Søren R. Fauth beskriver det moderne menneske med hovedet i honningkrukken

Gribende og erfaringsnært bevæger Søren R. Fauth sig gennem de bristede relationers land i "En rejse til mørkets begyndelse". Det handler om det moderne menneske, der sidder fast i sig selv med hovedet oppe i honningkrukken

Søren R. Fauth har skrevet et langdigt om det moderne menneske, som sidder med hovedet i honningkrukken, og som får sit liv slået i stykker af de relationer, der skulle bære det: børn, ægteskab og arbejde. Arkivfoto.
Søren R. Fauth har skrevet et langdigt om det moderne menneske, som sidder med hovedet i honningkrukken, og som får sit liv slået i stykker af de relationer, der skulle bære det: børn, ægteskab og arbejde. Arkivfoto. . Foto: Liv Høybye Jeppesen.

”En rejse til mørkets begyndelse” er tredje bind i Søren R. Fauths selvpiskende langdigt. Et langdigt, der til tider beskriver meget private forhold, men som netop ved det, gør det meget vedkommende. Det handler om Fauth, men det handler også om os.

I første bind ”Digt om døden” drejede det sig om hans far, som måske skulle dø, men i hvert fald overlever på et plejehjem frem til tredje bind, men det handlede også om oprindelse. Om en farfar, der var faldet i tysk tjeneste i 1944 på østfronten. Andet bind, ”Moloch”, er ren opløsning på grund af hustruens utroskab med en kollega. Manden konfronteres, og han siger til ham, at forholdet ikke primært var seksuelt, men ontologisk. Ontologisk utroskab. Utroskaben er et desperat forsøg på at undslippe døden, og det ontologiske er værre end det seksuelle. At det er ontologisk betyder, at vores relationer er dømt til at gå til grunde. Andet bind kredser også om den afdøde søster Mette, som rækker ind i tredje bind. I dette bind etableres et nyt forhold til en kvinde. Et forhold, som heller ikke er uden knaster, og som måske opretholdes for at børnene ikke skal opleve endnu et brud og endnu en opløsning. Skammen overfor børnene er måske det bærende i det nye forhold.

Det er en rejse til mørkets begyndelse, hvilket selvfølgelig spiller på Josefs Conrads bog ”Rejsen til mørkets hjerte”, men hjerte er nok i denne forbindelse et for stort ord.

Mennesket er, som det udtrykkes, da han læser Luther, et væsen, der ”lever med hovedet oppe i egen røv”. Indkroget i sig selv, så at det tror, at det er uden skyld og uden skam, men erfaringen viser det modsatte. Langdigtets antropologi er på sin vis en stor beskrivelse af det lutherske menneske. Sammen med den nyere europæiske kulturhistorie fra Arthur Schopenhauer til Peter Plys, der ender med hovedet i honningkrukken. Luther og Peter Plys beskriver forskellen på mennesket dengang og nu, men positionen er den sammen.

Jo mere digtet beskriver, jo mere skyld og skam skal der håndteres. Det forsøges at få det cyklet væk og sågar sulte det væk, for tænkes væk kan det ikke. Samtidig trækkes der lange spor tilbage til fortiden. Til forældrenes fortid, og i dette bind særligt moderens, og til barndommens svundne land, hvor barndomsvenners liv synes at være så ukompliceret. Han læser Célines ”Rejsen til nattens ende”, og har det på samme måde: Midt i meningsløshed og barbari ønsker han kun at komme væk og konfrontere det.

For livets mening skulle være skøn og virkeligheden smukkere end drømmen, og det var også meningen, at mørket skulle have en afslutning. Det har det tilsyneladende ikke. Hvor Célines bog rejste til nattens ende, og vel dog har en egen mening midt i dystopien, så rejser han til mørkets begyndelse. Men de deles om ikke at have nogen forsoning. Forsoningen kan de ikke selv etablere. Søren ender i mørket og fastholder det. Sidder med hovedet i honningkrukken. Mørket er sandheden og derved sandheden om mennesket. Det er masker på masker, og ingen kan rive dem af, for de bliver ved med at være der. Man kan ikke træde i karakter men ender med at træde i karikatur, og ikke engang en gang imellem kan man opføre sig om et ægte menneske. Det moderne menneske er som Tornerose, men i modsætning til hende trænger det moderne menneske til en tjørnehæk og til at sove i hundrede år.

Alt menneskeligt synes fuldstændigt meningsløst. Men det betyder ikke, at verden er uden mening. Solens sølvglinsende stråler i vandet er ikke meningsløse. Det er mennesket, der er problemet. Det er menneskets relation, der er problemet.

Der rækkes bagud måske for at finde meningsfulde relationer i fortiden. Mennesker, der ikke er uden mening. Beskrivelserne af dem er meningsfulde og gode, men det er som om, at det ikke kan etableres.

Søren R. Fauth har skrevet et langdigt om det moderne menneske, som sidder med hovedet i honningkrukken, og som får sit liv slået i stykker af de relationer, der skulle bære det: børn, ægteskab og arbejde. Børnene har lyst til at smadre en, som det udtrykkes, fordi man på samme tid skal være autoritet og ikke-autoritet. Ægteskabet falder fra hinanden på grund af utroskab og andre relationers indgriben. Og arbejdet, hvor der skal oversættes bøger, glider ikke. Men da det moderne menneske i høj grad er sine relationer, så er det opløsende, at det netop er relationerne, der får tingene til at briste. Og der, midt i de bristede relationer, er mørkets begyndelse.

Det er et både gribende og erfaringsnært langdigt. Digtet er som sagt sine steder meget privat, men det er også utroligt vedkommende, og den tankestrøm, som digtet også er, indkoger læseren i teksten, så man ser, at forløsningen og forsoningen må komme andetsteds fra. Den kommer ikke fra det fortabte menneske.