”Jens August Schade sad her når han gad”, står der med sirlige bogstaver som en konges mindesmærke over indgangen til værtshuset Skindbuksen ved Kongens Nytorv midt i København, hvor den flittige digter Jens August Schade (1903-1978) havde sin faste plads. Indenfor er han også malet med et glas rødvin og et hof af lystige mennesker – allerhelst kvinder, som han berusede med sin poesi. Nogle mener, at han ligefrem boede her gennem flere år, når han ikke fik bedre tilbud om at sove andre steder.
Men sikkert er det, at digteren, der oprindelig kom fra Skive, var en af Københavns mest berømte bohemeskikkelser. ”Den lyse digter” brandede han sig selv som, og den titel købte hans læsere, selvom han altså helst sad og skrev digte i bodegamørket.
Jens August Schade var ikke kun poesiparnassets hyggeonkel, men også godt stof for datidens kulørte magasiner. Sangeren og sangskriveren Søren Sko var således ikke mere end seks-syv år, da han så Jens August Schade omgivet af damer i et af sin mors ugeblade.
”Jeg tror, at det var første gang, jeg fandt ud af, at man også kunne være digter. Det gjorde mig nysgerrig, og det er da sjovt at tænke på, at det var lige her, han skrev mange af sine digte,” siger Søren Sko, da vi sidder på Jens August Schades gamle poesiværksted ”Skindbuksen” som dagens første kunder, mens stilheden kun afbrydes af smørrebrødsmaskineriet ude i køkkenet. Men selv uden røgtåger og øl på bordet kan man godt fornemme stedets ånd, og de mange kække replikker og spontane digte, som føg gennem luften på Schades tid.
I dag står der også et klaver på værtshuset, som Søren Sko også lige giver et nummer på, men det er i DR 1-programmet ”Helt lyrisk”, man snart kan høre ham synge Jens August Schades digt ”På café”, som han har sat musik og melodi til, så det er blevet til sangen ”Stærke som løver”. Og da han læste digtet, blev han så suget ind i det, at han for første gang begyndte at skrive sine egne sange på dansk:
”Jeg har ellers aldrig dyrket digte. Jeg har skrevet sange, men jeg synes, at der er stor forskel på digte og sange. Digte kan stå for sig selv, det kan mine sange ikke. De er skrevet for at indgå i samspil med musikken i en glad enhed, og mens Schades sprog er ladet med billeder i hver eneste sætning, er mine sangtekster mere som små noveller med historier i. Schade skriver skønt. Man skal være lavet af træ, hvis man ikke bliver ramt af det. Det blev jeg i hvert fald. Men jeg kan godt forholde mig til hans lyse sindbilleder. Jeg har også altid skrevet meget lyst. Jeg er måske den lyse sangskriver. Det falder mig i hvert fald meget naturligt at skrive sange, når jeg er glad. Og så fik jeg fat i førsteudgaven af digtsamlingen, han har måske siddet og skrevet det lige her. Det er da fantastisk,” siger Søren Sko, der især faldt for Schades musikalske, men stadig let afkodelige lyrik.
”Han skriver fantastisk ligetil, så man forstår det første gang. Man skal ikke spørge en eller anden litteraturprofessor, hvad meningen er. Schade skriver om det liv, der udspiller sig lige omkring ham, og hans tanker om det på en meget ligefrem måde. Det kan jeg godt lide. Han skriver dybest set bare om sit eget liv, ligesom vi andre gør. Han skriver om, hvordan det går utrolig skidt, og andre gange er han helt oppe at køre på en rødvinssky. På den måde er det fuldstændig ligesom at skrive en sang. De fleste gode sange er jo skrevet af folk, der skriver om sig selv. For så bliver det ægte nok til, at andre kan spejle sig i det. Og Schade giver enormt meget af sig selv og enormt meget af sit rige sprog, som når han for eksempel skriver, at han ’karrusellerer’ ud af caféen med sin kvinde. Man ser jo for sig, hvordan de danser ud af caféen, og det kan jeg sagtens selv forholde mig til.”
Søren Sko har foreløbig skrevet fire nye sange på dansk, der udkommer til foråret sammen med Schade-sangen ”På café”, som altså i Søren Skos udgave har fået titlen ”Stærke som løver”. Blandt de nye sange er ”Midsommertøs”, som med banjo og glade countryakkorder har lidt af den samme stemning af beruset forelskelse i sig selv som ”På café”:
”Det er en hyldest til min hustru, men jeg har allerede mødt folk, der er bekymret for, at jeg siger tøs, som om det er MeToo-agtigt i sig selv at sige tøs. Men hvis man ikke kan sige det længere, så står verden da ikke mere, og midsommertøs er jo også mit eget ord,” siger han, mens Jens August Schade hæver sit rødvinsglas i tavst bifald på maleriet bag ham.
”Det er utroligt, at Schade kunne skrive så godt, mens han sikkert drak tæt. Jeg tror, at det er en kunstnermyte, at folk skriver bedre på stoffer og alkohol. Jeg tror snarere, det er på trods af stoffer og alkohol, at meget kunst er blevet skabt. Jeg tror, at den bedste kunst kommer fra et klart hoved. Jeg kan i hvert fald ikke selv spille musik med promiller i blodet. Hvis jeg får én øl, inden jeg skal optræde, bliver jeg 20 procent ringere, så det har jeg aldrig rigtig dyrket,” siger Søren Sko, som til gengæld får hjælp andre steder.
”Jeg er selv ret ringe til at spille både guitar og klaver, så når jeg skriver sange kommer jeg ofte med nogle lidt grove skitser, som min producer så arbejder videre med. Det er ligesom at få julegaver. Nogle gange vil man gerne have dem byttet, men det er altid spændende at se, hvad han får ud af det, og så arbejder vi videre med det.”
Foreløbig har ”Helt lyrisk” altså ført til fire danske sange, og måske bliver det også til julesange i fremtiden. For det er ikke kun Schade, der er begyndt at optage Søren Sko, men også kirkemusik og ikke mindst julens sange og salmer:
”Jeg synes, at man skulle synge dem noget mere. Jeg kan også godt lide at gå i kirke for at synge sammen med en hel masse andre mennesker. De seneste år er jeg i det hele taget begyndt at gå mere i kirke. Jeg går måske i kirke en gang om måneden. Det er ikke noget, jeg fik med hjemmefra. Min fars familie var kommunister, inden han selv endte som venstremand. Men efterhånden som jeg langsomt selv nærmer mig den store udløbsdato og måske Himlen eller Helvede, har jeg nok haft brug for et ekstra lag af eftertænksomhed. Det har jeg fundet i kirken. Når man går ind i kirken, er det, som om alt bliver fredfyldt og stille. Freden ligger ligesom i selve kirkerummet. Men det hænger også sammen med præsten, at jeg er begyndt at gå i kirke. Jeg bor på Frederiksberg, hvor vi har Lars Gustav Lindhardt som præst, og han er altid klog at høre på. Jeg bor lige om hjørnet fra hans kirke, så når det passer, kan jeg godt lide at komme i kirke. Men der er også præster, jeg ikke gider at lytte til,” siger Søren Sko og griner, inden han tilføjer:
”Men Lars Gustav er en god, ung præst, der taler fornuft. Han viede også mig og min kone, hvor han sagde, at det ville være patetisk, hvis han som 32-årig skulle give os ægteskabsråd, når vi var så meget ældre, så vidste vi nok, hvad handlede om. Det, syntes jeg, var fedt. Men jeg kan også godt lide kirkens rum og musik. Her i december skal jeg også ind at høre Händels ’Messias’. Og selvom det er rimelig nyt, at jeg er begyndt at gå i kirke, har jeg altid skullet ind i dem, når jeg har rejst. Alle veje fører jo til kirker, især i Rom, hvor man næsten ikke kan komme ud af dem,” siger Søren Sko, som altså ender med at tale om kirken på værtshuset, inden den kendte sangskriver ikke gider sidde der mere.
En god sang,
et lille skørt mirakel
udgår af grammofonen
mens jeg tier.
Og til alles forbavselse
rykker jeg stolen bort under mig,
og bliver siddende.
Foran mig sidder en pige
med grimme tænder
og flygtige øjne.
Hun tier.
Vi to véd
hvad der foregår indeni hinanden,
og stærke som løver kysses vore sjæle.
Hun stiger op i luften,
og jeg med,
vi finder hinanden
dér over bordene.
Og til drøn og klapsalver
over sangens mirakel
vikler vi os om hinanden
og karusellerer ud af caféen.