Prøv avisen
Bog

Ny digtsamling er sørgmunter, sammensat og anbefalelsesværdig

4 stjerner
Der findes mange andre strømninger i ”Sørgelige sekstetter”, men ovenstående er forhåbentlig også alt nok til at anbefale denne sammensatte digtsamling af en af dansk litteraturs bedste nulevende digtere. Foto: Morten Langkilde

Per Aage Brandts poesi er en krydsfeltets poesi, der samler forskellige stilarter, stemninger og emner

Per Aage Brandts poesi er en krydsfeltets poesi, der samler forskellige stilarter, stemninger og emner. Her blandes det lyriske med det prosaisk-hverdagslige, det alvorlige med det pjankede og de sprogfilosofiske refleksioner med de mere umiddelbare følelsesudtryk, ligesom digtene i det ene øjeblik kan omhandle eksistentielle problemstillinger, i det næste storpolitiske anliggender. Det gælder i den grad også den nyeste digtsamling ”Sørgelige sekstetter”, som snarere end sørgelige er sørgmuntre. Under alle omstændigheder finder man heri en række digte, der alle, som titlen indikerer, består af seks (korte eller lange) verslinjer.

Krydsfeltsæstetikken viser sig tydeligst på tværs, men kan også opspores i de enkelte sekstetter, som for eksempel i følgende vidunderlige digt, der på en og samme finurlige gang er sprogkritisk (arbejdet med klichéerne), eksistentiel (bearbejdningen af grundlæggende menneskelige forhold) og prægnant poetisk (den kosmisk-prosaiske afslutning): ”når en dør lukker sig foran en med et tørt brag,/ siger ordsproget, at en anden åbner sig; den har/ ventet på braget for at gå op, åbenbart, for hvis/ alle døre gik op på én gang, ville trækvinden/ blæse en ud, hvor kragerne vender, og mennesket/ tåler ikke gennemtræk, selv englene nyser konstant.”

Eller hvad med dette pudseløjerlige stykke, der starter med en spøgefuld, idiosynkratisk spidning af en kendt Grundtvig-sentens, men som efterhånden også bliver mere alvorlig-eftertænksom: ”nu falmer skoven trindt eller sådan noget lignende,/ det er ret utroligt, hvad man egentlig roder sig ind i,/ som om naturens vaner retfærdiggjorde det rene/ cirkus, sprogligt set, hvad betyder trindt om land,/ blot fordi nogle blade skifter farve og forlader deres/ grene; man kan ikke altid være, hvor man var.”

Det sidstnævnte digt er i øvrigt karakteristisk af flere grunde. Det skyldes henvisningen til Grundtvig: Brandt er en intellektuel digter, hvis lange liv i akademia ikke fornægter sig i lyrikken, der er fyldt med direkte og indirekte hilsener og referencer til filosoffer (for eksempel Ludwig Wittgenstein og Thomas Nagel), forfattere (Hjalmar Söderberg og Inger Christensen) og kunstnere (Alberto Giacometti og Yves Klein).

Og det skyldes dens kredsen om naturen: En væsentlig strømning i samlingen synes således at være digte, der på en eller anden måde beskæftiger sig med det ikke-menneskelige/naturen – og ikke mindst det menneskeliges/kulturens komplekse relation hertil, som i dette digt, der med en underspillet ironisk-humoristisk tone udstiller det antropocentriske, menneskecentrede verdensbillede: ”langt ude i skoven falder et træ/ til jorden, lydløst, fordi det er/ helt alene, der er kun døve dyr/ i nærheden, eller ikke så døve,/ men hvem regner med dem, de/ tæller ikke, træet falder lydløst.”

Der findes mange andre strømninger i ”Sørgelige sekstetter”, men ovenstående er forhåbentlig også alt nok til at anbefale denne sammensatte digtsamling af en af dansk litteraturs bedste nulevende digtere.