Prøv avisen
Interview

Det Kongelige Biblioteks nye direktør: Søg helheden, men tro ikke, at du har den

Som direktør for Det Kongelige Bibliotek skal Svend Larsen forestå besparelser på 33 millioner kroner over de kommende år: ”Det personlige dilemma som leder er det, at man ind­imellem skal sige: ’Sådan her er det’, selvom man godt ved, at det kunne være anderledes. Folk efterspørger bare ikke ledere, der siger ’på den ene side og på den anden side’.” – Foto: Leif Tuxen

Svend Larsen er ikke en kulturleder af store armbevægelser eller kunstnerisk temperament. Det Kongelige Biblioteks nye direktør er en filosofisk mand, der hader, når kloge folk ikke magter den simple kunst at tale ordentligt sammen

Der findes en anekdote om filosoffen Immanuel Kant, der store dele af sit liv huserede i den østpreussiske by Königsberg (i dag Kaliningrad, en russisk enklave mellem Polen og Litauen).

I 1760’erne blev Kant udnævnt til leder af universitetsbiblioteket i byen, men han opsagde meget hurtigt stillingen igen. Han kunne ikke holde ud, at byens indbyggere besøgte biblioteket af noget så nederdrægtigt som nysgerrighed. Havde folk dog bare været videbegærlige, så havde oplysningsfilosoffen klappet i hænderne. Men at skulle bevidne, hvordan pøblen kom for at stikke deres næser i sager, der ikke vedrørte dem, se dem bladre overfladisk rundt i bøgerne, det var alligevel for meget for ham.

Det Kongelige Biblioteks direktør Svend Larsen griner lidt, da han genfortæller anekdoten i sit helt eget elfenbenstårn, fra hjørnekontoret på Den Sorte Diamants sjette etage. Herfra kan han se ud over byen, over Knippelsbro, havnetrafikken, gule busser og fyldte cykelstier.

”Men biblioteket tjener jo begge dele, det er dets dna! Her er der forskning og folkeoplysning, nysgerrighed og videbegærlighed. Jeg skal da ikke vurdere, om folk bruger det på den rette måde,” siger han.

Svend Larsen er ikke en mand af store armbevægelser. Som han sidder der i sit mørke jakkesæt, ligner han heller ikke den passionerede kunstnertype, der ellers er gået hen og blevet en trend på lederposter i de største kulturinstitutioner herhjemme p.t. Han ligger med egne ord ”pænt i midten”, hvis man tegner et kulturlederspektrum med en rendyrket djøf’er i den ene ende og Det Kongelige Teaters ny direktør Kasper Holten i den anden.

Måske er det netop derfor gået hen over hovedet på mange, at Svend Larsen i over et år har siddet på en af de mest magtfulde positioner i kulturlivet som leder af Det Kongelige Bibliotek. Biblioteket fusionerede i 2016 med Statsbiblioteket i Aarhus, som han på det tidspunkt var direktør for, og i januar 2017 døde Det Kongelige Biblioteks mangeårige direktør Erland Kolding Nielsen af kræft.

Svend Larsen gled ind, så stille og roligt som man nu kan, når man med ét får ansvar for i hvert fald dobbelt så meget, som man har været vant til. Sammen med hustruen, psykoterapeut Hanna Hvidtfeldt, købte han en lejlighed på Frederiksberg til at bruge, når det bliver sent, og der er lidt for langt hjem til det hus i Aarhus, hvor de har opfostret deres børn.

Han er født i Holstebro i 1951 i en relativt almindelig familie. Faderen solgte forsikringer, moderen gik hjemme. Han er med egne ord nærmere mønstereksempel end mønsterbryder.

”Dengang ville man gerne, at de unge gik videre i gymnasiet, så det gjorde jeg,” siger han.

Svend Larsen var sådan et sært ungt menneske, som ikke gjorde oprør, men som elskede latin og oldtidskundskab, læste Shakespeare på engelsk og ”Faust” på tysk. Helt efter de klassiske forskrifter. Efter at han var blevet sproglig student, søgte han til Aarhus, hvor han begyndte at læse historie på universitetet.

”Det var først i 1970’erne i en tid, hvor alt skulle diskuteres. Og jeg var nok ret optaget af den videnskabsteoretiske diskussion. Kunne historiefaget være frigørende, som marxisterne mente? Hvad skulle vi overhovedet med humaniora? For at forstå det tænkte jeg, at jeg var nødt til at læse filosofi,” siger han.

På universitetet flød mønstereleven fra Holstebro ind i en politisk strøm. Op til folkeafstemningen om EF i 1972 kunne man finde Svend Larsen under et af de karakteristiske ”Ud af EF”-bannere, der paraderede rundt i gaderne. Hvad der nu med datidens målestok egentlig ikke var noget radikalt i, tilføjer han.

”Modstanderne var jo også grundtvigianere. Vi var mange, der tænkte, at EU var et sydeuropæisk projekt, som ville forhindre os i at indrette det samfund, vi her i Danmark tænkte var rigtigt,” siger han.

Siden skiftede han hovedfag og lod filosofien få overtaget. Hvis han i dag fører en kamp, ja, så er det nærmere en kamp mod ”kampen”. For eksempel den voldsomme debattone, som indimellem kan vokse frem mellem ateister og troende herhjemme.

”Jeg deler værdier med mange og har tætte venner, for hvem kristendommen betyder noget. Det er et sprog, jeg ikke helt forstår. Men bare fordi man ikke har en kristen tro, behøver det ikke være en tro på, at man har skabt sig selv og er uafhængig af alt,” siger Svend Larsen.

”Der er en tendens til, at man diskuterer religion, som om man skal vinde en kamp. Men hvorfor dog ikke anerkende, at religion betyder meget for rigtig mange mennesker, og så tage en stille og rolig diskussion af: Hvad betyder det evige liv? Jeg kan ikke se troen som en fjende.”

Han henviser til en bog, der ifølge ham er uundværlig, hvis man vil læse mere om den såkaldt bløde ateisme, nemlig Philip Kitschers ”Life after Faith. The Case for Secular Humanism” fra 2014.

”Bogen bidrager til en egentlig samtale mellem dem, der tror på, at hver eneste menneskelig eksistens har forbindelse til noget transcendent og dermed opnår en mening, og så dem, eller os, der ikke tror på det, men som samtidig mener, at dødelighed og mening rejser udfordringer for verdslig humanisme.”

Kant og Hegel er to ”tunge drenge” i filosofihistorien, som Svend Larsen altid vender tilbage til. Sidstnævnte har ellers et rimelig skidt ry for at være på grænsen til forvrøvlet i sin måde at skrive på.

”Han er dog ikke så esoterisk som Heidegger, der opfinder sit eget sprog,” griner han og lægger ansigtet i alvorlige folder igen.

”Kant prøver at finde grundlaget for både vores moral og vores tænkning. Og Hegel prøver at se fornuften i den måde, historien er indrettet på. Han tænker i helheder, og det kan jeg godt lide,” siger han og henviser til den amerikanske filosof Alfred Whitehead, som også argumenterede for verden som en sammenhængende proces, hvor alt er forbundet.

”Søg helheden, men tro ikke, at du har den. Vær åben i tanken,” siger Svend Larsen og smiler for sig.

Efter at han blev kandidat på Aarhus Universitet, blev han ansat som undervisningsassistent samme sted. Han underviste blandt andet i etik og politisk filosofi. Og blandt hans kursister sad en kvinde, lidt ældre end han selv, der var alene med to små børn. Hun hed Hanna.

Var det helt comme il faut at forelske sig i en studerende? Nej, måske ikke.

”Det blev vist kun til det ene kursus, så noget stort problem var det ikke,” smiler han.

De giftede sig i 1982, og Svend Larsen fik ”kone og børn på samme tid”, som han selv siger. Men familien kunne ikke leve af hans løn som undervisningsassistent.

”Så gik jeg op på Statsbiblioteket og spurgte, om de ikke havde et job til én som mig.”

Når der kommer en ansøger sådan ud af det blå, spørger folk som regel efter et cv. Og Svend Larsen havde faktisk masser af erfaring som bibliotekar, begyndende med et job, han fik i 7. klasse på Sønderlandsskolen i Holstebro, hvor han hjalp med at tømme bogvogne med afleverede bøger. Han sætter en usynlig bog ind på en usynlig hylde.

”Den bevægelse har været med mig længe,” siger han.

Han blev fastansat som forskningsbibliotekar i 1984, og to år efter, i 1986, tog han det første hop på karrierestigen. H.P. Clausen, der dengang var overbibliotekar for Statsbiblioteket, blev udnævnt til kulturminister, og Svend Larsen ”rykkede op” som souschef. Et par kurser i ledelse blev lagt til i 1990’erne.

”Så kom sammenlægingen, og ja, nu er jeg her,” siger han og slår ud med armene.

Det kan bestemt godt mærkes, at der er blevet mere at lave i hverdagen.

”Men det er spændende,”siger han.

Hvad der også er ”spændende”, måske lidt for spændende, er de besparelser, der er varslet for de større kulturinstitutioner, også for Det Kongelige Bibliotek. Der er prikkerunder, der skal tages, og bemanding, der skal skæres ned, i de kommende år, hvor bibliotekets bevilling falder med 33 millioner kroner frem mod år 2021.

”Jeg oplever, at Kulturministeriet har stor respekt for vores faglighed, faktisk. Og så må man også have respekt for, at der er politiske og økonomiske hensyn at tage. Det handler meget om tillid, synes jeg.”

”Altså, så kan man jo sige: Det vil jeg ikke være med til – og forlade sit job. Eller man kan løfte opgaven med at forsøge at gøre det på den bedst mulige måde,” siger han.

”Det personlige dilemma som leder er det, at man indimellem skal sige: ’Sådan her er det’, selvom man godt ved, at det kunne være anderledes. Folk efterspørger bare ikke ledere, der siger ’på den ene side og på den anden side’. Det er ikke noget sokratisk forløb, men jeg vil altid mene, det er bedst, hvis man kan føre en dialog, også om det virkelig svære,” siger Svend Larsen og rejser sig, lukker kontoret af for i dag.

Vi bevæger os roligt gennem gangene på direktøretagen. Ved elevatoren hilser et par ansatte, der er på vej hjem, med et ”hej Svend!”.

Nede på stueplan, i bibliotekets hjerte, møder et stort Per Kirkeby-maleri de studerende for enden af rulletrapperne. Mange er ved at pakke bøgerne sammen for i dag.

Hustruen Hanna er netop gået på pension, mens sønnen Kristian bor i London, datteren Marianne herhjemme. I alt har Svend Larsen fået tre børnebørn, hvoraf den ældste lige er konfirmeret.

Når der er et pusterum, så skal man ikke forvente at se ham sidde med en iPad og læse e-bog. Han er glad for digitaliseringen sådan rent professionelt, fordi den i udgangspunktet har givet folket, pøblen, alle de nysgerrige næser hernede adgang til den viden, han selv begærer. Men en tung bog i hænderne er nu at foretrække, og lige nu er det Jón Kalman Stefánsson, han er ved at læse. Han er ikke et sekund i tvivl om, at læsning af bøger, faglitterære eller skønlitterære, har eksistentiel værdi.

”Jeg mener, vi har brug for længere, sammenhængende tekster. Ellers ender alt i korte, abrupte udsagn. Tweets. Men vi skal ikke bare lære at sige, hvad vi mener,” siger han.

Svend Larsen smiler.

”Det er jo nok noget med at opbygge tålmodighed til at lytte og lære at argumentere på en forpligtende måde. Sådan noget lidt Hal Kochsk noget med at kunne tale med andre mennesker.”

Svend Larsen er født i Holstebro i 1951 i en relativt almindelig familie. Faderen solgte forsikringer, moderen gik hjemme. Han er med egne ord nærmere mønstereksempel end mønsterbryder. Foto: Leif Tuxen

Jeg deler værdier med mange og har tætte venner, for hvem kristendommen betyder noget. Det er et sprog, jeg ikke helt forstår. Men bare fordi man ikke har en kristen tro, behøver det ikke være en tro på, at man har skabt sig selv og er uafhængig af alt.

Svend Larsen