Pulitzer-vinder: Laura Ingalls Wilder blev sønderknust på prærien

Laura Ingalls Wilder skrev sine ”Det lille hus”-bøger på en bund af psykisk traume. Med fortrængning og i dyb længsel viskede hun pionerfamiliens fiaskoer ud og skabte en amerikansk mytologi om fremgang og uovervindelighed på prærien ifølge en stor biografi, der netop har vundet Pulitzerprisen

Den nordamerikanske prærie betød fallit, sammenbrud og død for en stor del af de nybyggere, som vovede sig derud. Laura Ingalls Wilder var ingen undtagelse – selvom hun senere transformerede sine oplevelser til syv verdens­berømte bøger om stamina, familiesammenhold og kærlighed til den umådelige, uspolerede natur. –
Den nordamerikanske prærie betød fallit, sammenbrud og død for en stor del af de nybyggere, som vovede sig derud. Laura Ingalls Wilder var ingen undtagelse – selvom hun senere transformerede sine oplevelser til syv verdens­berømte bøger om stamina, familiesammenhold og kærlighed til den umådelige, uspolerede natur. – . Foto: Laura Ingalls Wilder Memorial Society.

Forfatteren Laura Ingalls Wilder var 72 år, før hun endelig undslap et mareridt, der havde hjemsøgt hende i mange år.

”Jeg er ikke gået ned ad den lange, mørke vej, jeg plejede at drømme om, i lang tid nu,” skrev hun til sin datter Rose Wilder Lane i et brev i 1939:

”Den sidste gang, jeg så den ligge udstrakt foran mig, sagde jeg i min drøm: ’Men jeg behøver ikke gå gennem disse mørke skove, jeg behøver ikke gå den vej’.”

Det var armodens dystre sti, hun havde drømt om så længe.

Nybyggerlivet i Guds eget Midtvesten var nådesløst, som forfatteren bag de verdensberømte ”Det lille hus”-bøger oplevede det i anden halvdel af 1800-tallet, hvor hun og familien skrumlede ud i det næsten øde land i hestetrukket prærievogn, bestandigt på jagt efter et homestead, der kunne løbe rundt.

Men det chokerer alligevel, i hvor høj grad dén tilværelse satte spor i sindet, når man læser den amerikanske litterat Caroline Frasers bog ”Prairie Fires – the American Dreams of Laura Ingalls Wilder”, der netop har vundet den prestigefyldte Pulitzerpris som årets bedste biografi.

I de syv bøger, der udgør ”Det lille hus”-serien, hører læseren om præriebrænde, indianere, sult, fattigdom, kulde, handicap og det uendelige, allestedsnærværende arbejde, der var pionerlivets grundvilkår. Og dog er det skønheden, der står tilbage: Familiens integritet, udholdenhed og kærligheden til hinanden og prærien, der en lillebitte stund endnu lå som en uberørt ørken af græs, ”så ren og sød”, som barnet Laura beskriver den selv.

For det var sådan, Laura Ingalls Wilder ville have, at hendes barndom skulle huskes. Bøgerne var resultatet af et livslangt forsøg på at skabe mening ud af oplevelser, der ikke stemte med, hvilken slags mennesker (dygtige, flittige, selvforsørgende), hun mente, familien var. De var hendes succesfulde forsøg på at rydde op i, hvorfor livet slog fejl, uanset hvor hårdt familien arbejdede, og hvor inderligt den troede på, at enhver havde muligheden for selv at berede sig sin lykke på prærien.

”En kraftpræstation udi amerikansk mytedannelse og selvtransformering,” som Caroline Fraser slår fast.

Dermed blotter hun ikke bare en mere barsk og mudret virkelighed bag den historie, Laura Ingalls Wilder etablerede omkring sin barndom. Hun tager også livtag med hele den amerikanske selvfortælling om den uafhængige pioner, som betvang vildnisset med rå vilje og knofedt og skabte nationen USA, en mytologi, som Laura Ingalls Wilder med mere end 60 millioner solgte bøger i høj grad har bidraget til.

Det er som bekendt i udeladelserne, at den mere vanskelige historie putter sig, og der var meget, Laura Ingalls Wilder aldrig fortalte i sine bøger – eller fortalte anderledes, end det faktisk skete.

Det gælder blandt andet årene 1874-1879, da hun var mellem 7 og 12 år.

Det år købte hendes far, poeten og vildmarkselskeren Charles Ingalls, et stykke land uden for byen Walnut Grove i delstaten Minnesota, selvom det var rapporteret vidt og bredt, at høsten på egnen var blevet raseret af græshopper de seneste to år.

Året efter blev hans egen høst lagt øde af insekterne. Han havde investeret alt i jorden og huset på den. Dybt forgældet forlod han familien for at søge job til fods. Det efterår fik Laura en lillebror, og familien modtog en beskeden nødhjælp, som delstaten uddelte til de hungerramte nybyggere.

Året efter hærgede græshopperne igen. Ingalls blev tvunget til at sælge og flyttede 200 mil mod øst, hvor forældrene blev medforpagtere af et hotel. På vej dertil døde Lauras baby-lillebror af en ukendt sygdom. Efter cirka et år stak familien af fra byen, den sneg sig af sted om natten, ude af stand til at betale sin gæld. Forinden nåede Laura dog med gru at overhøre, hvordan en mere velstående dame tilbød forældrene at købe hende af dem til selskabspige.

Hun var ni år og allerede uundværlig for familiens overlevelse. Resten af sin barndom arbejdede hun, ofte med ugelange perioder hjemmefra, hvor hun tjente i fremmede hjem. Familien var returneret til Walnut Grove, men havde hverken land eller hus. De boede her og der og levede af småjobs og velgørenhed.

I 1879 blev storesøster Mary syg og dernæst blind. Hun var 14 år, og katastrofen blev den sidste i den storm af ulykker og armod, der stort set ikke havde sluppet dem i fem år.

Laura Ingalls Wilder ”trådte [aldrig] et skridt tilbage og analyserede, hvilken effekt perioden havde på hende,” skriver Caroline Fraser. Men hendes personlighed slog rødder i den tid: ”impulsivitet, mistro til autoriteter, en intens frygt for den totale forarmelse og en tilsvarende jernvilje rettet mod at bekæmpe den,” var blandt de karaktertræk, den unge pige udviklede.

Ud over seriens syv bind forfattede Laura Ingalls Wilder en mindre helstøbt bog om sit ægteskabs første år, ”De første fire år”. Her skrabede hun i overfladen på alt det, der kom senere.

Hun var 18 år, da hun giftede sig med Almanzo Wilder, pioner og landmand lige som hendes far og uden succes i lige så høj grad som hendes far.

På det tidspunkt boede parret i delstaten South Dakota, hvor de havde købt jord under den på papiret favorable homestead-lovgivning, ligesom i øvrigt Charles Ingalls havde. Caroline Fraser redegør for, hvordan datidens eksperter frarådede opdyrkningen af prærien her, allerede inden nybyggerne kom: Dakotas prærie var alt for tør til de små familielandbrug, massefallit var skriften på væggen, og selvfølgelig gik Wilders ikke ram forbi. I ægteskabets første fire år blev de låst uhjælpeligt fast i gæld, de var ved at dø af difteri, og Almanzo Wilder fik et slagtilfælde, der ødelagde hans fødder og hæmmede ham resten af livet. Inden for 14 dage døde deres spæde søn, og deres hus brændte ned.

”Noget i hende syntes at gå itu,” skrev Laura Ingalls Wilder mange år senere om sit unge jeg, knælende og hulkende foran det brændende hus. Caroline Fraser fortsætter:

”Hvad der end var gået i stykker, så forblev det ødelagt. Det var et slag, økonomisk og følelsesmæssigt, der kom så kort efter, at deres søn var død, at det ikke var muligt virkelig at overvinde det.”

”We do not live, we only stay, we are too poor to get away,” lød i de år en verslinje fra en parodi på en gospelsang, som Dakotas nybyggere digtede og sang.

Sådan var Wilder-parrets liv i årene 1892-1894. De havde et hus med komfur, køkkenbord og stole, og de sov på halmmadrasser på gulvet. Alt andet bohave var pantsat.

Laura Ingalls Wilder syede knaphuller hos en skrædder fra seks morgen til seks aften til én dollar om dagen, mens datteren Rose, født i 1886, blev passet hos sin mormor og moster Mary. Almanzo Wilder tog job som kusk, som maler, i butik.

Det var omkring denne tid, at en ildevarslende hændelse fandt sted. Under et besøg hos Almanzo Wilders forældre gik Rose op ad trapperne til første sal. Hun kastede sig med al sin kraft mod gulvet nedenfor. Hun hævdede som voksen, at hun bare var nysgerrig og ville se, hvad der skete.

”Men det billede, hun uden at vide det tegnede, var af et barn, som var følelsesløs over for kaos og impulsivt udadreagerende,” tolker Caroline Fraser.

Da Wilders omsider havde sparet nok op til at starte forfra igen, emigrerede de til Mansfield i delstaten Missouri. Laura Ingalls Wilders farvel til sine forældre og søstre i South Dakota er hjerteskærende læsning. Hun så kun sin mor og far én gang til i sit liv, og de tre søstre genså hun mindre end en håndfuld gange.

For Wilder-entusiaster er mange af disse biografiske oplysninger kendt stof. Men præsentationen af dem i ”Prairie Fires” efterlader et hul i maven af ærefrygt og vantro: Hvordan klarede de det dog? Og her går noget nyt op for læseren: Det gjorde de heller ikke.

To babydrenge døde, Mary blev blind, og Almanzo blev halt. Også Charles Ingalls måtte opgive at få et rentabelt landbrug ud af prærien og døde, da han var 66 år, slidt op. Laura Ingalls Wilders to lillesøstre Carrie og Grace forblev fattige, og Grace og hendes mand var afhængige af understøttelse.

Rose Wilder Lane blev en berømt (og berygtet) journalist og forfatter, og hun var sin mors uundværlige redaktør. Men hun var i perioder dybt depressiv og flere gange selvmordstruet. Hendes forhold til moderen var på én gang symbiotisk og konfliktfyldt. Problemerne trak tråde tilbage til Roses kaotiske barndom og den sammenbidte, utilgængelige mor, som havde givet sin datter følelsen af at være forkert, ensom og forvirret. I årevis boede den voksne datter på sine forældres gård. I årevis nægtede hun helt at besøge dem.

Og så var der Laura Ingalls Wilder selv. Hun skrev sine bøger på dette sammenrend af traumer.

”Minder!”, udbrød hun i den klumme, hun havde i delstatens landbrugsavis, da hun i 1924 modtog nyheden om, at hendes mor var død. Hun havde ikke set hende i mere end 20 år:

”Vi samler dem livet igennem, om vi vil det eller ej. Nogle gange spekulerer jeg på, om de bliver vores skatte i himlen eller de altfortærende pinslens flammer, som vi tager dem med os, når også vi skal herfra.”

Hun var 63 år, da hun begyndte at skrive sin barndoms fabel. Den var et dybt suk af længsel efter den familie og det land, hun havde elsket så højt, og som var borte nu. Men den var også redigeret af en psykisk blokering.

Caroline Fraser beskriver, hvor meget processen plagede hende:

”Hun tvang på pinefuld vis sine tanker tilbage til det foregående århundrede, hun masede på, mens hun lå vågen nat efter nat på grund af minderne om familiens ulykker, de fejlslagne afgrøder, hendes søsters sygdom og blindhed. Det havde været knusende at overleve, og det var sønderknusende at genopleve.”

Udkast til manuskripter afslører, hvor hun gav op.

”Forkert start” skrev hun på en blank side i en kladde til seriens bind fire, ”Huset ved søen”. Hun havde kasseret et forsøg på at beskrive, hvad den 12-årige Laura følte, da Mary blev blind. Det lykkedes hende aldrig at skrive scenen selv, det blev Rose Wilder Lane, som konstruerede den til sidst.

I stedet spandt hun minderne om en anden slags sandhed: Hun dvælede ved forældrenes værdier og de episoder, hvor deres gode egenskaber trådte frem. Hun fortalte om sin metode til et foredrag i 1937, da de første bøger allerede havde gjort hende til en lokal berømthed.

”Det er den samme tanke om livsværdier, der løber som en gylden tråd gennem alle mine historier. De værdier er mod, selvstændighed, uafhængighed, integritet og hjælpsomhed. Munterhed og godt humør var modets tjenere,” sagde hun.

Laura Ingalls Wilder trak det værste fra og lagde lidt til det bedste. Men den følelse, som hun bestandig søgte at få frem, var gennemført autentisk, skriver Caroline Fraser:

”Det var dette dunkle forhold til sandheden, der gjorde hende i stand til at transformere sin families livslange genvordigheder til et helstøbt portræt af uovervindelighed, sikkerhed og succes.”

Laura Ingalls Wilder sluttede sin serie, da karakteren Laura var 18 år, på den dag, hun blev gift. I den sidste scene i det sidste bind sidder hun og Almanzo på tærsklen til det splinternye lille hus, de snart skulle miste. Månen badede dem i sit lys.

Intet, der siden skete, skulle få en plads i hendes litteratur, og dét er Laura Ingalls Wilders mest markante retouchering af hendes historie om Amerikas nybyggere.

”Wilder kunne ikke gå længere. Hendes livshistorie, gendigtet som en amerikansk historie om fremgang, var løftet op af sin autenticitet og badet i en uudsigelig sorg. Men for resten af sit liv var hun færdig med alt det. Hun havde genrejst familiens lykke og lod, i fakta og fiktion,” skriver Caroline Fraser:

”Hun havde sat alt det på plads, der engang føltes forkert.”

Fra venstre: Tre af de fire søstre Carrie (10 år), Mary (15 år) og  Laura (13 år).
Fra venstre: Tre af de fire søstre Carrie (10 år), Mary (15 år) og Laura (13 år).

Foto: Laura Ingalls Wilder Memorial Society