Sønderjysk mytologi nok en gang

Erling Jepsen griber læseren med sin autofiktive fortælling om et omsorgssvigtet barn

Erling Jepsens roman åbnes med en mytologisering af den sønderjyske by Gram, som antager nærmest surrealistisk karakter.
Erling Jepsens roman åbnes med en mytologisering af den sønderjyske by Gram, som antager nærmest surrealistisk karakter. Foto: Joachim Adrian/Polfoto

I sin nye roman ”Gramhavet” vender forfatteren Erling Jepsen, der fik sit publikumsgennembrud med den kritiker-roste roman ”Kunsten at græde i kor” (2002), endnu en gang tilbage til sit barndomsland. Det er på ny temaet om det vanskelige forhold mellem far og søn i en i øvrigt stærkt belastet familie, som gennemspilles.

Romanen åbnes med en mytologisering af den sønderjyske by Gram, som antager nærmest surrealistisk karakter: ”Graver man i jorden i min barndomsby, kan man finde fossiler af kæmpehajer (…), for længst uddøde arter, fortidsmonstre, om man vil, som for femten millioner år siden svømmede rundt i det, der er det oprindelige Gram. Det, som forskere har kaldt Gramhavet. Et hav, der dækkede hele Danmark, det sydlige Norge og strakte sig et godt stykke ind i Sverige.”

Den farverige beskrivelse lægger op til et større arkæologisk arbejde. Og den metafor er sådan set meget betegnende for fortællestilen i romanen, hvor Jepsen konsekvent graver i dybden i sin autofiktive undersøgelse af sin opvækst i en dysfunktionel familie.

Det, der møder læseren , er ikke behageligt. Erling og hans søster Sanne vokser op under så horrible forhold, at det er vanskeligt helt at forstå rækkevidden af rædslerne. Tæsk, incest og psykisk vold er en fast bestanddel af deres liv.

De tre ældste søskende har mere eller mindre forladt reden, da Erling når en alder, hvor han begynder at forstå, hvad der foregår. Mønstret er det samme. Når børnene vokser til og demonstrerer en vis selvstændighed, bliver faderen vred.

Det er ifølge ham et svigt, hvis de halvvoksne børn ikke følger hans linje i et og alt. Samtidig er hans sindstilstand uforudsigelig. På et tidspunkt ser han sig vred på Sanne, fordi hendes orienteringssans er så ringe. Hun farer vild for et godt ord selv i hjembyen Gram.

Faderens kur er enkel. De kører på søndagstur, og så må Sanne selv gå hjem. På den måde kan hun lære at finde vej. Ingen tør gøre oprør mod den stridbare og psykisk ustabile far, og alle spiller derfor med på legen, der lidt efter lidt nedbryder Sanne mentalt. For den stakkels pige kan selvfølgelig ikke finde vej hjem.

Det centrale moment i fortællingen er kampen mellem Erling og hans tyranniske far. Til at begynde med har faderen det absolutte overtag. Lille Erling er den loyale og lyttende søn. Han elsker sin mor, men på et vist tidspunkt bliver faderen misundelig på deres relation; og så må lille Erling gøre sig umage for at blive sin vanskelige fars dreng.

Med årene lykkes det dog for Erling gradvist at løsrive sig fra faderen og friggøre sig fra de mange psykiske og fysiske overgreb.

Man kan rette den indvending mod romanen, at Erling Jepsen har fortalt dele af historien før i andre varianter i sit øvrige forfatterskab, men det ændrer ikke på den fundamentale oplevelse af bogen.

Det er en velfortalt beretning, som lidt efter lidt fæstner sit greb om læseren. Til sidst er man fanget ind af den bevægende fortælling om det omsorgssvigtede barn. Ikke mindst gør det indtryk, når fortælleren flere steder kommer i tvivl om sine erindringer: Var det virkelig sådan, det foregik? Fortælleren slår sig selv for munden, og mytologien revner. Det er fintmærkende litteratur, som sætter tankerne i gang.