker går til håndbold end i teatret. Jeg vil gerne brede kulturen mere ud og flytte på opfattelsen af, hvad kultur er.”

På den måde er hans politik lidt ligesom Julius Bomholts, bemærker han:

”Kulturen skal være for alle, som Bomholt sagde. Og det er den altså ikke i dag.”

Socialdemokratiets betoning af kunstens og kulturpolitikkens betydning er ikke helt stringent, når man laver et historisk oprids.

I 1960’erne opfattede partiets top den offensive kulturpolitik som en helt afgørende forudsætning for at danne velfærdsdanskeren ved at give ham/hende adgang til teatre, instrumenter og kunstformer, som indtil da primært havde været forbeholdt borgerskabet. I sidste ende ville kulturen gøre os til bedre og mere moralsk kalibrerede mennesker.

”Når det materielle ikke mere bliver det ene fornødne, er der gode muligheder for, at det kulturelle og etiske får en større plads i tilværelsen,” sagde topsocialdemokraten Ivar Nørgaard i 1962 kort efter Kulturministeriets fødsel. Han profeterede i øvrigt, at Kulturministeriet med tiden ville blive mere betydningsfuldt end Finansministeriet. Dengang var partiet så vild med kultur, at det næsten blev set som vigtigere end alt andet.

”Jeg interesserer mig faktisk ikke så voldsomt meget for politik”, sagde statsminister Viggo Kampmann (S) i 1960. I stedet var skønlitteratur i form af Marcel Proust, Robert Musil og James Joyce mere sagen. Kierkegaards eksistensfilosofi og K.E. Løgstrups hovedværk ”Den etiske fordring” interesserede også statsministeren, udtalte han i samme interview.

Spol tiden frem, og kærligheden er dampet af.

Den nu tidligere S-strateg Henrik Sass Larsen kritiserede sidste år kulturpolitikken for at være blevet decideret elitær. Det var for meget støtte til klassisk musik, Det Kongelige Teater, balletten og endda også folkebibliotekerne, hvor der ifølge Sass ”snart ikke kommer nogen mere”.

”Nu er Henrik Sass jo ikke medlem af Folketinget længere. Det, han prøvede at sige, er, at vi skal forandre os til en ny verden,” siger Jan Johansen, da han bliver spurgt, om han er enig. I store træk lader det til, at ordføreren deler analysen.

”Kulturpolitik er den omvendte Robin Hood. Man tager fra de fattige og giver til de rige. Det koster en helvedes masse penge, hver gang der er en, der går i Det Kongelige Teater. Det skal bredes mere ud, og det kræver især, at finkulturen rykker sig. Alle skal have lov til at komme i Det Kongelige Teater og Operaen, men sådan ligger det jo slet ikke i dag.”

Det er en kras kritik af det ressortområde, man er ordfører for, så vi spørger Jan Johansen, hvad han får tilbage, når han afleverer den smøre til pingerne i kulturverdenen.

”Jeg har da været oppe at diskutere med Kasper Holten,” ler han og fortæller videre om mødet med teaterchefen for Det Kongelige Teater:

”Han sagde, at jeg ville flade kulturen ud. Nej, det vil jeg ikke, men vi bliver nødt til at sørge for, at vi ikke skævvrider landet. Det Kongelige Teater i København får en halv milliard i statsstøtte om året,” siger Jan Johansen.

Forstod han budskabet?

”Kasper er en visionær mand, der vil en masse ting, også gerne det her. Men han er også en del af en kulturverden, der holder fast i det, som få mennesker ser, og som koster ad helvede til. Det mener jeg, at de skal få kigget på. Og de skal ikke hele tiden gå og regne med, at staten sørger for flere penge.”

Der findes to gængse argumenter mod det, som Jan Johansen her slår på tromme for. Der er armslængdeprincippet, søsat af netop Julius Bomholt, der sagde at kunststøtte ”ikke (må) ledsages af forventningen om kunstnerens hensynsfuldhed over for giveren”.

Det hænger sammen med argument nummer to, nemlig idéen om at kunst skal kunne udfordre og angribe de eksisterende normer for netop at gøre os klogere på, hvem vi egentlig er. Det kræver et albuerum til at kunne eksperimentere, og så er det måske meget godt ikke at skulle lave kioskbaskere hver eneste gang for at undgå røde tal på bundlinjen.

Til det svarer Jan Johansen:

”Selvfølgelig må der eksperimenteres med kulturen. Men man skal altså også sørge for at bringe en kultur, som folk gerne vil se. Bomholt talte om, at vi politikere skulle holde os væk. Ja, men det, jeg siger, er: Prøv dog at skabe noget, så I ikke inviterer de samme mennesker i teatret hver gang.”

Hvad siger du til dem, der mener, at finkulturen flades ud, hvis eksempelvis Det Kongelige Teater pludselig skal lave en masse musicals?

”Det er jo dem, der tit mødes i Det Kongelige Teater, der siger sådan noget. Det er en utrolig arrogant holdning at have, synes jeg. Når man siger sådan, ryster jeg fortvivlet på hovedet og tænker, hvordan vi overhovedet skal nå til enighed. Finkulturen får en masse foræret, og det er som sagt en omvendt Robin Hood.”

Bredere appel vil med tiden få flere befolkningsgrupper i teatret og give dem kendskab til en verden, de i dag er fremmedgjorte fra. Det økonomisk trængte kulturliv, som under de forrige borgerlige regeringer skulle spare to procent om året, vil samtidig få en bedre økonomi, og så kan de selv vælge at bruge overskuddet til eksempelvis at eksperimentere, argumenterer Jan Johansen.

Han tror på, at Det Kongelige Teater efterhånden har forstået hensigten. Og ellers er der arbejderhjælp fra gode venner på vej:

”Nu får vi jo en ny bestyrelse i Det Kongelige Teater, og 3F’s formand (Per Christensen, red.) er med. Det er jeg rigtig glad for. Jeg har sagt til ham, at han skal sørge for, at det bliver bredt mere ud til 3F’s medlemmer.”

Jan Johansen går videre forbi Arbejdermuseets lille skoleudstilling, hvor han stopper op og dvæler lidt.

”Det var ikke sjovt at gå i skole. Jeg er venstrehåndet og kunne næsten ikke læse og da slet ikke stave. Hvad gør man så? Laver ballade. Vi fik et anstrengt forhold til hinanden, skolen og jeg, så efter halvdelen af 8. klasse blev vi enige om, at vore veje skulle skilles.”

Han tog efterfølgende til Rotterdam og drog til søs som dæksdreng. Siden vendte han hjem og fandt sig ”en dejlig pige”, som han siger.

”Og så skete der det, der sker for så mange sømænd: Så kommer man ikke ud og sejle igen.”

I stedet tog han akkurat som sin far arbejde på Lindøværftet. 28 år blev det til i alt, han endte som medarbejderrepræsentant i bestyrelsen, og Jan Johansen kan godt more sig lidt over, at den ufaglærte arbejderdreng siden kom i Folketinget og nu endda er blevet kulturordfører.

Synes du, at kulturpolitik er vigtigt?

”Ja, det er sindssygt vigtigt. Det handler om sammenhængskraft. Foreningslivet, gymnastik, biografer og teatre, alt det vi foretager os. Det samler folk og skaber det, vi gerne vil kende Danmark for: At vi hænger sammen.”

Med det svar i baghovedet kan det undre, at det indtil videre er småt med offensive tiltag fra kulturminister Joy Mogensen og S-regeringen. I forståelsespapiret fra regeringsdannelsen er kulturpolitik slet ikke nævnt. Regeringen fik afskaffet det årlige sparekrav til kulturen på to procent i finansloven, men det røg kun efter massivt pres fra støttepartierne.

Hvis alt det her er så sindssygt vigtigt, hvorfor bruger I så ikke flere penge på kulturinstitutionerne?

”Fordi de skal udvikle sig inden for de økonomiske rammer, de har. Jeg køber ikke præmissen om, at vi får bedre kultur af flere penge. Små teatre leverer fine ting for et langt lavere budget end for eksempel landsdelsscenerne (Aarhus, Odense og Aalborg Teatre, red.). Man kunne være fræk og tænke, om penge også kan være en sovepude og hæmme kreativiteten?”

Der er nogle i kulturlivet, som mener, at sparekravet på to procent har været dybt skadeligt, og at der skal rettes op på det?

”Argh, jeg synes lige, at de skal spise brød til. Når de er kommet igennem, tror jeg, de kan se, at det har været godt for et eller andet. Nu har vi afskaffet besparelserne, og de skal ikke af med flere procenter. Det er vigtigt. Man kan jo ikke blive ved med at spare.”

Interviewet lakker mod enden. Vi siger farvel og trisser i hver sin retning ud i et forår, der trænger sig på. Halvanden uge senere går coronaens alvor op for myndighederne, og teatre, biografer og museer lukkes som næsten alle andre dele af samfundet ned.

Midt i krisen er kulturminister Joy Mogensen (S) kommet for skade at sige, at det er ”upassende” at tale om kultur lige nu.

”Der vil i alle sektorer være nogle, der kommer til at bukke under”, konstaterede hun i Berlingske. Ministeren har fået heftig kritik fra kulturlivet, og regeringens hjælpepakker har været for få, for små og for langsomme, lyder det.

Kristeligt Dagblad ringer derfor Jan Johansen op og spørger, om Socialdemokratiet har klokket i kulturen under coronakrisen.

”Ministeren blev misforstået. Hun brænder helt vildt for kulturen, og Socialdemokratiet vil gerne hjælpe den gennem krisen. Men vi skal gøre det ordentligt og rigtigt, og derfor kommer det i step: Vi skulle først hjælpe de syge og så erhvervslivet, for de betaler skat og sørger for, at der er penge til kulturen.”

Kritikken rumler stadig trods en række økonomiske håndsrækninger, og nu har selv statsminister Mette Frederiksen (S) kastet sig ind i kulturkampen.

”Nu hvor biblioteker, teatre, museer, biografer, koncertsale og højskoler holder lukket, opdager vi, hvor meget vi savner dem”, skrev hun i torsdags på sin Facebook-profil. Inden længe vil statsministeren derfor indbyde kunstnere, kulturliv, folkekirken til en (video)snak om ”hvordan vi kan sikre åndslivet i den her svære tid”.

Det minder næsten om 2004, hvor Anders Fogh Rasmussen (V) inviterede en række litterære personligheder til Marienborg og sidenhen afsatte ekstra penge til forfatterne på finansloven i et forsøg på blive forbrødret med parnasset.

Kristeligt Dagblad slutter den opfølgende telefonsamtale af med at høre Jan Johansen, om covid-19 måske har rykket ved fundamentet af den snak om Socialdemokratiets kulturpolitik, vi for efterhånden en del uger siden fik på Arbejdermuseet.

”Nej, det ændrer ikke på mit synspunkt. Men lad os nu komme hen over krisen og ud på den anden side med fodfæste. Derefter arbejder vi videre med den kulturpolitik, som vi har talt om.”

Det handler om sammenhængskraft. Foreningslivet, gymnastik, biografer og teatre, alt det vi foretager os. Det samler folk og skaber det, vi gerne vil kende Danmark for: At vi hænger sammen.

Jan Johansen (S), kulturordfører for Socialdemokratiet