Sørine Gotfredsen: Folkekirken ville stå stærkere, hvis alle præster læste denne bog

Hvis alle præster læste dr.theol. og sognepræst Anders Kingos udførlige beskrivelse af Kierkegaards kristendom, ville folkekirkens samlede forkyndelse stå stærkere, skriver Sørine Gotfredsen, der er vild med denne bog

Sørine Gotfredsen: Folkekirken ville stå stærkere, hvis alle præster læste denne bog

Denne bog udgør én lang kommentar til vores tvivlens epoke, og jeg er vild med den. Med ”Søren Kierkegaard og herrnhuterne” leverer dr.theol. og sognepræst Anders Kingo en udførlig beskrivelse af Kierkegaards kristendom og desuden en skarp analyse af dette at leve i en moderne tid, hvor mennesket er faldet ud af livets centrum. Og nu skal udgøre sit eget centrum selv.

Det er de store spørgsmål, der er på spil, og jeg tøver ikke med at hævde, at folkekirkens samlede forkyndelse ville stå stærkere, hvis alle præster omhyggeligt læste denne bog. Udgangspunktet er, at Søren Kierkegaard allerede fra sine første barneår af sin far Michael Kierkegaard blev taget med i den herrnhutiske brødremenighed i Stormgade i København. Dette har vi altid vidst, men spørgsmålet er, hvad det egentlig betød for Søren Kierkegaards kristendomsforståelse og enestående forfatterskab. Den pietistiske gren, som herrnhuterne dyrkede, havde rødder i luthersk kristendom og var kendetegnet ved en inderlig personliggørelse af troen og en stor fokusering på Kristi lidelse. Bevægelsen fik i begyndelsen af 1700-tallet med den gudfrygtige greve Nicolaus Ludwig von Zinzendorfs hjælp til at etablere sig i Tyskland, og siden ankom den til Danmark. Udover oprettelsen af den kendte koloni, Christiansfeld, samledes brødrene altså også i København og blev her en del af familien Kierkegaards liv.

Anders Kingo lægger stor vægt på Søren Kierkegaards far. Denne fremstilles ofte som en barsk patriark, som Søren hele livet levede i et tyngende skyldsforhold til, og den teori hylder Kingo ikke. Han er åbenlyst træt af vor tids kritisk terapeutiske syn på det kierkegaardske hjem og mener snarere, at den gamle Kierkegaard tidligt forstod sin yngste søns begavelse så godt, at han bevidst banede vej for ham. Blandt andet ved at give ham en såkaldt ”oprindelighedens dannelse”, præget af ”flid, udholdenhed, målrettethed, redelighed, oprigtighed”, som Kierkegaard hele livet påskønnede.

Det er muligt, at Anders Kingo idealiserer Michael Kierkegaard, men som modvægt til idéen om, hvor meget han traumatiserede sønnen, er det kærkomment. Og vel lige så sandsynligt. Ingen af os var til stede i dagligstuen på Nytorv. Sikkert er det dog, at den lille Søren blev taget med i brødremenigheden i Stormgade, hvilket ifølge Kingo bidrog til basale byggesten i Kierkegaards tænkning, ikke mindst angående forholdet mellem ånd og kød. Her gribes til skriftstedet fra Johannesevangeliet om Nikodemus’ natlige samtale med Jesus.

Gennem Nikodemus lærer vi, i hvor høj grad mennesket er fanget i kødets tænkning og konstant konstruerer sin egen betingelse for sandhed. Nikodemus forstår ikke, at den genfødelse, Kristus taler om, ikke skal forstås bogstaveligt, men åndeligt, og ifølge Anders Kingo kredser hele Kierkegaards stræben efter at få os til at forstå dette. Han skriver: ”Alt, hvad der siges hos Kierkegaard om efterfølgelse og dermed om Kristus som forbillede for den kristne, er nemlig uadskilleligt forbundet med Kristus som forsoner. Dermed er efterfølgelsen – ganske som næstekærligheden og synden – af åndelig art. Således står vi atter ved den afgrundsdybe kløft, der overalt hos Kierkegaard gøres gældende: den mellem ånd og kød.”

Anders Kingo er superdialektiker, ligesom Søren Kierkegaard selv. Det kan illustreres ved denne sætning fra bogen: ”I intetheden for Gud at trænge til Gud, det er just menneskets fuldkommenhed.” Gennem syndsbevidsthed skal mennesket forstå, at det intet formår ved egen kraft og derved sande, hvor meget det modtager fra Gud.

Denne dialektik er en grundnerve i bogen, og Kingo kæmper for at skubbe mennesket tilbage til den modtagende position, der med den moderne filosofi med René Descartes i spidsen fra 1600-tallet og frem gik tabt. Kingos beskrivelse af, hvordan mennesket blev til ”det tvivlende subjekt,” er fremragende og understreger, at vi ikke kan overvurdere betydningen af dette fald ud af det gamle tilværelsessyn. Han skriver: ”For nu er det mig, der som et moderne menneske bestemmer om Gud er, hvem han er, og hvori hans opgave som Gud består.” Som ingen anden forstod Kierkegaard, hvordan denne nye tvivl kan blive til kronisk fortvivlelse, og han ser endnu dybere og indser, at den jo grunder i, som han skriver: ”ulyst til at lyde, oprør mod al autoritet. Derfor har man hidtil kæmpet i luften med indvendingerne, fordi man har kæmpet intellektuelt med tvivlen, i stedet for at der skal kæmpes etisk med oprøret.”

Her står vi stadig. Tvivlen er blevet et æret tegn på intellektuel bestræbelse, og når det i stigende grad i dag er populært, ikke mindst blandt kunstnere og kreative, at bekende sig til kristendommen, nævnes tvivlen ofte som garant for, at man stadig rummer respektabel fornuft. Dette dobbelte bogholderi angribes her med Anders Kingos iver efter at få os til at forstå, at vi jo med syndefaldet har mistet selve betingelsen for at kunne vurdere guddommelig sandhed. Mennesket er nemlig selv usandhed, og indser man ikke dette, kan man heller ikke forstå, i hvor høj grad man insisterer på at forme den højeste sandhed efter sit eget omskiftelige følelsesliv.

Og nu bliver det ekstra interessant, for Søren Kierkegaard er jo ham, der hævder, at mennesket er usandhed, mens han samtidig selv er præget af moderne tænkning og ”hjerteforholdet” til Kristus. Her kommer barneminderne fra Stormgade atter ind i billedet, idet Anders Kingo mener, at Kierkegaard i høj grad ærer sin pietistiske grundvold, men blot graver fundamentet endnu dybere.

Med Kierkegaard kan mennesket nemlig ikke med hjertet gribe Gud, før det med hjertet har mistet sig selv og forstår, at enhver betingelse for overhovedet at begribe det væsentligste skal skænkes. Kingo skriver: ”Skønt Kierkegaard helt ned i sprogbrugen taler herrnhutisk, betyder ordene altså noget ganske andet, fordi med Kristus er alt nyt: en ny grund er lagt under menneskelivet, en grund, mennesket ikke selv kan lægge, men som skænker det en helt ny selvforståelse, en helt ny forståelse af subjektiviteten.”

Og vel at mærke en forståelse, der ikke forkaster følelseslivet, men som minder os om, at hvis dette – følelseslivet – tillægges så megen autoritet, som det i moderne udvikling er sket, tages den enkelte til fange af sin kødelige tilstand og mister kontakt til den åndelige. Disse tanker er uomgængelige i vor tid, og Kierkegaards pietistiske træk og den længsel efter det personlige hjerteforhold til Jesus, som han arvede fra herrnhuterne, er væsentligt at bære med.

Jeg har længe tænkt, at det på sin vis enfoldige personlige gudsforhold bør fylde mere i forkyndelsen i dag, vel at mærke uden at bevidstheden om synden går tabt, og denne bog argumenterer på begavet vis for det.

Anders Kingo er en eminent Kierkegaard-læser, han berører her de fleste centrale værker og henter også hjælp hos forskellige forfattere og film og afslører stor hengivenhed for den canadiske sanger og digter Leonard Cohen. Når bogen ikke får den sidste og sjette stjerne, skyldes det for det første, at den røde tråd knækker en smule. Herrnhuterne forsvinder simpelthen for meget undervejs, og man overvejer et par gange, om Kingo mon mest bruger dem som påskud til igen at skrive om sin elskede magister.

Derudover lider Anders Kingo af alle kristne superdialektikeres problem. Han er så ivrig efter at beskrive mennesket som intet uden Gud og advarer mod at opfatte kristendommen som hverken holdning, mening, ideologi eller følelse – men blot som tiltale og liv – at læseren kan føle sig en kende afkoblet og med en vis ret spørge: hvor begynder jeg? Så ja, dette er en svær, men særdeles værdifuld bog. Den strider stik imod det moderne menneskes selvopfattelse, og Anders Kingo ved det udmærket.

Derfor ved han også, hvor afgørende det er, at nogen på trods af tidens forståelseskløfter bliver ved med at skrive sådan. Og at vi andre bliver ved med at læse.

Søren Kierkegaards pietistiske træk og længslen efter det personlige hjerteforhold til Jesus, som han arvede fra herrnhuterne, er centrum i bogen. – Foto: