Prøv avisen

Sølvtøj er en gåde for nutidens unge

”Der er en ældre generation nu, som nok er de sidste nulevende, der virkelig ser sølvtøj som ting, der er værd at eje og bruge. Hvis yngre generationer overhovedet har det, så nænner de ikke at bruge det eller også sælger de det for at få pengene. De forstår ikke rigtigt konceptet,” siger Karin Cohr Lützen.

Yngre generationer i dag forstår ikke rigtigt konceptet sølvtøj, men sølvtøjets fald begyndte allerede i 1960’erne. Ny bog fortæller kulturhistorien om landets største sølvvarefabrik og endevender, hvorfor sølvtøj gik fra allemandseje til noget, man i dag smelter om

Mormor tager en pose op af tasken og begynder at finde gaver til sine børnebørn frem. Små, aflange pakker med en god tyngde. Vi, hendes børnebørn, åbner pakkerne forsigtigt, hver af dem indeholder et stykke sølvtøj. Teskeer, suppeskeer, kageknive- og gafler, dukker frem af papiret. De er pudset, så de skinner blankt, og på bagsiden er et lillebitte stempel.

Vi takker pænt for gaven, hver især.

”Den dér har tilhørt din oldemor,” siger min mormor.

Men sølvskeen i hånden er en underlig ting. For hvorfor er den så dyrebar? Og hvor skal man lægge den, når man kommer hjem? Den er for fin til bestikskuffen, men passer man på den i smykkeskrinet, så ligger den jo bare dér og bliver sort. Og det er vel heller ikke meningen med at være en sølvske.

Scenen ovenfor er fra denne skribents seneste jul med familien og er faktisk et godt eksempel på sølvtøjets skæbne, mener Karin Cohr Lützen, der er lektor i historie ved Roskilde Universitet og forfatter til en ny bog om sølvtøj og sølvvarebranchen, ”Arvesølvet. Et familiefirmas storhed og fald”.

Bogen handler om Karin Cohr Lützens egen familiehistorie, en krønike, der udfolder sig omkring den nu hedengangne Cohrs Sølvvarefabrik i Fredericia, der igennem mere end 100 år var Danmarks største sølvvarefabrik. Men den beskriver også branchen generelt og viser, hvordan danskernes forhold til sølvtøj har ændret sig gennem tiden.

Forholdet er kølnet siden 1960’erne i en grad, så vi i disse år måske ser den sidste generation af rigtige sølvtøjs-entusiaster, siger forfatteren.

”Der er en ældre generation nu, som nok er de sidste nulevende, der virkelig ser sølvtøj som ting, der er værd at eje og bruge. Hvis yngre generationer overhovedet har det, så nænner de ikke at bruge det eller også sælger de det for at få pengene. De forstår ikke rigtigt konceptet,” siger Karin Cohr Lützen.

Men det burde de måske, for sølvtøj er en væsentlig del af dansk kulturhistorie, med en storhedstid, der begyndte sidst i 1800-tallet. Før den tid var sølvtøj kun for det bedre borgerskab og for dyrt at dække op med for den brede befolkning. Men omkring industrialiseringen kom muligheden for at fremstille sølvtøj på samlebånd, og det gjorde det skinnende bestik til allemandseje.

”Det at have sølvtøj har været en udbredt norm, også hos dem, der ikke umiddelbart var velstående. Det har været noget, man bare havde,” siger hun.

”Dæk bord med Cohr” lød et slogan for sølvvarefabrikken i Fredericia, og bordet skulle helst dækkes med ”12 af hvert”. Det var i hvert fald det, især unge piger samlede sammen til.

”Kundegrundlaget har primært været kvinder eller dem, der ville købe gaver til kvinder. Unge piger samlede på sølvtøj, så de havde noget udstyr at tage med sig ind i ægteskabet. Ville man give en gave, kunne det ikke bare være hvilken som helst kaffeske, det skulle være præcis det mønster, hun samlede,” siger Karin Cohr Lützen.

Det absolut mest populære mønster, Cohr producerede, var det såkaldte ”Herregårdssølv”, en model der med sine mange krummelurer og kurvede former skulle give kunderne en fornemmelse af, at de indrettede deres bolig ligeså fornemt som en herregård.

Serien bestod af over 100 forskellige typer bestik, med alt fra ”tomatkniv” til ”kompot-ske” og ”fiskebestik.” Der var sandelig nok at tage fat på, hvis man ville have hele serien, men det gjorde ikke noget, for:

”Samtidig var sølv af bestandig værdi og netop derfor noget, man gav videre til næste generation. Sølvet har været set som noget, man kunne bygge en fremtid på,” siger Karin Cohr Lützen

Deraf begreber som ”at sælge ud af arvesølvet,” hvis betydning er at foretage sig noget, man vil komme til at fortryde. Begreber omkring sølvvarer og sølvtøj er der i det hele taget nok af. Man kan ”være født med en sølvske (eller guldske) i munden,” altså ind i en rig familie, men man kan også få noget ”serveret på et sølvfad,” altså tilkomme noget her i livet meget let.

Selvom sølvtøj var udbredt i mange danske hjem i første halvdel af 1900-tallet, opstod der her også konkurrence omkring borddækningen. Nogle mente, at alt på hele bordet skulle være af sølv, ikke blot bestik, men også fade, lysestager og tallerkener, og det var en bekostelig affære.

For udenforstående er det nonsens, men ser man nærmere på teknikken bag sølvvarefremstilling, giver det mening. Bagpå ethvert stykke sølvtøj er et lille mærke, der enten viser to eller tre tårne. Er der tre tårne, er sølvtøjet massivt sølv, mens det totårnede er såkaldt sølvplet. Det er messing eller nysølv overtrukket med et lag finsølv, en teknik, der blev mulig omkring århundredeskiftet, hvor man fandt ud af, at man med elektricitet kunne overføre et tyndt lag sølv på uædelt metal.

Især sølvfade var udbredte, og til sammenkomster var det normalt, at man bød cigaretter og cerutter rundt mellem gæsterne på et sølvfad. Og var det nu tretårnet eller totårnet sølv, man talte om?

”Det gjorde selvfølgelig varen billigere og endnu mere udbredt, men det gav også anledning til et vist snobberi. Der har været status i at kunne dække op med rent sølv – men det var også fint nok med noget, der lignede,” siger Karin Cohr Lützen.

I 1943 fik en sammenslutning af landets guldsmede analyseinstituttet Gallup til at undersøge, hvor mange danskere, der havde sølvtøj i skufferne. Efter besøg i omkring 800 københavnske hjem i alle samfundsklasser kunne markedsanalysen konkludere, at et forbløffende højt antal brugte sølvtøj. I den højere middelstand fandtes kun 10 procent, som ikke brugte sølvtøj til daglig, og blandt arbejderfamilier brugte mere end en tredjedel af og til sølvtøj.

På Cohr-fabrikken fremstillede man alle typer sølvtøj. Og det var faktisk også på Cohr, at det første sæt bestik i rustfrit stål blev fremstillet herhjemme. Det rustfrie stål, der var billigere og mere slidstærkt, blev en stærk konkurrent til sølvtøjet. Men det er ikke hele historien. For i 1960’erne blev sølvtøj forbundet med tidens fy-ord: Borgerlighed.

”1968 er et symbolsk år med ungdomsoprør, og få år efter kommer der kvindebevægelse, hippier og så videre. Det er et år, der indvarsler et normskred, hvor man begynder at klæde sig mere afslappet og siger du til hinanden. Hele den forkærlighed for det uformelle betyder, at det bliver totalt yt at dække bord med rigtigt sølvtøj. Det er borgerligt og gammeldags,” siger Karin Cohr Lützen.

Anden Verdenskrig bragte sølvmangel med sig, og op mod 1960’erne steg priserne på sølv helt astronomisk. Lønningerne til fabriksarbejdere steg også, og sammen med et dalende salg betød det, at Cohrs Sølvvarefabrik i Fredericia langsomt producerede mindre og mindre og til sidst endte med at blive solgt ud af familien i 1976.

I 1970’erne begyndte der også at komme andre argumenter for, at sølvtøjet var passé. Opvaskemaskinen gjorde sit indtog, og smagen i indretning blev generelt mere rustik. Det harmonerede ikke med sølvets krummelurer, og desuden havde man ikke tid til at sidde time efter time og pudse sølvtøjet, før man holdt middag.

Hvor er sølvtøjet i dag? Det kan findes på loppemarkeder, hvor det sælges efter vægt, og på nettet efterlyser opkøbere sølvtøj til omsmeltning. De finere sæt ligger hos antikvitetshandlere og auktionshuse, hvis ikke de ligger hjemme i skufferne hos folk. Men brugt, det bliver sølvtøjet næsten ikke mere.

”Nogle ser det som familiehistorie og nænner ikke at sælge det. De har måske arvet det af deres mor eller mormor. Men de nænner jo heller ikke at bruge det, hvilket er helt åndssvagt,” siger Karin Cohr Lützen.

Jeg går hjem og ser nærmere på min ”nye” sølvske fra julen – den er fuld af små ridser. Var det min oldemors mælketand, der engang lavede det mærke? Midt i en gang gul budding med saftsovs?

Karin Cohr Lützen spiser selv sin morgengrød med en sølvske. Og der dækkes op med sølvtøj, når der kommer gæster. Dels fordi det ærer hendes familie, dels fordi det føles godt.

”Og husk,” siger hun:

”Hvis man bruger det hver dag, så skal det faktisk ikke pudses.”

"Dæk bord med Cohr” Det allermest populære bestik, Cohr-fabrikken fremstillede, var det såkaldte herregårdsbestik, der lå i tusindvis af danske hjem. – Foto fra bogen
"Er der nogen virksomhed, der har gjort sølv til eje for alle, er det Cohrs fabrikker,” sagde den museumsinspektør på Nationalmuseet Hans Lassen i 1961 i forbindelse med åbningen af en udstilling om guld og sølv herhjemme. Her ses et billede af Cohrs butik og fabrik i Danmarksgade i Fredericia midt i sølvtøjets storhedstid omkring århundredeskiftet. – Foto: Foto: Fredericia Lokalarkiv
Sølvtøjets historie hænger i høj grad sammen med kvindernes historie, idét det især har været unge piger, der samlede på sølvtøj op til ægteskabet. Her er det en guldsmedereklame, der viser, hvordan mor og datter køber sølvtøj sammen. – Foto fra bogen.
Karin Cohr Lützen. – Privatfoto. Foto: ©2010 Stefan Kai Nielsen/Ekko