Forholdet mellem flertal og mindretal i det dansk-tyske grænseland har aldrig været bedre. Det kan man læse i den store, flotte bog ”Sønderjylland. Fortællinger fra grænselandet”, en gedigen udgivelse fra forlaget Lindhardt og Ringhof. Bidragyderne er kendte skribenter med sønderjyske rødder. Det fremgår ikke, hvem der har stået for redaktionen.
Synspunktet, der indledende refereres, skyldes forhenværende minister i Slesvig-Holsten Anke Spoorendonk, mangeårigt parlementsmedlem for Sydslesvigsk Vælgerforening, det danske mindretals politiske parti.
Ole Sønnichsen, journalist, forfatter og forlægger, modererer og skriver, at samhørigheden og fordrageligheden mellem danskere og tyskere i regionen tillige har karakter af ”et plaster, der nemt kan hives af og afsløre kulturelle fejder og nationale særegenheder, der stadig ikke er helet lige pænt”. Siegfried Matlok, tidligere chefredaktør for det tyske mindretals dagblad i Sønderjylland, Der Nordschleswiger, er inde på noget lignende, når han citerer den nu afdøde danske generalkonsul i Flensborg H.P. Clausen for det udsagn, at der ”endnu er vulkansk aktivitet i grænselandets undergrund”. Matlok nævner som eksempel den ophidsede debat om tosprogede byskilte i Sønderjylland.
Det første, man bemærker, når man får ”Sønderjylland” i hånden, er de mange, store fotos, taget af en lang række forskellige lokale fotografer. Det drejer sig om billeder – ofte af naturen – der fremhæver det poetiske og stemningsfulde og overvælder læseren med panoramaer af den virkelighed, der er baggrunden for den sønderjyske dagligdag. Denne i sig selv antydes kun.
Bogen er alsidig i sit indhold. Korte artikler formidler konkrete oplysninger om temaer som blandt andet pølser, øl, østers, ringridning, egnsretter samt det sønderjyske kaffebord. Også om en dansk menighed i Sydslesvig, læser vi. Noget for sig står et bidrag af dokumentarist og forfatter Anna Elisabeth Jessen. Hun mente på et tidspunkt at være på sporet af en sønderjysk fest, der skulle rumme den virkelige historie bag Thomas Vinterbergs film ”Festen”. Men den ”virkelige historie” viste sig at være en løgnehistorie.
Den bærende del af værket udgøres imidlertid af de mange stærke vidnesbyrd om den betydning, som Sønderjylland har for skribenterne – også når de for længst er flyttet til andre dele af landet. Sønderjylland følger med. Kreativ direktør og chefredaktør Uffe Buchard formulerer det på denne direkte måde: ”Når jeg er i tvivl om livets store spørgsmål, søger jeg min hjemstavn i tanken og spørger mig selv, hvad sønderjyden ville have gjort i det ene og eller det andet tilfælde. Så modtager jeg et kontant og ærligt svar.”
For haveeksperten, cand.phil. i dansk Søren Ryge Petersen, har fortiden i Agtrup i Sydslesvig overlevet blandt andet som sprog. I hjemmet taltes rigsdansk, men ude i landsbyen sønderjysk – sanmen med plattysk og højtysk. ”Hver dag og hele tiden”. I den veloplagte artikel fortæller han, at han på vej sydover altid begynder at tænke på sønderjysk, når han har krydset Kongeåen ved Vamdrup – og inden Jels er det desuden det sprog, han taler med sig selv på. For Ryge er dialekten ”barndommens bedste gave”. Han pakker den ud med glæde.
Forhenværende minister Bertel Haarder (V) fik i sin opvækst på Rønshoved Højskole ved Flensborg Fjord ikke alene ”dansk kultur ind med modermærken”, men lærte også tolerance over for andre folkeslag: ”Man skal aldrig dømme nogen på deres ophav eller baggrund.”
Journalist og forfatter Gretelise Holm beskriver et udlevet eksempel på den samme holdning: Fra februar 1945 husede hendes mor i nogle måneder en tysk flygtning, en gammel kvinde. Det var ikke velset. Men moderen, der var kaptajn i Frelsens Hær, svarede umisforståeligt igen: ”Her i huset er vi kristne mennesker, som ikke fører krig mod gamle kvinder og børn!”.
Tidligere operativ chef i Politiets Efterretningstjeneste Hans Jørgen Christian Bonnichsen er så at sige kaldt op efter sin sønderjyske fortid: Hans tre fornavne hentyder til tre farbrødre, der alle døde som følge af Første Verdens-krig.