”Jeg havde på mange måder tænkt, at min mors liv var stagneret. Nu blev flere lag stadig synlige, som gravet frem af en ubetænksom arkæolog,” skriver Kasper Kaum Bonnén i sin gribende og fine erindringsbog om sin mor, Britta.
Den dansende skrift ”ind til min mor” er en skildring af en chokoplevelse som er almen, en forælders død.
Og selvom det er ventet, på sin vis, at nogen skal dø, også ens nærmeste, er det også noget, der udløser et mentalt jordskred for de flestes vedkommende. Der skal ryddes op og ud. Ting revideres og alle de spørgsmål, store som små, man nu aldrig får svar på, kan alligevel stilles. Sorgarbejdet påbegyndes.
Kaspar Kaum Bonnéns mors sygdom fylder godt op i landskabet. Sjældent er der skrevet så godt og vibrerende, ikke udleverende, poetisk og ikke-klinisk følsomt om en søns forhold til sin mor, der prøvede i skyggen af 68-generationen at få fodfæste i tilværelsen som kreativ. Vi forstår, at det er skyggesiden af Københavns Nansensgade og medaljen, der har fået stemme her. Moderens ture til de brune værtshuse og mange indlæggelser på psykiatriske hospitaler er omdrejningspunkt.
Vi er på en måde lukket ind i ikke blot de værelser, et barn bebor, men også det mentale rum, som mennesket kan fare vild i, når sproget går i hårdknude.
Kaum Bonnén skriver sig frem, rydder op i sproget og farer selv vild i ny og næ. Men kommer tilbage. Taber aldrig tråden ind til den klare fortælling om en opvækst, der gjorde, at fokus måtte findes uden for hjemmet.
Det er en tilblivelseshistorie og en dannelsesproces. Og en kærlighedserklæring til det allervanskeligste. At acceptere den figur, der kastede skyggerne, eller den sygdom, der udløste maniske tilløb og vrangforestillinger i et væk. Sønnen blev forfatter og billedkunstner. Han maler rum. Og han skriver dem frem. Og det gør han eminent godt.
Der er en rytme som tidevand gennem bogens forløb der helt konkret er inddelt i små kapitler, som har overskrifter som ”Døren”, ”Pokal”, ”Nansensgade”, ”Hjem”, ”Begravelse” og så videre.
Vi hører om døren ind til lejligheden, hvor Kaspar finder sin livløse mor. Om den brune fidusbamse – den ydmyge pokal, han vandt som bedste fodboldspiller som dreng, om hjemmet i Nansensgade og døden og begravelsen. Sidst sorterer han moderens efterladte papirer, og bogen toner ud i et magisk afsnit, der blot rummer ”Min mors digte”, der aldrig blev udgivet, men ikke desto mindre er læsværdige og temmelig gode som en stemme inde fra et magtesløst menneske under en indlæggelse:
min fortælling forandres til en diagnose
og ud af den to piller, som om det var pointen
kørt gennem en oversættelsesmaskine
to farvede prikker i min hånd.
Det er rørende. Omsorgsfuldt og nænsomt har Kaspar Kaum Bonnén forvandlet et negativt stof, en historie om glemsel og svigt, der kunne formørke enhver familierelation, til noget æterisk svævende litteratur, der vil blive stående.
Her er ingen ”smartness”. Og det er der heller ikke på bogens omslag, som er af en sådan radikalitet at man næppe samler den op som lækkerbisken. Et let forvredet ansigtudtryk i et snapshot. En flygtig skikkelse i imiteret pels kigger ud på os, som om der var langt langt ind til min mor, som fotoet angiveligt må forestille. Ikke noget skønhedsportræt, men en nødvendig fortælling fra livet inden for murene. Også sindets.
En Tove Ditlevsensk bedrift, denne erindringsroman om livet med og døden for en skizofren mor.
Kaspar Kaum Bonnén: Ind til min mor. Forlaget Vandkunsten.