Søren Pinds filosofikum endte som så meget andet i papirkurven

Tilgivelsen er en væsentlig del af kunsten – både hos H.C. Andersen og Bertolt Brecht

Mens Søren Pind var uddannelsesminister, nedsatte han et udvalg til at overveje et nyt filosofikum: et alment dannelsesfag på alle videregående uddannelser. Men så gik ministeren af, og det hele endte, som så ofte før, i papirkurven. Søren Pind var åbenbart den eneste, hvem sagen lå på sinde, skriver Per Øhrgaard.
Mens Søren Pind var uddannelsesminister, nedsatte han et udvalg til at overveje et nyt filosofikum: et alment dannelsesfag på alle videregående uddannelser. Men så gik ministeren af, og det hele endte, som så ofte før, i papirkurven. Søren Pind var åbenbart den eneste, hvem sagen lå på sinde, skriver Per Øhrgaard. . Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix.

I en af sine essaysamlinger citerede Villy Sørensen en landmand, som til tv havde udtalt, at hans afgrøder "i virkeligheden er udenlandsk valuta". Det grinede jeg meget ad dengang.

Det gør jeg ikke mere. Det fremgår af årtiers uddannelsespolitik, kronet nu med regeringens forslag om at halvere mange kandidatuddannelser på universiteterne, at unge mennesker i politikeres og planlæggeres øjne "i virkeligheden" er fremtidig arbejdskraft. At de også er mennesker, er blot en generende biomstændighed.

Vi kender alle de kedelige frugter og grøntsager, som er blevet tvangsmodnet og derfor ikke smager af noget. Mennesker har det også med at skulle modnes, hvis de skal blive til noget, de selv og vi andre kan have gavn og glæde af. Men det tages der ikke hensyn til i planlægningen. Det er meget nemmere at regne med taxametre, årsværk, ECTS-point, SU-udgifter med mere. Her behøver man ikke at se på, at det er mennesker, man har med at gøre.

Disse betragtninger er naturligvis ren romantik. Derfor skal de heller ikke stå alene. Selvfølgelig skal der planlægges og regnes! Men hvis formålet med al den kvantificering også defineres udelukkende kvantitativt, som konkurrenceevne eller nationalprodukt, så kører tingene i ring, og nationens åndelige ressourcer kommer lige præcis ikke til udfoldelse. Det har skadelige følger for både konkurrenceevne og nationalprodukt – for slet ikke at tale om glæder og fornøjelser, tro, håb og kærlighed. Vi har alle læst mange artikler om vantrivsel i skolen.

Tendensen i alle uddannelsespolitiske "reformer" i de seneste mange år har været snæver målrettethed i stedet for studier. Hvad er forskellen? Det er horisonten: om man har fået mere med end sin rent faglige, afgrænsede viden. Om man foruden at have fået færdigheder også har lært at tænke, at kunne se sit fag i sammenhæng med ikke blot andre fag, men også med livet i det hele taget. Man taler tit om manglende tid til fordybelse. Men der skal i endnu højere grad være tid til at slå ørerne ud og spærre øjnene op – til horisontudvidelse.

Jo snævrere man definerer fag og uddannelse, desto mere kan man naturligvis forkorte dem. I en sprogstudiebeskrivelse på Copenhagen Business School hed det allerede for flere år siden advarende: "Du kommer ikke til at beskæftige dig med skønlitteratur!" (Og nu er sprog så i det hele taget rationaliseret væk).

Specialisere sig kan groft sagt enhver (fag)idiot. Det, som skaber den gode fagperson, er alt det andet: horisonten. At komme af med nogle af de skyklapper, som vi alle har med hjemmefra. At kunne se ud over sin egen næsetip. At kunne gøre sig skikket til myndig deltagelse i samfundslivet. Og så må farten afpasses efter forholdene. Man kan ikke køre lige stærkt hele tiden.

Det gælder al skolegang og alle uddannelsesforløb. Hvis for få søger ind på erhvervsuddannelserne, kunne det jo skyldes, at de ikke er attraktive nok. Altså skulle man hellere løfte dem end smadre universitetsstudierne. Omvendt kunne man give mere plads til praktiske og musiske fag i skolen. Gerne i en fast fagrække, som jeg foreslog for nylig. Jo flere valgfag, desto større fare for en for tidlig specialisering, som lader skyklapperne blive siddende.

Mens Søren Pind var uddannelsesminister, nedsatte han et udvalg til at overveje et nyt filosofikum: et alment dannelsesfag på alle videregående uddannelser. Det lykkedes faktisk en bredt sammensat gruppe at udarbejde et fælles forslag. Men så gik ministeren af, og det hele endte, som så ofte før, i papirkurven. Søren Pind var åbenbart den eneste, hvem sagen lå på sinde.

Det skal i øvrigt fremhæves, at repræsentanten for professionsskolerne var en af de varmeste fortalere for et filosofikum. Den modsætning mellem faglighed og horisont, som lyser ud af regeringens nye forslag, dyrkede han bestemt ikke.

Oplysning være skal vor lyst!, sagde den gamle. Men nu har vi en flertalsregering, som ikke behøver at tage hensyn til noget. Det gør den så nok heller ikke.

Klummen ”eftertanken” skrives af professor, forfatter og tysklandsekspert Per Øhrgaard.