Prøv avisen
Liv&litteratur

I dag kan man være søskende på mange måder

Selve begrebet søskendeskab trænger måske til en revision: For hvad betyder det at være søskende, hvornår er man søskende, og kan man holde op med at være det igen?

Et barn kan i dag have mange, også ret forskelligartede, hele eller brudte søskendeskaber med sig videre i livet. Vi har derfor brug for nye fortællinger om familien, mener Mai Misfeldt, der selv er bevidst om, hvor irriterende 'storesøsteragtig' hun kan være ind imellem

Tre søskende er vi, trip, trap, træsko, med to års mellemrum. Vi voksede op sammen og var i høj grad overladt til hinandens selskab, ikke mindst i sommerferierne i det afsides beliggende sommerhus.

Nu er vi, som grene på en stamme, vokset i hver sin retning.

Vi ses sjældent, men vi skal ikke være sammen ret længe, før vi alle, på godt og ondt, mærker, hvor godt fast tidlige mønstre sidder.

Som storesøster er jeg mig selv irriterende bevidst om, lige præcis hvor irriterende storesøsteragtig jeg kan være, men også om umuligheden af at komme ud af den rolle, for uanset hvad jeg gør, så er det den optik, mine søskende har på mig.

Selvom vi nu har en slags fjernsøskendeskab, er bevidstheden om de andre vigtig. Det betyder noget at kunne dele en barndom; at der er nogle, der kan være med til at genfortælle historien om, hvordan det var at vokse op i den helt specifikke familie, der var vores.

Mit søskendeskab var stabilt, måske også for fastlåst.

Sådan er det ikke med alle søskendeskaber, og selve begrebet søskendeskab trænger måske til en revision. Hvad betyder det at være søskende, hvornår er man søskende, og kan man holde op med at være det igen?

Mine egne børn består af to store søstre og en lillebror, der har en anden far. Mine store piger har en lillesøster hos deres far og en tilgiftet lillebror. Det er en helt anden slags søskendeskab.

Hvert andet ægteskab ender med en skilsmisse, og det betyder ikke kun, at vores parforhold ser anderledes ud, men også at søskendeskabet forandrer sig.

Bliver begge forældre gift og skilt et par gange, kan et barn have mange, også ret forskelligartede, hele eller brudte søskendeskaber med sig videre frem.

I sin debutroman, ”Celestine” (Gyldendal 2015), skriver Olga Ravn om at være barn i, hvad man kunne kalde en omskiftelig familie. Hovedpersonen i ”Celestine” er en ung kvinde, som får arbejde på en kostskole.

Her går verden på mange måder i opløsning for hende, og hun begynder blandt andet at vandre rundt om natten som inkarnationen af spøgelset (fra Dragsholm Slot) Celestine. Der viser sig imidlertid at være mere konkrete spøgelser i kvindens liv i form af den strøm af søskende, der har skyllet gennem hendes barndom.

Fortælleren beskriver sit eget barnejeg som en rest fra den oprindelige kernefamilie. Hun er kropsliggørelsen af den oprindelige familie, den familie, som de voksne forhenværende partnere ikke mere ønsker at forholde sig til.

”Jeg var det mislykkedes tegn. Jeg var en rest af en tidligere krop. Jeg var som halebenet; når det brækker, er der ikke noget, man kan gøre, man må bare vente på, at det heler af sig selv. ”

Det er den mest ensomme og kuldslåede beskrivelse af skilsmissebarnets virkelighed, jeg har læst. I ”Celestine” gives der stemme til barnet, som konstant måtte tilpasse sig nye relationer, og leve med at være ”skilsmissens sted”.

Som romanen skrider frem, bliver temaet om spøgelsessøskende stadigt mere påtrængende

For den voksne fortæller ligger besværet i, hvad hun stiller op med de mennesker, hun engang var søskende med, og hvor forældrene begejstret syntes, at de da kunne og skulle dele alt, indtil det en dag pludselig var slut.

Nu deler de kun en skam over at have været vidne til et forhold, der ikke holdt. Pludselig vender manden foran hende i bagelshoppen sig om, hun ser, at det er en forhenværende bror, og tager hurtigt flugten.

Med sin roman peger Olga Ravn på disse tavse søskendeskaber, og ikke mindst peger hun på, at forældrene helt overlader det til børnene at forvalte dem, børnene bliver ”arkivarer i vores forældres kærlighedsliv”.

Hvordan børnene i dagens Danmark konkret forvalter de moderne søskendeskaber, har vi indtil nu ikke interesseret os så meget for, men for nylig satte en gruppe forskere fra DPU sig for at undersøge det.

Der er der kommet en spændende bog ud af – ”Hvad er søskende?” (Akademisk Forlag) – og sågar en film, hvor det er børnene, der har ordet og fortæller om, hvad det vil sige at dele værelse, hvem der bestemmer, og hvordan man forholder sig til nye søskende, også efter forældrene igen er blevet skilt.

Det viser sig jo, at der er mange forskellige måder at være søskende på og mange gode historier om, hvordan nye søskendeskaber også kan blive stærke og varige relationer.

Måske fordi de efter en skilsmisse skal vælges aktivt til og ikke, som det jeg selv voksede op i, var en selvfølge.

Vi har brug for de her nye fortællinger, og dem får vi heldigvis både gennem forskningen og gennem litteraturen.