Prøv avisen
Bog

Socialisme betyder uddrivelse af skønhed

4 stjerner

Herta Müllers samtalebog dissekerer den socialisme, der lægger alt smukt øde. Men formen på bogen er uegnet til så omfattende erindringer

Efter at tysk-rumænske Herta Müller (født i 1953) havde fået udgivet sin første bog i stærkt censureret form – det var jo trods alt et socialistisk land, hun levede i – skulle ”Lavninger” to år senere udgives i Vesttyskland i friere form, selvom Müller stadig boede i Ceaușescus Rumænien. Den første, censurerede version udkom i 1982.

Hun mødtes derfor med sin vesttyske redaktør på et skisportssted i Karpaterne, hvor de forsøgte at løbe ind i hinanden ”tilfældigt”, så det hemmelige politi ikke opdagede noget.

De aftalte også et hemmeligt banketegn til værelsesdørene. To lange og tre korte bank med knoerne. Den frisindede, vesttyske redaktrice mente, at Müller ville kunne huske tegnet ved at banke det i takt med udtrykket Ho-Ho-Ho-Chi-Minh. Altså en henvisning til en kommunistisk diktator, der formentlig henrettede omkring 100.000 mennesker.

Modstandskvinden Müller fandt det smagløst og blev ikke mere begejstret, da de to mødte en nordkoreansk delegation samme sted. Den frie, vesttyske kvinde ville nemlig vældig gerne danse med de iskolde kommunister. Som Müller fortæller i sin samtalebog med litteraten Angelika Klammer: ”Vi befandt os i totalt forskellige verdener, det jeg fandt truende, syntes hun var eksotisk (…) Jeg var et statsbarn fra øst, hærdet af chikane, hun en ideologisk 68’er fra vest.”

På denne måde lykkes det Herta Müller at fortælle sine utrolige erindringer og at diagnosticere den meningsløse vestlige fascination af ondskaben og ufriheden, der den dag i dag dominerer vestlige intellektuelle og den litterære offentlighed. Alene af den grund er der tale om en relevant udgivelse.

Det gælder også fortællingerne fra tiden i Rumænien, hvor hun er født og opvokset som en del af det tysktalende, schwabiske mindretal. Der blev hun og hendes venner målrettet chikaneret, forhørt og ofte fængslet af det hemmelige politi. For Müller selv begyndte det, da hun ikke ville fungere som meddeler på den fabrik, hvor hun arbejdede som oversætter.

Hun fortæller om den uendelige perfiditet, smålighed og ondskab, som hun mødte blandt alle i statsapparatet, hvordan udueligheden gøres til lov. Om de ydmygende og langstrakte forhør, udført af små mænd med selvtilstrækkelige miner, og om den armod, som socialisme altid har skabt.

Efter tilladte besøg på tyske bogmesser vendte hun tilbage til det totalitære Rumænien og tænkte over, hvordan den frie verden behandler alle mennesker med værdighed; hvordan den sørgede for sæbe, vatpinde, bind og forbinding. Hun bemærker, hvordan det godt kan være, at mennesker, der kun har kendt frie samfund, tror, at disse ting er selvindlysende, men i den socialistiske stat, hun kom fra, gik kvinder rundt med klude i bukserne, og folk døde af de mest banale sygdomme, fordi socialismen aldrig har agtet det enkelte menneske.

Det er også historien om, hvordan forhørslederen afkrævede hende en forklaring på, hvorfor så mange mennesker kom og lyttede til hende ved bogmesser i Vesttyskland: ”Han kunne ikke forestille sig, at en boghandel for eksempel, eller et universitet, kunne invitere mig til at læse op uden at have en statslig opgave. (…) Han var overbevist om, at det hemmelige politi også i Vesten sad i hver eneste institution og ved afpresning hvervede folk fra øst.”

Med den slags minder fungerer samtalebogen, hvor intervieweren Angelika Klammer kommer med korte påstande, hentet fra forfatterskabet selv, som en diagnosticering af socialismen og står på en måde som et værdigt memento til alle dem, der begår den uhyrlighed, det er, ikke at holde sig for god til at kalde sig socialist i dag på trods af den overvældende historiske evidens for denne ideologis ondskab.

Eller, som Müller bemærker, efter at hun frit kunne rejse rundt i Europa efter 1989: ”Socialisme betyder uddrivelse af skønhed. (…) Hvad enten det er Polen, Tjekkiet, Letland, Slovenien eller Bulgarien, i storby som i ravnekrog, overalt de samme rumænske udstillingsvinduer i de usle forretninger – gulnede papirservietter med hulmønsterkant (…) gulbrune gardiner i begge sider af vinduet og utallige flueklatter over det hele.”

Denne evne til præcise og triste erindringer er beundringsværdig, men det er, som om samtaleformen og den relativt korte bog giver et pletsyn og et springende blik på et ret utroligt liv. På den måde kan nye læsere næppe begynde her. Men det mindsker ikke vidnesbyrdets stille relevans.