Sørine Gotfredsen: Brinkmanns længsel efter Gud inspirerer os til at løfte blikket

Det er særdeles interessant at følge Svend Brinkmanns tanker om det religiøse, men det opfordrer også til mange indvendinger, og nu skal præsterne snart ind i kampen

Psykologiprofessor Svend Brinkmanns nye bog, ”Mit år med Gud”, lægger op til værdifulde samtaler.
Psykologiprofessor Svend Brinkmanns nye bog, ”Mit år med Gud”, lægger op til værdifulde samtaler. Foto: Julie Meldhede Kristensen

Jeg skal ikke skjule, at jeg har set frem til denne bog med en vis spænding. Lige siden psykolog Svend Brinkmann i 2014 slog igennem med bogen ”Stå fast”, har jeg næret en drøm om, at han ville forholde sig til det religiøse. Først og fremmest fordi hans budskab om ikke at søge alle svar i eget indre, men i stedet finde mening og styrke gennem gerninger, relationer og negligering af tidens evige krav om selvoptimering i den grad appellerer til det.

Koblingen til det religiøse lå fra begyndelsen mellem linjerne, og nu er dagen kommet, hvor Svend Brinkmann foretager den. ”Mit år med Gud” bygger på erkendelsen af, at mens Brinkmann flittigt har øst af arven fra Athen, har han forsømt arven fra Jerusalem. Altså kristendommen. Denne spillede ingen stor rolle i Brinkmanns barndomshjem, men han er gift i kirken, hans børn er døbt, og han betegner sig selv som en slags kulturkristen – eller agnostiker, når han skal krydse af i rubrikken ud for ”trosforhold”.

Svend Brinkmann beskriver sin egen tilværelse som ”et liv i tryghed og kærlighed med en dejlig familie i et nogenlunde velfungerende land”, og da han antager, at troen ofte udspringer af en eksistentiel krise, mener han, at han derfor selv har lidt dårlige odds. Men han vedkender sig samtidig en længsel efter at tro, hvorpå han går i gang med sin efterhånden så velkendte venlige, nysgerrige og systematiske metode.

Bogen strækker sig over det mærkelige corona-år 2020, hvor Svend Brinkmann på sin færd nedfælder tanker om det religiøse, og ”Mit år med Gud” har karakter af dagbog. Derfor kan den også visse steder synes lidt hurtigt nedfældet, men vigtigst er, at den stiller en række uomgængelige spørgsmål. De handler blandt andet om forholdet mellem tro og etik, sjælens eksistens, menneskets frisættelse og tvivlens væsen, og lad det være afsløret straks. Svend Brinkmann når ikke frem til en tro på Gud. Han er så meget barn af naturvidenskabens verdensbillede, at han må afvise både inkarnation og opstandelse, men han er sig et vist religiøst instinkt bevidst og finder det meningsløst at benægte menneskets evne til at sanse ud over forstanden og ind i noget ukendt.

For eksempel oplevede Brinkmann under en ferie på Sardinien et stærkt øjeblik af samhørighed med ”hele universet, hele kosmos”, som han skriver. Det gjorde ham ikke troende, men snarere lykkelig på en måde, der satte sig spor, og med denne åbenhed slår han ind på en slags teologisk mellemvej.

Her hyldes den såkaldt svage Gud, der ikke skal forstås som en konkret myndighed, men som alligevel kræver os. Med udgangspunkt i Jesu forkyndelse om radikal pligt til at elske og med inspiration fra den amerikanske teolog John Caputo understreger Brinkmann, at Gud ikke eksisterer, men insisterer. Han ser det som ”det ubetingede” og skriver:

”Begrebet Gud henviser til, at der findes noget, som gør fordring på os, uden betingelser.”

Ifølge Brinkmann findes Gud ikke, men teologien udgør den bedste måde at tale om ”det ubetingede” på, og når man spørger, hvad dette fordrende ”noget” er, lyder et slags svar, at alene tanken om det er opbyggelig, fordi den – og hold nu godt fast – ”gør Gud til betegnelse for det fravær af menneskelig perfektion, som vi må acceptere som en realitet. Men som altså samtidig er et fravær, der kun giver mening, fordi vi forstår det som fravær af noget, der er perfekt, smukt og ideelt.”

For det første må man spørge, om denne tankekonstruktion muligvis forudsætter, at Guds eksistens er kendt for os – altså om mennesket ville kunne forestille sig dette noget, hvis ikke anelsen af gudserkendelsen allerede var nedlagt i vore sind.

Og for det andet studser man lidt over, at Brinkmann med sin fascination af den svage Gud – ”en lidende person, der er korsfæstet” – ikke forholder sig mere til det helt centrale kristne, nemlig at Gud er svag og stærk på samme tid. Både fraværende og nærværende. Både lidende og sejrende. Nu bliver det dogmatisk, og dér vil Brinkmann ikke hen, hvilket er en ærlig sag, men det skubber ham ud i nogle lidt karikerede yderpoler, hvor man enten tror på manden med fuldskæg siddende i skyen eller helt opgiver tanken om en personlig Gud.

Et punkt, der optager Brinkmann, er forholdet mellem tro og etik. Han finder det problematisk at lade det etiske diktere af det religiøse, for han frygter fundamentalismen og har det – som mange andre – svært med den gammeltestamentlige fortælling om Abraham, der af Gud beordres til at ofre sin søn Isak. Der dog som bekendt skånes til sidst.

Brinkmann er inspireret af forfatter Iris Murdochs idé om ”det godes suverænitet” som det, vi betegner som guddommeligt, og som jeg læser dette, er det i så fald mennesket selv, der i sidste ende definerer det gode.

Således er spørgsmålet stadig, om vi på tilstrækkelig vis kan administrere det uden en guddommelig myndighed, der ikke kan modsiges. Jeg kan naturligvis godt se problemet med blind lydighed, men jeg ser et lige så stort problem i forestillingen om menneskets evne til efter eget skøn at udøve det næstekærlige. Uenigheden grunder også i et forskelligt syn på menneskets svaghed og selviskhed, hvilket vanen tro ikke er noget, Svend Brinkmann beskæftiger sig meget med. Hans menneskesyn er præget af tillid, og han berører ikke den kristne tradition angående syndighed og ondskab, men ophøjer tvivlen som en stor dyd. Dermed giver det oplagt mening, når han skriver, at han helst lytter til præster, der ikke tør hævde, at almagten findes, men taler om Gud som ”det bedste billede, vi har på kærligheden og det gode i livet”. Med andre ord: Præster, der stort set tænker, som Svend Brinkmann selv gør.

Hermed når vi til et vigtigt punkt. For spørgsmålet er jo, om Svend Brinkmann opnår den frisættelse af det overbebyrdede individ fra ”Selvets religion”, han så længe på fornem vis har forstået nødvendigheden af. For kræver det ikke en dybere erkendelse af egen afmagt og en mere konkret myndighed, der tilbyder at bære den?

Med sin egen friske udlægning af den kristne retfærdiggørelse – ”Du er dømt til at fejle, men du er o.k. alligevel” – er han jo på sporet, men hvorfor skulle man tro på det, når det ikke føles sådan, alt imens Gud er fraværende? Brinkmann synes at antage, at mennesket med sin fornuft kan styrkes af den religiøse visdom, skønt den altså her tømmes for reel guddommelig kraft, og hvor beskrivelsen af idéen om en ydre myndighed fremstår så abstrakt, at der vel er risiko for, at individet sendes tilbage i armene på den nihilistiske fortvivlelse, som sidst i bogen yderst rammende nævnes som det moderne menneskes største problem.

Under alle omstændigheder tror jeg ikke, at Svend Brinkmann – som han selv aner mulighed for – behøver frygte, at hans humanistiske venner skal blive stødt af denne bog, for den rummer netop den kombination af eksistentiel søgen, moderne fornuft og afvisning af overleveret dogmatik, som flertallet kan spejle sig i.

Sagen er dog, at jeg midt i mine mange indvendinger er glad for denne bog. Men som præst i folkekirken må man naturligvis tage diskussionen op, og flere præster bør kommentere Brinkmanns populære og interessante talestrøm, der bringer meget vigtigt på bane. Han besidder en fornem nysgerrighed og vilje til at undersøge tilværelsen, og han forstår mere og mere, at vi har brug for det religiøse sprog for både at blive dannet i nutiden og forholde os til fortiden. Det er på alle måder befordrende, at Jerusalem er blevet inddraget i Svend Brinkmanns forfatterskab, og hvis pladsen var til det, ville jeg også diskutere hans kritik af evighedstroen som noget, der udhuler værdien af livet her og nu, og hans fascinerende idé om, at nogle personer på særlig vis lyser verden op. Og meget mere. Men vi må stoppe her og konkludere, at ”Mit år med Gud” lægger op til værdifulde samtaler og inspiration til at løfte blikket. Ja, man fristes næsten til at mene, at netop den fremadskridende bevægelse, der her lægges for dagen, har det med før eller siden at føre til en tro på, at Gud faktisk findes. Men den slags bemærkninger kan godt virke en smule irriterende, så det vil jeg undlade.