Søren Ulrik Thomsen er en mand med strøget skjorte, slips og jakke. Sådan må det være for en voksen mand, der ikke patetisk vil forsøge at være ung med de unge i en krøllet T-shirt. I hans nye samling tekster ”En hårnål klemt inde bag panelet” har han også strøget skjorte og slips på i sproget, så man har en fornemmelse af, at ikke et ord sidder forkert.
Men det konforme ydre og den formelle ulastelighed er dog kun en ramme om et indre, som ikke er slet så ordnet, slet ikke så borgerligt korrekt, og frem for alt slet ikke så færdigt og afklaret, som man kunne forledes til at tro. Man må have kaos i sig for at skabe en dansende stjerne, som Nietzsche anførte.
Det er måske også det, der er på færde her – under kontrollerede æstetiske forhold og med en sprogføring, der indimellem bliver direkte kancelliagtig, men som også kan kalde på latteren. I hvert fald er det lettere kaotiske væld af erindringer, strøtanker, anekdoter, aforismer og prosadigte hver især bundne som perfekte slipseknuder. Er der en eneste plet at sætte på denne samling tekster, så er det perfektionismen, der godt kan ligne en last.
Teksterne, der strækker sig fra en enkelt linje til fire sider, folder sig ud og lukker sig om sig selv på en måde, som ikke kunne være anderledes. At læse dem er som at følge vandet i vasken, der forsvinder i afløbet. Først sænker vandstanden sig umærkeligt, men så tager det fart, og med en overraskende pludselighed danner vandet en hvirvel og er væk i næste sekund. Sidste ord lukker og slukker.
Det mærkelige er nu, at disse tekster, der kan forekomme at være sig selv nok, alligevel åbner sig mod læseren og giver ham plads til at være med. For godt nok er de sproglige forløb fortættede, men den refleksion, som er i dem, er langt fra udtømmende. Den er så at sige kun ét bud på, hvad der kan tænkes om den begivenhed i fortiden, som skildres, eller det møde med et sted eller et andet menneske, som skitseres.
Læseren kan altså selv fortolke, og læseren kan selv supplere med egne erfaringer og erindringer.
Har man samme alder som Søren Ulrik Thomsen – som jeg har – så er der også en ganske særlig fornøjelse i at blive bragt tilbage til 1960’erne og 70’erne, hvor vi var børn og unge. Værelset med hessiantapet, ølkasser som reoler, te på bordet, musik på anlægget og henslængte venner i dyb eksistentiel samtale og med drømmene om alt det, der kunne ske i ens liv, kan jeg umiddelbart nikke genkendende til. Jeg var der selv med Lou Reed og ”Rock’n’Roll Animal”.
Alligevel er det ikke tekster, som anmassende omfavner en. De giver hånd. En hånd, så man selv kommer videre. Der er ingen forloren hjertelighed her, hvor Thomsen for eksempel giver en kritisk beskrivelse af, hvor falsk den moderne skik med, at vi skal kramme i stedet for at give hånd, kan være. Ofte dækker den over dybe konflikter og overfladiske følelser.
Den tilsyneladende frigjorte kropslighed, som ikke mindst ungdomsoprøret stod for, og som selv gik hen og blev en tvang, har Thomsen et godt og præcist øje for. Det samme har han over for den klichéagtige måde, som medierne igen og igen fremstiller historien på, ikke mindst 1968 og 1970’erne. Især har han fat på myten om, hvordan forældregenerationen var borgerliggjort, mens ungdomsgenerationen var frigjort.
I en spidsformulering lyder det, at man kan ”relativere myten om ungdomsoprørets radikale brud ved at sige, at man før ’68 bar sit uregerlige særpræg inden i det standardiserede jakkesæt, mens man i dag bærer sin banale borgerlighed inden i T-shirtens højtråbende forsikring om, at dens ejer er en drabelig outsider.”
Thomsen beskriver, hvordan han som ung var oprørsk og modstander af borgerligheden. I dag ser han anderledes på oprøret i både politisk og eksistentiel forstand, som det fremgår af denne aforisme:
”Godt at sove og godt at vågne til de samme lyde fra en dag, som aldrig har været her før: Mistro alle, der længes efter den gamle verden, og frygt dem, der vil bygge en ny.” De er begge lige farlige og hensynsløse. Og dog behøver man en idealisme til at holde den daglige pragmatisme på rette spor, argumenterer han i et opgør med de store idealister som Adorno og Botho Strauss.
At historien ikke var eller er så enkel, som mediernes stereotype fremstilling vil have det, gives der mange eksempler på. Det er de samme klip af en heilende Hitler og en død Kennedy, man ser igen og igen, og de reducerer historien, på samme måde som ens private fotografier kan gøre det.
Historien samler sig overskueligt i disse billeder, der dog så også udelukker alt muligt andet, som skete. Noget af alt det kan så pludselig dukke op i små glimt, og det er ikke mindst dem, Thomsen tager fat på og forsøger at fortolke. Og det gør han så overbevisende og tankevækkende, at hans selviagttagelser bliver til andet og mere end spejlbilleder. Spejlet er rystet, så man ikke bare ser sig selv og verden i det en-til-en-format, som man kender, men også i et helt andet format, som får en til at se andre nuancer og dimensioner.
Et gennemgående tema i tekstsamlingen er døden og ophøret. Her er mange erindringer om venner, familie og bekendte, som er døde. Og smuk er døden, som de fik, ikke. Det er en stadig pine at leve med bevidstheden om den død, der også og uvægerligt kommer til at ramme én selv. Kun i sjældne øjeblikke er det til at forsone sig med. I korteste form formuleres det sådan: ”Det er morgen igen. Det er ikke endnu. Det er nådens tid.”
Jeg. Er. Her. Nu. Nogle digte kan sættes på denne korte formel. Og nogle af Thomsens tekster i ”En hårnål klemt inde bag panelet” kan også. ”Her” er ikke mindst København. Den by, Thomsen om nogen har gjort til sin. Selv københavner med stort K har jeg det fint med hans udflugter til forskellige bydele og gader og med hans begrædelse over, at visse kvarterer ikke længere er, hvad de har været. Men man behøver ikke være velbevandret i København for at kunne følge med. ”Her” er også et mere alment sted, nemlig det sted hvor et hvilket som helst liv kunne udfolde sig. Og ”Her” er også dette sprog, som med sin form gør plads til læseren, uanset hvor han ellers har hjemme, og ligegyldigt om han bærer slips eller ej.
kultur@k.dk