Sofie Maren Nielsen fik behandlet sin mavekræft med udskylninger. Så døde hun

Engang døde folk (tilsyneladende) af at drikke koldt vand og få tænder. Nu dør de af kræft og hjertesygdom. Folkesygdommenes kulturhistorie handler om dengang, lægerne kun sjældent kunne stille en diagnose, til nu, hvor det meste kan behandles. Og om kunstens fascination af uhelbredelig sygdom

Medicinsk afdeling A på Frederiks Hospital omkring år 1900. På det tidspunkt var man efterhånden blevet god til at stille diagnoser, men endnu ikke til at behandle de sygdomme, folk led af. Alle affotograferinger i artiklen: Leif Tuxen.
Medicinsk afdeling A på Frederiks Hospital omkring år 1900. På det tidspunkt var man efterhånden blevet god til at stille diagnoser, men endnu ikke til at behandle de sygdomme, folk led af. Alle affotograferinger i artiklen: Leif Tuxen.

I Lev Tolstojs korte roman ”Ivan Iljitjs død” fra 1886 lider og dør protagonisten Ivan Iljitj af en ukendt sygdom. Han træder en dag forkert på en stige og slår sig på en gardinstang, tilsyneladende harmløst, men siden bliver han stadig mere syg.

Læger mistænker både blindtarmen og nyrerne, men sygdommens sande karakter forbliver et mysterium, og kun ét står efterhånden klart: Ivan Iljitj skal dø.

Men hvorfor, bliver den forpinte mand ved med at spørge sig selv.

”Måske levede jeg ikke, som jeg burde?”, tænker han.

Ivan Iljitj har en del at fortryde, sit ægteskab, men nok især sit levned som dommer ved appelretten, som han altid har udført som den perfekte bureaukrat: til sine foresattes tilfredshed, men uden forsøg på indlevelse i de skæbner, hvis liv han har forvaltet. Sådan er romanen kendt som en kritik af det selvbehagelige borgerskab.

Men også i medicinhistorisk sammenhæng har den meget at tilbyde. Alene plottet vidner om, hvordan det var at være syg på Ivan Iljitjs tid, siger Anders Juhl Rasmussen, lektor ved Syddansk Universitet med narrativ medicin som ekspertise.

En sygestue på Frederiks Hospitals kirurgiske afdeling i 1909. Dengang døde flest patienter af infektionssygdomme, men de havde også kræft og hjertesygdom som i dag.
En sygestue på Frederiks Hospitals kirurgiske afdeling i 1909. Dengang døde flest patienter af infektionssygdomme, men de havde også kræft og hjertesygdom som i dag.

”Ivan Iljitj ved ikke, hvad han fejler, og han finder aldrig ud af det. I dag ville en diagnose være stillet, men det blev den ikke på Tolstojs tid, og når der ikke stilles en diagnose, så er der plads til den her fatalistiske skæbnetro: Rammes Ivan Iljitj af en moralsk straf? Han har behandlet sine klienter, som lægerne nu behandler ham, nedladende og koldt. Det er en hård kritik af det borgerlige samfunds normer, konventioner og roller, Tolstoj kan lægge ind i fortællingen om sygdom, der ikke kan diagnosticeres.”

Kristeligt Dagblad har den seneste tid bragt en artikelserie om nutidens folkesygdomme. Men hvad med fortidens – hvordan har de store masse-sygdomme udviklet sig de seneste godt 200 år?

Folkesygdommenes kulturhistorie kan tegnes groft i to spor. Det ene handler om det store skifte fra fortidens infektionssygdomme til nutidens dominerende lidelser som kræft, diabetes, kol og hjertesygdom.

Det andet spor er som de togskinner, dette skift i sygdomsbilledet kører på. Det er historien om udviklingen i diagnostik og behandling, hvor ”Ivan Iljitjs død” viser udgangspunktet. Frem til sidste del af 1800-tallet vidste lægerne ofte ikke, hvad patienterne fejlede og døde af. Omkring 1900 bliver diagnoserne mere præcise, men effektive behandlinger kommer først i løbet af det 20. århundrede.

Infektionssygdommene var fortidens folkesygdomme, og det lader sig læse ud af de statistikker over dødsårsager, som man begynder at lave omkring 1900, siger Karin Tybjerg, lektor på Medicinsk Museion under Københavns Universitet.

I 2012 bragte det videnskabelige tidsskrift New England Journal of Medicine en statistik over de mest almindelige dødsårsager i anledning af tidsskiftets 200-årsjubilæum. I 1900 døde flest personer ifølge disse opgørelser af lungebetændelse og influenza, dernæst kom tuberkulose og den tredje største dødsårsag var mavetarm-infektioner.

”Det helt store skifte er, at disse tre er minimeret i dag. Man dør i ringere grad af infektionssygdomme, og man lever i højere grad med sygdomme som kræft, hjertesygdom og diabetes, som også kostede liv før, men som man døde af ret hurtigt,” siger Karin Tybjerg.

Statistikken viser, at hjertesygdom i 1900 var den fjerde største dødsårsag i USA, og kræft var nummer otte. Godt 100 år senere var listen vendt på hovedet: I 2010 var hjertesygdom den største dødsårsag, og kræft var nummer to.

Jubilæumsartiklen har også et skema over dødsårsager i Boston i 1811, altså endnu et århundrede tilbage i tiden. Ifølge skemaet døde i alt 942 personer. Langt den største dødsårsag var ”consumption” med 221 dødsfald, altså tæring, som er den upræcise betegnelse for sygdomme, hvor den syge langsomt sygner hen, ofte, men ikke kun, af tuberkulose. Andre store dødsårsager var ”feber” inddelt i forskellige kategorier, svaghed (”debility”) og alderdom.

”Men at få tænder, orm og at drikke koldt vand slog åbenbart også ihjel,” konstaterer artiklens forfattere tørt om de upræcise dødsårsager i den gamle statistik: I rå tal tager det gamle skema læseren med tilbage til Ivan Iljitjs tid.

Vågekone i tekøkken omkring 1910.
Vågekone i tekøkken omkring 1910.

Danske vidnesbyrd om disse tider finder man for eksempel i bogen ”Patienternes Rigshospital” af historieprofessor på Københavns Universitet, Anne Løkke.

Bogen blev udgivet i anledning af hospitalets 250-årsjubilæum, og forfatteren udruller den medicinske kulturhistorie blandt andet ved at beskrive de nyindlagte på Frederiks Hospital, senere Rigshospitalet, den 1. april i årene 1797, 1897 og 1997.

I 1797 blev i alt 19 patienter indlagt på hospitalet på denne dato. De er beskrevet i 6 kirurgiske og 12 medicinske journaler, som stadig er bevaret.

Men, skriver Anne Løkke:

”Det er påfaldende, at ingen af de medicinske patienter havde en sygdom, sådan som vi i dag forstår det. Altså en diagnose, der ikke bare er et sygdomsnavn, men som også rummer et kompleks af viden, der refererer til en forståelse af sygdommens årsager, dens sandsynlige forløb og behandlingsmuligheder.”

I stedet er det kroppens tilstand, der redegøres for. Tag for eksempel tømrerdrengen Christian Carlsen. Han blev indlagt, fordi han i en måneds tid havde haft hovedpine, svimmelhed, tør hoste og mangel på appetit. Han havde desuden lidt forstoppelse og smerter i brystet.

På hospitalet behandledes han med brækmiddel og afføringsmiddel og enkelte gange med sur kamfermikstur. Efter 14 dages indlæggelse fik han også ondt i svælget, yderligere forstoppelse og slaphed i læggene – indtil han udskrives som rask 82 dage efter, han blev indlagt.

”Ud over at de symptomer, der kom til under indlæggelsen, meget vel kan skyldes det langvarige sengeleje og medicinen, er det ikke muligt at lægge vores sygdomsforståelse og diagnoser ned over journalen,” konstaterer Anne Løkke.

Det scenarie er forandret 100 år senere. Den 1. april 1897 blev seks patienter indlagt på hospitalet, og nu optræder de med genkendelige diagnoser: De har blandt andet gigt, kræft og tuberkulose og spejler nogenlunde de mest almindelige medicinske sygdomme hen over et år på hospitalet.

Maren Sofie Nielsen var gift med en brænderibestyrer i Slagelse og 49 år, da hun blev indlagt. Hun fik stillet sin diagnose især ved hjælp af lægens hænder, og i hendes journal tegnede han, hvad han fandt: En stor kræftsvulst midt i maven.

Maren Sofie Nielsens mavekræft blev behandlet med udskylninger via en mavesonde. Det var en kur, som i bedste fald var eksperimentel og i hvert fald ubehagelig:

”Hun føler sig meget afkræftet, klager over at Ventrikel Udskyldningerne generer hende, og at hun efter dem får stærke Smerter,”står der i journalen.

Maren Sofie Nielsen døde på hospitalet efter 47 dages indlæggelse. Hun fik en diagnose, men ingen virksom behandling, og som sådan er hun typisk for en patient af sin tid, siger lektor Karin Tybjerg:

”Man begynder i 1800-tallet at blive ret gode til at se, hvad folk rent faktisk fejler. Man foretager målinger og kan genkende temperaturkurver. Man obducerer og ser de spor, bestemte sygdomme efterlader i kroppen: Kræftknuder, tuberkler i lungerne, hjerneblødninger. Det er fantastisk, at man begynder at forstå, hvad folk dør af. Men samtidig er der en terapeutisk nedslåethed, for man kan ikke gøre noget ved det.”

I Daphne du Mauriers roman ”Rebecca” fra 1938 finder man, ligesom hos Tolstoj, et plot, der er centreret om den tids medicinske virkelighed. Rebecca er den manipulerende og utro kone til en britisk adelsmand, som myrder hende, da hun får ham til at tro, at hun er gravid med en anden mands barn. Umiddelbart før mordet håner hun ham med, hvordan denne bastard vil arve ægtemandens elskede gods, Manderley.

Først efter mordet afsløres sandheden: Rebecca er ikke gravid, men syg af kræft. Hun ved, at diagnosen er en dødsdom – og som en sidste fælde provokerede hun sin mand til at skyde hende, så han kan hænge for forbrydelsen (han undslipper dog galgen), og så hun slipper for en langvarig død.

”Kunsten svinger med de store sygdomme. Den skifter, ligesom de skifter, og man skriver især om de ting, der ikke kan behandles,” siger litteraturlektor Anders Juhl Rasmussen.

Infektionssygdommene mistede efterhånden terræn på grund af bedre hygiejne, bedre levestandarder, udviklingen af vacciner og ”det helt store dyr i åbenbaringen”, antibiotika, siger medicinhistoriker Karin Tybjerg.

”Vi har i gennemsnit fået 30 ekstra leveår på 100 år, og fordi vi lever så meget længere, end vi gjorde tidligere, så stiger forekomsten af nutidens folkesygdomme – og også fordi en bedre levestandard fører civilisations-sygdommene med sig: Vi sidder for meget, spiser for meget, ryger for meget, og det er en del af årsagen til, at flere får diabetes, kol, hjertesygdom og kræft. På den måde er folkesygdommene, på godt og ondt, kendetegnende for det samfund, vi lever i,” siger hun.

I 2019 døde i alt 53.564 personer i Danmark ifølge den seneste årsrapport fra Dødsårsagsregistret. Knap hver tredje døde af kræft, som er den største dødsårsag i dag. På de følgende fire pladser kom hjertesygdomme, sygdomme i åndedrætsorganer, andre kredsløbssygdomme og psykiske lidelser.

Men selvom flest dør af kræft, har behandlingsfremskridtene også her været store, siden kræft var den sikre dødsdom: I årene 2014-2016 overlevede 60 procent af mænd og 64 procent af kvinder deres kræftsygdom i fem år eller mere ifølge det nordiske kræftregister Nordcan.

Andre uhyggelige sygdomme, hvor behandling endnu kun har lille effekt, danner nu ramme om kunsten. Pia Tafdrups digtsamling ”Tarkovskijs heste” fra 2006 handler om digterens far, som har demens:

”Min far ånder mørke

spærret inde i sig selv-

Det gør ondt -

er den sidste sætning, min far

siger til mig

på sit dødsleje.

Efter en hel dag

uden mulig kommunikation

står denne sætning

klar

som et sår kan skinne.”