De malker køer og kører ensilage iført blå arbejdsbukser og skovmandsskjorte. Drikker formiddagskaffe og ser nyheder. Muger ud, malker. Spiser grønlangkål og hamburgerryg til aftensmad. Går i seng.
Livet er stille og roligt derudad i den nye danske spillefilm ”Onkel”, og der bliver ikke sagt alverden undervejs. Vi er i den lille landsby Emmerske på Tønderegnen og møder her en ung sønderjysk kvinde, Kris, der pligttro passer sin skrantende onkel og hans mindre landbrug. Hun har mistet sine egne forældre, og onklen er invalideret, så umiddelbart er det en god handel for begge. Men under overfladen ulmer Kris’ drøm om at blive dyrlæge. Og da hun møder kærligheden i form af den lokale kirkekorssanger Mike, står hun i sit livs dilemma. For hvad vejer tungest, ansvaret for familien eller for at leve sit eget liv fuldt ud?
Hvad ville en ægte sønderjyde svare? Onklen i filmen svarer slet ikke på spørgsmålet, da Kris stiller det i forklædning. Men stilhed er også et svar, fastholder filmens instruktør, 38-årige Frelle Petersen.
”Det er virkelig rigtigt, at københavnere snakker meget mere end sønderjyder. Men bare fordi man ikke rabler løs, er man ikke mindre dannet eller mindre intellektuel. Den usagte kommunikation er også klog, og derfor har den været så vigtig for mig at få med,” siger han.
Filmen, Frelle Petersen har lavet, er nok lidt svær at sætte i bås. ”Et autentisk landbrugsdrama” er hans egen definition, med tryk på autentisk. Filmens to hovedpersoner er nemlig også i virkeligheden onkel og niece, og filmen er optaget på onklens ”rigtige” gård i Sønderjylland. Replikkerne er udelukkende på sønderjysk, men ikke nok med det: Alle skuespillerne har rødder inden for en radius af 15 kilometer fra gården, for kommer man fra Sønderjylland, vil man vide, at det er omtrent så langt, man kan gå, før dialekten ændrer sig. Frelle Petersen er selv født i Aabenraa på Sønderjyllands østkyst og blev tidligt i processen gjort opmærksom på, at han talte anderledes end de mennesker i det miljø, han gerne ville portrættere.
”Du ruller på r’erne,” siger han og efterligner de første hovedrystende kommentarer, han fik, da han forsøgte at indynde sig på sønderjysk hos lokalbefolkningen på Tønderegnen.
Der er før blevet lavet danske spillefilm med udgangspunkt i Sønderjylland, for eksempel filmatiseringen af Erling Jepsen-romanen ”Kunsten at græde i kor”, som Frelle Petersen har været instruktørassistent på.
”Men der gik skuespillerne rundt med cd-afspillere og indøvede deres replikker. Her har jeg skrevet alle replikkerne ned på rigsdansk, og så har skuespillerne fået lov at sige det, som de ville sige det og tilføje sønderjyske ord, der gav mening. Når man mangler noget, siger man ’æ wande’ og så det, man mangler, ovre ved Tønder. Selvom jeg taler sønderjysk med min familie i Aabenraa, havde jeg aldrig hørt det ord, ’wande’, før,” siger han.
Frelle Petersens film udspringer af et ønske om at blive klogere på, hvorfor nogle vælger at blive boende på deres hjemstavn – og andre ikke.
I sin research har Frelle Petersen blandt andet læst undersøgelser, hvor unge begrunder deres valg.
”Der er jo mange grunde til, at folk bliver boende, men jeg fandt det særligt interessant, at der var nogle, der fortalte, at de blev tilbage for at være tæt på familien eller på grund af sygdom. Empati driver meget af det, vi gør, og det ville jeg gerne sætte fokus på,” siger han.
Frelle Petersen kendte Jette Søndergaard, der spiller rollen som den unge kvindelige landmand Kris, fra ”Kunsten at græde i kor”. Hun spillede også en mindre rolle i hans første spillefilm ”Hundeliv” fra 2016. Jette Søndergaard fortalte om sin onkel, Peter H. Tygesen, og Frelle Petersen, som allerede havde idéen til en film i hovedet, fik den idé at prøvefilme onklen.
”Prøv og ring og spørg, han har da spillet dilettantteater for 20-30 år siden,” sagde Jette Søndergaard, og Frelle Petersen greb knoglen.
”Normalt, når jeg ringer en skuespiller op, bliver de jo ekstatiske og begynder at snakke helt vildt ind over én. Med Peter var der bare helt stille i den anden ende af røret. Men altså, jeg fortalte om min idé, og at vi ville lave noget nyt, og kunne han være interesseret i det? ’Jo’, sagde han bare, tre gange i træk. Og så ’mojn’,” griner Frelle Petersen.
Peter H. Tygesen fik rollen som onklen og er den mest uerfarne af filmens skuespillere, men det gik over al forventning:
”Nogle gange synes jeg næsten, han spiller som en anden Marlon Brando,” siger Frelle Petersen.
Instruktøren valgte at købe en gammel campingvogn og flytte ind på gården. Han fulgte dagens gang på landbruget med sit kamera, var med, når der skulle malkes, og traktoren repareres. Sov som en sten og stod op hver morgen med udsyn til den flade og tyste marsk.
”Det er den bedste søvn, jeg har fået i mit liv,” smiler han saligt.
Da manuskriptet skulle finjusteres lod han sig inspirere af den ikke-eksisterende samtale mellen Peter H. Tygesen og hans gamle far, der indimellem kom for at hjælpe til på gården.
”Når jeg satte mig ned ved frokostbordet og tænkte: ’Nej, hvor hyggeligt, at vi sidder her og taler sammen’, opdagede jeg, at det mest bare var mig, der talte. Så tav jeg, og så var der helt stille, men der var alligevel masser af kommunikation. Der er så meget, man ikke behøver at sige i et familiedrevet landbrug. Man siger ikke: ’Nu går jeg ind og lægger mig for at tage en lur’. Man gør det bare, for det er dér, vi er nået til,” siger Frelle Petersen.
”Så så jeg mit manuskript igennem igen og begyndte at strege replikker ud.”
Sønderjysk er ofte blevet brugt i satire, for eksempel når den en bondsk Bodil Jørgensen buldrer derudaf i ”Rytteriet”.
”Der er en tendens til, at når man ser historier fra provinsen, så virker karaktererne ikke til at være de skarpeste knive i skuffen. Det har jeg bare aldrig oplevet der, hvor jeg kommer fra. Jeg ved faktisk ikke engang, om jeg køber den der med, at uddannelse og intellekt hænger sammen. For mig at se er et klogt menneske et afrundet menneske, der har hank i sine følelser. Peter, som jeg har haft fornøjelsen af at arbejde sammen med hér, jamen han går enormt meget op i kultur og er aktiv i menighedsrådet. Der er masser af menneskelighed og kulturel dannelse i Sønderjylland også.”
Miljøet omkring gården i Emmerske vil mange nok finde eksotisk. Men for en sønderjyde kan København være mindst lige så sært et sted.
”Jeg flyttede selv til København nogle år efter gymnasiet for at lave film. Jeg kan huske, at jeg, kort før jeg flyttede, var til sådan en rigtig sønderjysk forsamlingshusfest med tarteletter og dessert med stjernekastere, der blev klappet ind. Og den første fest, jeg var til i København, var sådan en meget klinisk reception med pindemadder, hvor man skulle stå op. Mændene havde jakkesæt på, der sad så stramt over ryggen, at de næsten ikke kunne give hånd. Det føltes overhovedet ikke komfortabelt!”, siger han og krænger skuldrene bagover.
”Også sådan noget som trafikken. Du kan ikke holde to sekunder for længe, når der bliver grønt i et københavnsk kryds, uden at nogen dytter. I Sønderjylland er det nærmere to minutter.”
Frelle Petersen valgte i sin tid at forfølge sin drøm og flytte væk fra hjemstavnen. Men nu er han efterhånden oftere i Sønderjylland end på Sjælland, når han har et filmprojekt. Han har stadig familie og søskende i landsdelen og vil ikke sige sig fri for muligheden af at flytte tilbage. Især, hvis det bliver nemmere at producere film dernede, og med en sønderjysk filmfond i opstartsfasen er der noget, der kunne tyde på det.
For tiden arbejder han på en sønderjysk komedieserie, der skal have premiere næste år.
”Meningen med den er at vise lidt om, hvordan det er at være ung i grænselandet. Hvad gør man eksempelvis, når ens app til dating skal søge nogle matches frem, og halvdelen af dem så bor i Tyskland? Der er masser af komik blandt sønderjyder og i Sønderjylland, men det er ikke et mere komisk sted end resten af verden.” Tidligere på måneden var Frelle Petersen og hele filmholdet i Japan til den 32. udgave af Tokyo Filmfestival og var på forhånd blevet advaret om, at det kan være svært at aflæse, om en biografsal fyldt med japanere morer eller keder sig. Men der var ikke musestille under visningen af ”Onkel”. Folk hikstede af grin på de humoristiske steder, som når Kris må bede sin onkel klippe spidserne af sit lange hår før en date, og han går til opgaven med selvtillid ”for han har da klippet får”. Og de græd, når den er sørgelig. Det endte med, at filmen gik hen og vandt hovedprisen ved filmfestivalen – noget der aldrig er sket for en dansk film før.
”Jeg tror, de kunne relatere til deres egen tradition for at tage sig af forældrene, når de bliver gamle,” funderer Frelle Petersen.
”I Japan er det ofte de ældste søskendes lod at passe på forældrene, og kommer du fra provinsen i Japan og drømmer om at tage ind til Tokyo, så kan du ikke gøre det, hvis du er den ældste i søskendeflokken. Du er bundet til familien, og det med at give afkald på éns drømme og ambitioner er jo i virkeligheden meget universelt.”
”Og så har sønderjyder og japanere måske lidt samme humor”.