Søren Ulrik Thomsen: Det største forstås bedst gennem det mindste

Søren Ulrik Thomsen sammenligner opstandelsen med lyden af en cykelklokke i morgenmørket i sin nye anmelderroste bog ”En hårnål klemt inde bag panelet”, der er inspireret af en lille hårnål og handler om alt det, der findes, inden det bliver en del af en eftertid, der hele tiden vokser

Storbypoeten Søren Ulrik Thomsen har samlet en stor del af inspirationen til sin nye bog ”En hårnål klemt inde bag panelet” ved at færdes i København.
Storbypoeten Søren Ulrik Thomsen har samlet en stor del af inspirationen til sin nye bog ”En hårnål klemt inde bag panelet” ved at færdes i København. . Foto: Leif Tuxen.

Honningmadden i hånden stråler til alle sider, da digteren og essayisten Søren Ulrik Thomsen står i sit lille københavnerkøkken og spiser en bid brød, mens vi venter på, at tevandet koger færdig.

Selv virker han også ramt af forårslyset, der altså endelig, endelig, endelig vælder ind gennem køkkenvinduet.

Læs anmeldelsen af Søren Ulrik Thomsens nye bog her  

Uanset om man tror på opstandelsen, som Søren Ulrik Thomsen gør – mest fordi han ”ikke kan tro på det modsatte”, er der unægtelig noget smukt over, at det danske forår falder sammen med påskens opstandelsesfortælling.

Vinterens mange korte, mørke dage kan føles som én lang langfredag, så når forårssolen endelig viser sig og omfavner byens små krokusblomster, skraldespande og honningmadder gennem køkkenvinduer, virker hver eneste stråle som en uventet velsignelse.

”Jeg var ude at gå en tur i dag, og det er, som om vejret spejler mit humør. Vejret er godt, og jeg er også glad og optimistisk for tiden. Jeg ved godt, at årstiderne er ligeglade med, hvordan jeg har det. Men for mig betyder det noget at se en sammenhæng mellem den indre og ydre verden. Selvom besjæling er ugleset i moderne litteratur, elsker jeg også, når det tordner som optakt til dystre hændelser i en gotisk roman,” siger Søren Ulrik Thomsen smilende, mens vandet koger i køkkenet.

Det minder lidt om en scene i Jørgen Leths film ”Jeg er levende” fra 1999 om Thomsen, der netop har skrevet ”vandet koger/jeg er levende” i et digt engang.

Sådan har storbypoeten altid forbundet de små, konkrete ting med det svimlende store i sit roste forfatterskab. Og i onsdags udkom en ny forårsudgivelse til samlingen med bogen ”En hårnål klemt inde bag panelet”.

Seks stjerner fik den her i avisen, for bogen er fuld af små, stærke historier, der spejler de store ting i livet.

Inspirationen kommer i høj grad fra byrummet i København, der har kaldt på mange forskellige erindringer og tanker i Thomsen. Men også herinde i lejligheden er rummene fyldt med en slags personlige museumsgenstande, der lyser af minder.

I gangen hænger indrammede gamle bogforsider under de spækkede bogreoler langs loftet, og i stuen kan man både finde udstoppede dyr, en plakat fra et poesiarrangement i begyndelsen af 1980’erne med Michael Strunge, Pia Tafdrup, Poul Borum og Søren Ulrik Thomsen.

På skrivebordet har han en sort retrotelefon stående, og overfor hænger et hvidt, rundt gipsrelief af Thorvaldsen, der som Ingemanns ”Lysets engel går med glans” forestiller en engel, der løfter to sovende eller døde børn op mod Himlen.

”Det fik jeg af min gode kollega Merete Torp til min 40-årsfødselsdag. Det er meget smukt. Og nu minder det mig oven i købet også om min kones arbejde, hun er afdelingssygeplejerske på Sankt Lukas Stiftelsens nyoprettede børne- og ungehospice, Lukashuset. Man skal være både meget stærk og meget følsom i det job. Hvis man kun er stærk, dur det ikke, men hvis man kun er følsom, går man jo hjem efter en halv time,” siger han som en hyldest til sin hustru.

Det er dog en helt anden kvinde, der har inspireret til Thomsens nye værk. For her i lejligheden fandt han faktisk en hårnål klemt inde bag panelet – som det sidste efterladenskab fra den kvinde, der engang boede i lejligheden før ham.

”Hele bogen er også som den hårnål. For ligesom hårnålen er et levn til eftertiden, er bogen det også. Det er heller ikke tilfældigt, at bogens undertitel er ’Noter fra eftertiden’. For den handler meget om tid og eftertid. Men jeg er jo forfatter – ikke teoretiker – så hvis du spørger mig, hvad tid er, går jeg helt i stå, men konkrete ting kan sætte tankerne i gang. Og det har i høj grad været minder og indtryk fra byens rum, som så har fået mig til at tænke. I den vekselvirkning mellem minder, sansninger, iagttagelser og refleksioner er teksterne blevet til.”

Har du også været inspireret af Søren Kierkegaards aforismer fra ”Enten-Eller”? Han gik jo også rundt og samlede inspiration i København...

”Det kan sagtens være, men jeg har ikke været bevidst om det, selvom jeg faktisk citerer en af dem i bogen. Hvis jeg positivt ved, at en af mine tekster kun kunne være skrevet takket være en anden forfatters tekst, henviser jeg til den i en note. Men der er jo uendelig mange inspirationskilder til sådan en bog. Så noteapparatet kunne principielt være fortsat i det uendelige. For enhver tekst er flettet ind i tusind andre tekster.”

De godt 100 tekster i Thomsens nye bog står fortløbende efter hinanden uden overskrifter. Og det er helt bevidst, forklarer han:

”Det er en bog, som jeg har ønsket at skrive i mange år og gået og nedfældet stikord til. Princippet har været, at teksterne hverken skulle have en bestemt længde eller opfylde bestemte genrekrav, men være lige nøjagtig dét, de hver især er. Nogle tekster er på flere sider, mens andre er på én linje, som for eksempel: ’Det er morgen igen, det er ikke endnu, det er nådens tid.’ Nogle af dem er essayistiske refleksioner – som dén om forskellen på anerkendelse og bekræftelse eller dén om forholdet mellem kunst og politik – mens andre nærmest er prosadigte. Teksterne er, hvad de nu engang er, og derfor ville jeg også have, at de skulle være fortløbende og uden overskrifter. For hvis de stod på hver sin blanke side, ville de stå på hver sin piedestal med overskriften som en slags konklusion, men det giver en særlig læseoplevelse ligesom at snuble igennem dem på samme måde som gennem digtene i ’Det værste og det bedste’. På den måde er man aldrig sikker på, hvad den næste tekst er. En tekst kan være morsom, og så bliver man måske chokeret over, at den følgende er sørgelig, og så skiftes der igen gear til rene sansninger. Jeg kan godt lide, at man ikke ved, hvad der venter om det næste hjørne.”

Ligesom i livet?

”Ja, ligesom i livet. Og teksternes strømmende form har måske også netop givet bogen en lethed, der har kunnet bære nogle mere tunge erindringer, for nu at udtrykke det lidt paradoksalt.”

Foto: Leif Tuxen

Sådan skriver Søren Ulrik Thomsen for eksempel om ”Tosse Birthe”, der måske ligefrem skammede sig over at være til, og om den idealistiske, men uligevægtige landsbylærer, der endte med at hænge sig på sin 50-årsfødselsdag. Og sådan svinger bogen mellem små og store historier om, hvordan man i ét glimt pludselig kan forstå det ellers ufattelige holocaust, om formskiftet fra 1968, mens det virker, som om teksterne på den måde har samme vægtløshed over for hinanden som unge mennesker i de subkulturer, Thomsen også skriver om.

Og pludselig går man forbi en bygning, hvor der boede en, man kendte, men som nu for længst er død. Og sådan bliver man konstant mindet om, at man selv er en del af en eftertid, der vokser, fortæller han:

”Når jeg går tur ved havnen og ser de nye bygninger, der fuldkommen har ændret Københavns skyline, tænker jeg, at de er bygget til en fremtid, jeg ikke vil blive en del af, mens andre huse har stået et par hundrede år før, jeg blev født. Og det handler bogen meget om. At der har været mennesker før os i byen, og der vil være mennesker efter os, og at det både er en trøst og en utålelig tanke, at vi hverken er de første eller de sidste,” siger han, inden han forsvinder ud i køkkenet for at lave mere te.

”Et andet tema er at prøve at snyde den redigerede fortid, både ens private fortid og den store historie, der har det med at stivne til klichéer,” siger han, da han vender tilbage:

”Og det kan være små ting, der pludselig får en til at forstå fortiden på en ny måde. Jeg har aldrig kunnet forstå bunkerne af afpillede lig i Auschwitz, men da jeg i synagogen i Berlin så et foto fra førkrigstiden af en lille nuttet jødisk baby med solbriller på, fattede jeg pludselig, at han få år senere skulle dø sammen med en stor del af sin familie. Og selvom jeg før havde set de makabre billeder fra dobbeltmordet på Peter Bangs Vej, følte jeg en særlig pinlighed, da jeg så den dræbte dames tandprotese udstillet i en montre på Politimuseet. Jeg kan godt love dig for, at de billeder, der findes fra gerningsstedet, er voldsomme. Men det var alligevel den dér lille tandprotese, der satte nogle tanker i gang i mig. Og det endda tanker, som slet ikke drejede sig om mordet, men om hvorfor kunstige tænder forekommer så obskøne. Sådan er bogen nok opstået af små ting, der har sat tankerækker i gang. Men det var faktisk ikke noget, jeg var bevidst om, mens jeg skrev. Og det er godt. For så var det måske blevet et fortænkt princip.”

Men har du ikke altid skrevet sådan – om vand, der koger, mens man lever, og kodimagnyler, der opløses i vand og får en til at tænke, at man også skal væk en dag?

”Jo, der er tit to etager i mine digte. En hverdagsagtig og så en mere metafysisk. Og når mine digte skal oversættes, sker det af og til, at oversætteren kun fanger den ene etage, så digtet enten bliver for fladt eller for højstemt. Begge dele skal være der, så der kan løbe en gnistrende strøm mellem de to etager. Men det er lyden af den blanke lille cykelklokke i morgenmørket, der kom først, og så fik mig til at tænke på den ellers så uforståelige opstandelse. Ikke omvendt. For jeg ’bruger’ aldrig noget konkret til at symbolisere noget større, som jeg sidder inde med som en viden eller forklaring uden om digtet. Det er slet poesi.”

Grundtvig så sikkert også på samme måde datidens mælkebøtteagtige ukrudtsplante, påskeblomsten, først, før den blev et billede på både troen, frelseren og opstandelsen i salmen ”Påskeblomst, hvad vil du her”?

”Ja”, udbryder Søren Ulrik Thomsen varmt.

”Det er så flot, når han skriver ’Påskeblomst! en dråbe stærk drak jeg af dit gule bæger’. Det er jo nadveren, der også springer ud af den lille blomst. Det, synes jeg, er fantastisk. Nu er jeg jo også en slags højkirkelig, så det taler virkelig til mig med nadveren.”

Har du tænkt på at skrive salmer selv?

”Jeg ville aldrig skrive en salme bare for at skrive en salme, men hvis jeg en dag skrev nogle linjer, som jeg syntes lignede den genre, så ville jeg måske godt sætte mig ned for at se, om det nu også kunne blive en salme. Men jeg ville ikke gøre det for at gøre det, ligesom jeg heller aldrig ville skrive noget for at være morsom, men hellere opdage, at en tekst tilfældigvis er blevet sjov, ved at latteren kommer bag på mig.”

Tror du, at inspirationen kommer fra Gud?

”Ville det ikke være et førsteklasses eksempel på storhedsvanvid at påberåbe sig det? Jeg vil holde mig til at sige, at den første sætning skal komme af sig selv, og at det så er min opgave at arbejde på et svar, inden der forhåbentlig kommer en ny foræring,” siger han og tager en lille slurk af sin stærke te, inden han tilføjer:

”Når noget står på spil, har jeg en tendens til at blive overtroisk. Og i sidste uge, hvor jeg gik og var nervøs for modtagelsen af min bog, lå der pludselig en hårnål på trappen ud til gaden. Og dér blev den liggende i flere dage, indtil trappen blev vasket. Det var jeg barnagtig nok til at tage som et godt tegn,” siger storbypoeten og smiler som om forårssolen lige havde lyst på hans honningmad.