Så snart det første søskendepar på jorden indfandt sig med Kain og Abel, har der været søskendejalousi til. Altid har der været én, der har følt sig forfordelt og tilsidesat. Altid har der hængt en forbandelse ikke bare over Kain, men over familien, fordi den har haft så svært ved at håndtere denne jalousi.
Sådan set er det arketypisk stof som Katrine Marie Guldager har fat på i romanen ”Ilden”, der er det sjette og sidste bind om en familie fra Køge. I familiekrøniken gælder det de to søskende Henry og Leonora, der hver især føler sig snydt af den anden, ikke bare som børn, men som voksne mennesker. De har svært ved at glemme den uret, som de mener, er begået mod dem. På skift forsvinder de ud af familien, idet de forsøger at klare sig på egen hånd, men igen og igen vender de mere eller mindre modstræbende tilbage.
Leonora er i centrum for ”Ilden”, der udspiller sig i 1980’erne frem til 1988. Det er en tid med kartoffelkur, strejker og mordet på Palme. Det er en tid, hvor den socialdemokratiske idé om solidaritet forvitrer, og det er svært som socialist at håbe på en bedre verden, sådan som Leonoras mand gør. Han er med i den fagbevægelse, som taber terræn.
Meget sigende bliver deres nevø, der er opdraget i et socialistisk, kvindedomineret kollektiv, senere til en af de unge Venstre-mænd, der går ind for en skarp liberal profil og en autoritativ leder.
Som i de øvrige bind i Guldagers krønike spiller den store politiske og sociale historie sammen med den lille historie på individ- og familieniveau.
Så der er masser af tids- kolorit i ”Ilden”, uden at det i dette tilfælde bliver til for meget ”Hvem-Hvad-Hvor”. Til gengæld bliver der plads til flere skarpe udfald mod den forældregeneration, som ikke forstod at sætte grænser for børnene, der bare længtes efter at mærke grænser for ”hvornår man skulle i seng, grænser for, hvad man kunne forlange af godnathistorier, lakrids og tålmodighed.”
Og så er der hug til den københavnske kunstverden, som Leonora har en perifer berøring med, da hun er billedkunstner.
Den er selvtilstrækkelig, selvfed og et rent helvede af intern misundelse og afhængighed.
Leonora har et anstrengt forhold til både sin mor og sin bror. Begge forsøger hun at bryde med og få ud af sit liv, men det er svært. De rækker begge ud efter hende – da hun jo er familie – og Leonora får alligevel aldrig meldt sig rigtigt ud.
Det sørger også hendes børn for, da de gerne vil være sammen med mormor, onkel og fætre og kusiner.
Familien kan være svæ r at holde ud, og Leonora bryder da også sammen under byrden. Ikke engang hendes kunst, som ellers har hjulpet hende til at få en distance og et frirum, hjælper. Ulven, som er symbolet på angst og død, indfinder sig igen. Og ilden i hende er ved at fortære både hende selv, familien og historien.
Her indfinder sig så det springende punkt i historien og i fremstillingen af den. Da Leonora er allerlængst ude, får læseren ikke lov at flæbe med. Fortælleren bryder illusionen, idet hun træder frem og skaber det, som Bertolt Brecht kaldte en ”Verfremdungseffekt”.
Som læsere skal vi ikke forføres af fiktionen, og bare fordi Leonora græder, skal vi ikke også gøre det. Vi skal gennemskue, hvad der er på færde, og hvad det er for konflikter, der er på spil.
Det er denne ”æstetik”, som på godt og ondt og med overlegen stilistisk konsekvens præger hele Guldagers krønike.
Der er bare den hage ved det, at det kan knibe med læserens engagement, når man ikke får lov at føle med personerne.
Der kommer en distance, som i hvert fald i princippet skal gøre plads for vores erkendelse, men som også risikerer at gøre personerne ligegyldige.
Alt i alt giver krøniken dog et fint og originalt billede af en provinsby og en familie. Stilen er dens markante og suveræne kendetegn, dens styrke, men også dens svaghed, fordi den også står i fare for at jage læseren helt væk.