Dik-dik-dik-dik, siger blinklyset, da bilen drejer ind på en villavej og lader sig parkere langs en grøn bøgehæk. Mobilen bliver sat på lydløs og stoppet i lommen på vej ned ad flisegangen.
Vi er i et villakvarter i Fredensborg. Bag hækken gemmer et par fodbolde sig i højt græs, et større antal fuglefoderautomater drejer om sig selv i et træ. En lyshåret kvinde åbner døren, smiler og siger: ”Goddag, Anette.” Hun gelejder os forbi små og store sko, gennem stuen og ud på terrassen på den anden side af huset. Vi sætter os i et havemøbel, indånder sensommerluften og nyder udsigten mod Esrum Sø et øjeblik, før jeg bringer mit problem op:
Det er strengt taget et luksusproblem, undskylder jeg, men ikke desto mindre et problem. Derhjemme på kommoden ligger en bog, jeg så uendeligt gerne vil læse. Men jeg kan simpelthen ikke komme i gang. Det er ikke, fordi det er en særligt lang eller svær bog, det er en helt almindelig biografi, der nu på tredje måned håner mig. Faktisk føles det indimellem, som om en indre barriere forhindrer mig i at række ud efter den, sætte mig i sofaen og få hul på den, selv i døgnets mest rolige timer, og nu er vi oppe på pinlige 260 kroner i biblioteksbøde for den ene bog.
”Latterligt, ikke sandt?”, siger jeg.
Anette Prehn lytter og lægger hovedet lidt på skrå.
”Du er ikke den eneste. Stadig flere voksne beskriver, hvordan de enten ikke får gjort deres bøger færdige – eller, som du, slet ikke kommer i gang. Jeg kan godt forklare dig, hvad der skal til, for at du får læst den bog. Men allerførst, så vil jeg fortælle dig, at hjernen er plastisk. Og så må du lige hænge på så længe,” begynder hun.
Det er lidt af et fænomen, jeg er kommet ”på briksen” hos. Anette Prehn er umiddelbart svær at sætte i bås som det ene eller andet, hun er uddannet sociolog, men hvis hun selv skal bestemme, vil hun helst kaldes for ”vidensiværksætter” med speciale i hjernens spilleregler og deres betydning for mental sundhed.
Hun har de senere år udgivet en række populærvidenskabelige bøger om hjernen med titler som ”Hjernesmart ledelse”, ”Hjernesmarte børn” og ”Hjernevenner”. Flere af bøgerne er oversat og solgt til andre lande. Hun holder foredrag flere gange om ugen for såvel multinationale virksomheder som børnehavepædagoger, og hendes onlinekurser følges af mennesker verden over.
Kort før sommerferien præsenterede regeringen Det Nationale Stresspanel, et udvalg, der er nedsat for at komme med 12 handlingstiltag, der tilsammen kan knække stresskurven. Der findes forskellige beregninger, men et flercifret milliardbeløb er ikke skudt ved siden af, hvis man spørger, hvor meget stress koster os om året.
Da Anette Prehn en junidag fik en sms fra sundhedsministeren, var hun klar over, at noget var i gære. Få dage efter blev hun officielt udpeget til formand i stresspanelet, der mødes første gang den 21. september.
”Stress, stress, stress,” siger formanden og trækker vejret dybt ind.
”Ordet fylder efterhånden en hel del i den offentlige debat, men meget af det er sniksnak. Vi taler om stress som noget, der skal bekæmpes, minimeres eller helt udryddes, men vi må vende mønten om og se på, hvad vi skal hen imod i stedet. Jeg tager gerne et ord som ’indre ro’ i min mund, for det er noget af det, det handler om. Restitution. Vi skal blive bedre til at sætte grænser og sige fra. Og så må vi have større respekt for hinandens begrænsede kapacitet.”
Vi er ganske hårde ved os selv, påpeger hun.
”’Jeg skal også lægge den mobil væk.’ ’Jeg må også stoppe med at tromle på møderne.’ ’Jeg skal stoppe med at spise slik.’ Vi kan let få for
vane at tale om det, vi vil af med eller vil bekæmpe, men vi misser en gylden mulighed for at give hjernen og dermed kroppen klare billeder af, hvor den skal gå hen i stedet. Det handler om at få nogle enkle strategier eller handlinger ind i hverdagen. Men helt grundlæggende handler det om tilvalg. At man finder ud af, hvilke værdier man gerne vil have til at fylde i livet, og derfra kan man begynde, med små skridt, at vinde dem tilbage.”
Det er tydeligt, at Anette Prehn selv har gjort sig bevidst om det med værdier. Naturen er essentiel, og her på terrassen har hun et godt udgangspunkt for ”indre ro”, siger hun og skuer ud over det græsgrønne areal, der leder ned til søen.
Familien består, ud over hende selv, af mand og to døtre på otte og 11 år samt to ældre bonusbørn.
Huset har ingen nedskreven skærmpolitik, for det har indtil videre ikke været nødvendigt. Det er læsning, spil og leg, der dominerer, fortæller Anette Prehn og viser ind i stuen.
Her står en bogreol, den er ikke specielt stor, men de få hylder, den har, er udstyret med et varieret udvalg af voksen- og børnelitteratur.
”Dén der?”, siger hun, da fotografen spørger til møblet.
”Det er den levende reol. Min mand og jeg har hver sin bogsamling i underetagen.”
I reolen i stuen står kun de bøger, familiens medlemmer er i gang med at læse, eller som har stor personlig betydning og derfor ofte bliver hevet frem: Jens Christian Grøndahl, Astrid Lindgren, Tove Ditlevsen og Flora Danica. Bjarne Reuter, der skriver fra Brønshøj, hvor Anette Prehn er født og opvokset.
På spisebordet ligger en anden offline-strategi og fylder; et 1000 brikker stort puslespil, der engang skal blive til et farverigt billede af savannedyr. Begge hendes døtre kan finde på at kaste sig over puslespillet, når de kommer hjem fra skole, især den yngste lige nu, fortæller hun. På hylden under glasbordet ved sofaen ligger familiespil som Stratego, Ludo og Matador stablet. Glasbordet er et bevidst valg:
”Hvis de nu var gemt væk i en skuffe, så ville vi jo aldrig se dem. Men nu får vi lyst til at spille,” siger hun.
Ude på terrassen igen vender vi tilbage til mit bogproblem.
”Jeg hører mange beskrive den længsel, du også har. En længsel efter bogen og det, den repræsenterer, det kan være indre ro, at være helt opslugt. Man kan længes efter de processer, som er forbundet med at læse, og alligevel, alligevel, prioriterer man anderledes.”
Nu skal jeg forestille mig en skov, siger Anette Prehn.
”I skoven er der forskellige stier. Nogle er brede, og andre er smalle, og andre er tilgroede. De brede stier er dem, vi bruger meget, og de stier, vi ikke bruger ret meget, gror til. Hjernen er ligesådan indrettet. Den er plastisk, det vil sige, den former sig efter, hvordan den bliver brugt. Og der sker altså nogle helt grundlæggende forandringer af vores hverdagspraksis i disse år. Det er jo ikke, fordi,vi siger til os selv: ’Nu vil jeg stoppe med at læse bøger.’ Men læsestien er i fuldt firspring ved at gro til hos rigtig mange voksne. I stedet træder vi andre stier i ’skoven’: distraktion, at følge med fristelsen og at skride, når noget keder os en anelse,” siger hun.
”Tænk på, hvordan det digitale univers er bygget op: ’Læs det her, læs også det her, se lige det her billede’. Det er så tydeligt, at vi skal fristes væk fra vores dybeste værdier og præferencer. Du forsøges hele tiden ledt over til noget andet end det, du forsøger at koncentrere dig om lige nu. Vi, der havde en god, bred læsesti engang, oplever med smerte, at den er ved at gro til – medmindre vi altså vælger at træffe andre, værdibevidste valg, end vi gør lige nu,” siger hun.
Nu er det jo ikke ligefrem, fordi vi ikke læser i dag. Vi læser ganske meget, men det meste er online, ikke på tryk, og det gør en kæmpe forskel, forklarer hun.
”Den type læsning kaldes for skim reading, altså overfladisk læsning. Det er en type læsning, som ikke udfordrer hjernen i sammen grad som det, der kaldes deep reading, altså dybdelæsning af bøger eller trykte aviser. Vi får ikke den sanselige fornemmelse af sider, der berøres og bladres. Du kan ikke forankre din læsning rumligt på en bestemt side, og det gør det svært at vende tilbage til en sætning eller pointe, efter man har tygget lidt på den. Og det går ud over forståelsen af det, man har læst,” siger hun.
Når vi læser noget online, så befinder vi os i en fristelsesøkonomi, som også har store sociale konsekvenser, påpeger Anette Prehn og giver et selvoplevet eksempel.
”Jeg går på restaurant, og der sidder en familie og en ældre dame med et lille flag foran sig. Hvem ved, om hun har glædet sig i månedsvis til at være sammen med sine børn og børnebørn? Men børnebørnene sidder med iPads, de voksne med mobiltelefoner, som de kun lægger væk for høfligt at konversere lidt engang imellem. Er det en måde at behandle andre på? Konstant at signalere, at digital underholdning er vigtigere? At vælge medmennesket, vi sidder overfor, fra? Det er uværdigt, synes jeg.”
Anette Prehn er et smilende menneske, men nu er det, som om en mørk sky er lige ved at trække op over terrassen. Det varer dog kun kort, før solen er fremme igen.
”Det, vi må hæfte os ved, er, at vi ikke vil disse ting. Du vil ikke, at den bog skal blive liggende på kommoden, du vil, at læsning og bøger skal være en del af dit og din families liv. Og det kan jeg godt forstå, for læsning har nogle afledte effekter, som er meget vigtige for os. Dybdelæsning på tryk øger vores empati, indre ro, vedholdenhed, fordybelsesevne og kritiske sans.”
Det går op for mig, at jeg sidder og nikker ivrigt, mens hun taler. Hun ser på mig et øjeblik og sender så et blik ned på min mobiltelefon mellem os, som lige nu optager interviewet.
”Hvis dén der konstant er i nærheden, så er det virkelig svært at komme i gang med en bog. Jeg vil mene, at offlinetid er et helt basalt menneskeligt behov i dag. Men det er også vigtigt, at du vælger det til. Vi tror, vi kan ændre en vane ved bare at holde op med noget, undertrykke det eller aflære det. Men hjernen er indrettet sådan, at stier langsomt gror til, når du øger din trafik ad andre stier. Det handler om valg,” siger hun.
Det lyder som om vi hver især skal træffe mere radikale valg, end vi gør nu. Men er det kun vores eget ansvar?
”Nej da! Vi påvirkes i høj grad af den kultur, vi lever i, og de strukturer, der former os. Også digitale strukturer. Men fundamentalt er det vigtigt at erkende, at man til eksempel ikke kan forvente af sine børn, at de selv skal træffe et valg om at lege mere udenfor, hvis de får en mobiltelefon, fra de er små. Vores ældste datter har lige fået en telefon, men hun bruger den ikke ret meget herhjemme, fordi der er mange andre muligheder for at lave noget sjovt. Mine børn ville ikke have en kinamands chance for at få min opmærksomhed, hvis jeg skulle benytte mig af alle de funktioner, min telefon har. Så mit tilvalg af at være nærværende og respektfuld er afgørende. Når jeg laver noget sammen med dem, er mobilen slukket og lagt væk, og så ville selv statsministeren gå på telefonsvareren, hvis han ringede. Jeg tror på, at man skal begynde med sig selv. Men hvis vi ser på de fællesrum, vi har, så kan vi ret let skabe nogle rammer, der er gode. Jeg var med min yngste datter til tandlægen i går, og hele klinikken er mobilfri zone. Bum – straks får man en større respekt for det rum, man er i, og de mennesker, man er der med.”
Nu vi er ved fællesskaber, så mener Anette Prehn også, at de trykte medier har et ansvar. Jeg tager noter til chefen.
”De trykte aviser er alt for uambitiøse. De er fortsat i gang med den store digitale forelskelse i stedet for at slå på det kæmpe potentiale, der er i at tilbyde folk en offline-oase i form af en trykt avis. Lige nu er det, som om de trykte medier er langt mere optagede af at komme først og konkurrere om at være mest digitale frem for at gå sammen og sige: Hvordan gør vi det trendy – og helt naturligt – at holde trykt avis igen?”
I baggrunden lyder nu pludselig børnestemmer, og en flok lyshårede piger nærmer sig. Pigerne hilser pænt på, før de fordeler sig i huset, ét hold fodrer og nusser dværghamsteren Liv, mens et andet går i køkkenet for at eksperimentere. I aften, når der er ro på lejren, så samles familien i sofaen med deres bøger i én stor pærevælling af lange ben og sofapuder – pigerne er vildt optagede af Harry Potter-bøgerne for tiden, mens hun selv læser Peter Lund Madsen (der også sidder i stresspanelet)s nyeste bog om hjernen. For mit indre blik ser jeg mig selv med kommode-bogen i den ene hånd og en machete i den anden. I aften går jeg i gang med at slå lianer ned i min indre jungle.
Stier, hjernekapacitet og evnen til at kunne tænke er én ting. Men det handler også om at leve livet, slutter Anette Prehn.
”Vi er mange, der drømmer om et rigt og langt liv, men vi ved jo strengt taget ikke, hvor langt, det bliver. Jeg ved ikke, om man tager livet for givet, når man sidder med mobiltelefonen. Men jo, det gør man nok lidt, hvis man tror, man har ret til at gå med den hele tiden på bekostning af dem, man elsker, eller i øvrigt møder på sin vej. Min bonusdatter sagde det ret fint den anden dag: ’Man skaber i hvert fald ikke minder på den måde’.”