Da jeg i slutningen af 1980’erne var teologistuderende i Aarhus, tilbragte jeg en sommer i byen, hvor der ikke rigtigt skete noget. En aften gik jeg i biografen for at se ”A Month in the Country” (En måned på landet) uden helt at vide, hvad det var for noget.
Det viste sig at være en lavbudgetfilm med skuespillerne Kenneth Branagh og Colin Firth i hovedrollerne. Det var jo to stjerneskuespillere i deres pure ungdom, hvilket jeg ikke anede dengang. Men jeg blev fuldstændig bjergtaget, fordi flere af filmens scener er så underspillede, men samtidig tager nogle store temaer op.
De to hovedpersoner har været med i Første Verdenskrig og er begge kommet ud med alvorlige krigstraumer. Den ene, Kenneth Branagh, arbejder som arkæolog, mens den anden, Colin Firth, skal afdække et kalkmaleri i en kirke. Han er flyttet fra London til dette idylliske område på landet og må bo direkte under hvælvingerne på kirkeloftet, da han ikke har nogen penge.
Lige så stille bliver han venner med lokalbefolkningen, og han får også et job som søndagsskolelærer, hvor han hurtigt erfarer, at han ikke kan prædike som det ellers forventes. Han fortæller i stedet om kalkmaleriets historie og om, hvad det betyder for ham.
Filmen taler til min optagethed af, hvad et kirkerum kan. Hvor meget historie og styrke der ligger i det gamle rum, og hvilken helt særlig ro, der er omkring en kirke. Det meste af filmens handling foregår i kirken eller lige omkring den. Det har jeg tænkt meget på, også nu her hvor det i høj grad debatteres, hvad vi skal med kirken, hvad det betyder, når folk melder sig ud, og når børn ikke bliver døbt. Og så spejler den min egen optagethed af teologihistorien og det at beskæftige sig med det eksistentielle i samtaler med mennesker. Filmen er baseret på en roman af J.L. Carr, som skrev den ud fra stemningen i digtet ”A Shropshire Lad” af A.E. Housman, hvor en linje lyder: ”Take my hand quick and tell me, what have you in your heart” (Tag straks min hånd og fortæl mig, hvad du bærer i dit hjerte).
Det handler altså basalt set om at gribe dagen, og det ser man også i filmen, hvor Colin Firths karakter hovedkulds forelsker sig i præstens kone. Det, han oplever med hende, er glimtvis paradis på jorden, men filmen viser også, hvor svært han har ved at gribe det. Og det er også i dag en opgave og udfordring for os alle at finde det skønne i livet. Det, der kan hjælpe os med at lade batterierne op.
For nogle år siden forsøgte jeg at finde frem til filmen, men det viste sig, at den var forsvundet. Der havde ikke været tilstrækkelig interesse for den til, at den blev bevaret. Sidenhen er det lykkedes en lille filmforening at finde frem til ”A Month in the Country” og skabe en kopi, så den nu kan fås på dvd. Jeg genså den i går, og selvom den kun havde engelske undertekster, var det en lige så god oplevelse at se den nu som første gang. Det var de samme tanker, der dukkede op i mit hoved.
