”Hodja fra Pjort” er en af disse Ole Lund Kirkegaard-klassikere, som børn og deres voksne bliver ved med at vende tilbage til. Den herlige fortælling om Hodja med den uimponerede tilgang til fremmede skikke gør bogen fra 1970 til en uomgængelig klassiker i en dansk børnebogskanon. Den blev første gang filmatiseret i 1985, hvor det mest mindeværdige er Sebastians udødelige titelsang.
Det er sigende for den nye animerede version, at nogle af de mest medrivende scener er der, hvor netop Sebastians sprøde stemme blander sig med himmelhvælvingen over Hodjas flyvende tæppe. Her er den eventyrlyst, som resten af filmen desværre mangler.
For med Karsten Kiilerich (der i 2015 stod bag animationsfilmen ”Albert” – ligeledes efter bog af Ole Lund Kirkegaard) bliver den 68’er-antiautoritære tidsånd til sentimentalitet. Vi så samme bevægelse i filmatiseringen af Strids ”Den kæmpestore pære”. Også her blev der tilføjet et lag af sukkersød længsel i en ellers anarkistisk historie.
Det sentimentale anslag i ”Hodja fra Pjort” viser sig første gang, da Hodja forlader Pjort for at drage på eventyr. I bogen er det en nøgtern afsked, hvor faderen kalder sønnen ”fjols” og ”dorske knægt”. Afskeden er barsk, morsom og på børnenes parti. Men i den nye film bliver afskeden ladet med sørgmodighed, bliver overpædagogiseret i stedet for forløsende løsrevet fra de voksnes perspektiv. Kirkegaards bøger er unikke, fordi de så entydigt står på børnenes side og afvæbnende politisk ukorrekt ser verden fra det barnlige perspektiv.
Det er især den grænseoverskridende og nøgterne sprogbrug i bogen, der vækker børnenes latter. Så når den nu er taget væk, må der i stedet indsættes en ged som Hodjas bedste ven. Det giver selvfølgelig dramaturgisk drive med sådan et makkerskab, men nuttetheden kommer til at overstråle resten. Hodja er også blevet lidt ynkelig, lidt ræd. Ikke længere et frækt forbillede.
Thure Lindhardt lægger stemme til Hodja. Den lidt tilbageholdne lyse stemme passer godt til Kiilerichs version af drengen fra Pjort. Men det er Peter Frödins skiftevis kælne og balstyrige sultan, der ender med at hive stikket hjem. Sultanen er smulerne fra Kirkegaards bord, som vi får lov til at gnække over.
Animationen er sådan set fin. Indflyvningen over Petto har skær af eventyr, og sultanens palads lokker. Men igen, det er også overgjort yndigt, meget pænt og derfor forglemmeligt.
”Hodja fra Pjort” i en 2018-version er blevet en politisk korrekt fortælling, hvor de voksnes hånd har lagt sig tungt over forlægget i stedet for at lade den ublu barnlighed regere. Det gør filmen til et metervareprodukt i stedet for noget unikt. For det er sådan set kun idéen, der kan føres tilbage til Kirkegaard. Resten er Kiilerichs og er i tidens ånd alt for sentimentalt og forsonligt.