Når vi i den protestantiske kirke omtaler vores reformation for 500 år siden, bryster vi os nærmest af vores opgør med hele den katolske helgenverden. Vi ville et rent budskab med Bibelen og troen i centrum.
Skrællede vi dermed noget vigtigt fra? Tabte vi en dimension af kristentroens forkyndelsesmulighed?
Jeg kom til at tænke på det under læsningen af Birgit Bidstrup Jørgensens bog om den katolske nonne Faustina, der blev født i Polen i 1905 i en fattig husmandsfamilie, hvor faderen drev familiens fem hektar jord, der knapt nok kunne brødføde en familie med otte børn.
Det var en from familie, hvor troen på Gud var det vigtigste af alt. Faderen læste op fra Bibelen og helgenberetninger. Moderen var analfabet, men hun kunne bede og lærte børnene det.
Da Faustina blev født, eksisterede Polen ikke som et selvstændigt land. Det var delt mellem Tyskland og Rusland, så kærlighed til fædrelandet prægede familien.
Den unge Faustina var et meget fromt barn, der tidligt oplevede at få drømme og visioner, hvor Gud ønskede, at hun skulle leve et fuldkomment liv. Det førte hende til klosterlivet i ordenen Søstrene af Barmhjertighedens Gudsmoder.
Vejen dertil var snørklet og brolagt med mange overvejelser. Familien og hendes arbejdsgiver prøvede at presse hende væk fra hendes ønske om at blive nonne.
Det lykkedes ikke, og i 1925 begynder hendes ”uddannelse” til nonne med, at hun bliver postulant og senere novice. Ordenen tager sig af resocialiseringen af fattige mennesker, der er kæntret i deres liv.
Søstrene skal bane deres vej tilbage til samfundet. Det er et meget konkret virke, søstrene gør, samtidig med at de lever deres interne liv med bønner og gudstjenester. Faustina kommer for eksempel dagligt til at lave mad til 200 ”elever”, som de kalder deres klienter.
Det er en meget fascinerende beretning, hvor man kommer ind bag klostrenes mure og opdager, at der også dér er menneskelige fordomme og dumheder. Faustina får åbenbaringer, hvor Jesus viser sig for hende og giver hende retning for hendes liv. Det bliver ikke modtaget godt, og hun må gå stille med det over for sine medsøstre. Kun over for hendes forskellige skriftefædre tør hun fortælle, at Jesus hele tiden fortæller hende om, hvad der er hendes livsopgave. Hun skal udbrede Guds barmhjertighed til hele verden og virke for, at 1. søndag efter påske bliver Barmhjertighedens fest. Hun skal ud fra de syner, hvor hun ser Jesus, male et billede af ham, der skal bruges ved festen og udbredelsen af Guds barmhjertig til en syndefuld verden, der står på kanten af en katastrofe.
Faustina så i et syn Anden Verdenskrigs rædsler, hvor verden råbte på alt andet end barmhjertighed. Desuden skulle hun etablere en ny kongregation, hvorfra disse tanker skulle bæres videre ud i verden.
Hele denne historie fortæller forfatteren grundigt og levende.
Der er mange lidelser forbundet med den. Faustina mødes med skepsis, tvivl og hovedrysten. En del af hendes medsøstre synes, at hun er doven og vil snyde sig fra sine forpligtelser. De fatter ingenting. En af dem siger:
”Nå, du vil vist være helgen, men grise kan flyve, før det sker!”
Selv biskopperne synes, at Faustina er for langt ude. Det fik mig til at tænke på nogle hjemlige danske gejstliges ytringer om Charlotte Rørths underfulde Jesus-visioner!
Faustina dør i 1938, 33 år gammel af tuberkulose.
De senere år skrev hun en dagbog på befaling fra hendes skriftefar, pastor Sopoko.
Den skulle senere vise sig at blive et væsentligt dokument i eftervirkningen af søster Faustinas visioner.
Først blev disse bandlyst af Vatikanet og forbudt, men senere ændredes det, da den katolske kirke fik en polsk pave.
Det er en meget interessant fortælling. I år 2000 blev søster Faustina helgenkåret, og i dag er hun en stor inspiration for mange katolikker verden over.
Den slags kristelige historier kan jeg godt savne i vores protestantiske andedam.