Prøv avisen

Norske Johan Harstad skriver ambitiøst om længslen efter at finde hjem

6 stjerner
Johan Harstad er født i Stavanger i 1979 og bor i Oslo. Tidligere er på dansk udkommet romanen ”Buzz Aldrin, hvor blev du af?” – Foto: John Erik Riley

Fra Vestlandet i Norge til Midtvesten i USA: Johan Harstad har med ”Max, Mischa og Tet-offensiven” skrevet den ultimative norske roman om USA og om længslen efter at finde hjem

Den fossende elv af norsk talent, der oversvømmer det danske bogmarked for tiden, har nu kastet denne mastodont af en nærmest altomfattende tekst fra 2015 op på vore bredder. Oversættelsen af Johan Harstads ”Max, Mischa og Tet-offensiven” er en begivenhed. Romanen er helt vildt ambitiøs, og endnu vildere er det, at den unge forfatter fra Oslo lykkes med det hele.

Den lange, men forunderligt nok ikke for lange roman, begynder i USA, i Midtvesten, hvor en norsk teaterinstruktør (Max fra titlen) ligger søvnløs. Han er på turné med sin teatertrup og er endt i en eksistentiel blindgyde midt i livet. Max har ikke været i Norge i 20 år, men savner sin barndoms Stavanger af hele sit svulmende hjerte. ”Hjem. Det smukkeste ord i det norske sprog,” som han siger til sig selv og os læsere, der skal med ham på færden tilbage i tiden.

Nu begynder nemlig en stærkt elektrificerende elegi, der på et overordnet plan handler om overgange: fra barn til voksen, fra et velkendt land (Norge) til et fremmed land (USA), fra 1960’erne til 1990’erne, fra politik til krig – samt om overgangen fra liv til kunst.

Og kunst er der masser af i bogen. Max er teateruddannet, så der er løbende mange overvejelser om scenekunstens egenart. Hans onkel Ove er jazzmusiker, så talrige toner fylder også romanen. Max og hans ven Mordechai er filmnørder, så cineaster blandt romanens læsere har en fest med at følge især ledemotivet fra Francis Ford Coppolas Vietnam-film ”Dommedag nu” fra 1979 gennem handlingen. Og sidst, men ikke mindst, er der billedkunsten, for den anden person i titlen, Mischa med efternavnet Grey, er kunstneren bag en række værker, som på det tidspunkt, hvor romanen begynder, går til rekordpriser på kunstauktioner. Max og Mischa bliver tidligt kærester i en fuldkommen bedårende skildring af ung kærlighed – dét kan Harstad også – så man som læser føler sig som 16-årig igen, men vi fornemmer også, at der på et tidspunkt vil ske noget forfærdeligt. ”Nulpunktet” kalder Max det...

Og så til allersidst, og slet ikke allermindst, handler bogen jo om det, den er: litteratur. Hvordan finder Max den røde tråd i sit rodede liv, hvordan skaber han orden i sin fortællings kaos, ja, hvordan hænger et liv sammen?, som Harstads landsmand Jan Kjærstad ofte siger, at hans romaner handler om.

Men tilbage til begyndelsen igen: Max vokser op i Stavanger med sin søster Ulrike, opkaldt efter den berømte Meinhof, sin teaterglade mor og sin pilot-far. Begge forældre er aktive på den norske venstrefløj i Arbeidernes kommunistparti, kendt som AKP(m-l), hvor de mødte hinanden. Som barn har faderen sunget missionssange som ”Hvilken ven vi har i Jesus” og ”Alt for Jesu fod jeg lægger”, men som voksen er det politikkens alter, han ofrer på – eller hvad? For i virkeligheden er den kejtede Svein (hvis navn bliver kilde til barokke situationer, da familien emigrerer til USA (” Swine?! ”)) slet ikke så solidarisk med boreplatformsarbejderne i byen og har svært ved at drikke en håndbajer med naboerne på vejen. Han er højtbetalt pilot og har det bedst med at flyve over det hele – også familien, som han efterhånden bliver så fraværende fra, at Max og moderen er den egentlige kerne i konstellationen.

Det er med stor modvilje, at Max flytter med over Atlanten som 13-årig. USA er jo egentlig en forhadt imperialistisk stormagt, men gode flyruter i store Boeings frister kommunisten Svein, så familien flytter, og Max må genopfinde sig selv. Som barn legede han krig med sine venner i skovene omkring Stavanger, og det var altid Vietnamkrigen, og særligt slaget om kongebyen Hue under Tet-offensiven i 1968, som drengene genopførte.

Nu kommer Max til New York i en forstadsbebyggelse kaldet Garden City (ja, uddrivelsen af Edens Have er også et tema i bogen), og får krigens virkelige efterdønninger ind på livet. Det sker blandt andet gennem den i første omgang forsvundne onkel Ove, der i USA hedder Owen og er både jazz-musiker, jord- og betonarbejder og Vietnam-veteran med et omflakkende liv bag sig, som optager en stor del af handlingen i form af blandt andet hans dagbøger.

Her møder han også Mordechai, der er vokset op i en rig jødisk familie på Upper West Side og en far med en fin stilling i finanskoncernen Lehman Brothers. Mordechai går på samme teaterskole som Max, og de to venner mødes virkelig gennem kunsten. Da de finder ud af, at de kan lide den samme musik, de samme film, og de samme teaterstykker, er vejen til et livslangt venskab grundlagt. Og så er det Mordechai, der introducerer Max til den smukke og dragende Mischa. Mordechai er eksotisk for den unge nordmand, for han går blandt andet til psykolog for at komme til klarhed om sin seksualitet, hvilket set gennem Max’ øjne ser sådan ud:

”Det var næsten eksotisk, i Norge havde jeg ikke hørt om nogen, der gik til psykolog, medmindre de var komplet sindssyge, og var man ikke det (sindssyg), men gjorde det alligevel (gik til psykolog) for at tale med nogen (terapeuten), var folk sikre på, at man var blevet det (sindssyg) eller også bare havde siddet i træk for længe. Eller begge dele. I Norge var der tradition for at bide tænderne sammen.”

Men i USA får Max åbnet munden, skabt sin egen stemme og ender med at blive et stort navn i teaterverdenen. Men så er der jo nulpunktet: Historien om Mischa. Læs endelig, endelig selv. Men det er udtryk for Harstads suveræne billedskabende evner, at han kæder nulpunktets runde form sammen med solen over Californien, tromlen i de vaskemaskiner, der er Mischas foretrukne motiv som hyperrealistisk kunstner, samt sin fars runde testikel, der en barok sommer hele tiden hænger uden for hans hjemmelavede shorts. Børn ser så meget, som de voksne ikke tror, de ser, og kunstneren Harstad har beholdt det barnlige blik på verden. Et blik, som han omsætter til helt fantastisk prosa i ”Max, Mischa og Tet-offensiven”. Romanen er både ambitiøs og letlæst og har bud til alle tænkelige læsere: den politisk interesserede, den USA-interesserede, den Norges-interesserede, den kunstteori-interesserede, den udviklingsroman-interesserede, den kærligheds-interesserede.

Kort sagt: til alle med interesse i suveræn kunst, der transcenderer tid og sted og på forundeligste vis handler om læseren selv.