Sognepræst: Ingen bør være alene på livets vej

Da sognepræst Jesper Ertmann Oehlenschläger tænkte over, hvorfor folk forlader kirken, endte han med at svare sig selv ved at skrive romanen ”Vejhjælp”, der handler om værdien af at dele livet med andre

”Udadtil virker mange mennesker, som om alting kører for dem. Og det kan derfor virke skamfuldt at fortælle andre om ens egne problemer, men sandheden er, at vi alle sammen er mere eller mindre vingeskudt,” siger sognepræst Jesper Ertmann Oehlenschläger. Her står han midt på H.C. Andersens Boulevard i København, mens bilerne suser forbi. –
”Udadtil virker mange mennesker, som om alting kører for dem. Og det kan derfor virke skamfuldt at fortælle andre om ens egne problemer, men sandheden er, at vi alle sammen er mere eller mindre vingeskudt,” siger sognepræst Jesper Ertmann Oehlenschläger. Her står han midt på H.C. Andersens Boulevard i København, mens bilerne suser forbi. – Foto: Leif Tuxen

Fotografen ved ikke, at sognepræst Jesper Ertmann Oehlenschlägers far for få måneder siden blev kørt ned, da han beder ham træde helt ud på de stiplede linjer midt på H.C. Andersens Boulevard, mens bilerne suser forbi med Københavns Rådhus på den ene side og Tivoli på den anden.

”Du må gerne smile lidt,” siger fotografen, mens lyden af en sirene skærer sig gennem byens trafik som et tandlægebor bag den stakkels sognepræst, der så må flytte sig, inden billedet må tages om igen.

Men der er en idé med det hele. For Jesper Ertmann Oehlenschläger er ved siden af sit job som præst i Karlslunde Strandkirke aktuel med sin første roman, der hedder ”Vejhjælp”. Og det er den titel, som fotografen gerne vil fange.

Romanen er inspireret af Emmaus-fortællingen, hvor den opstandne Jesus møder to af sine disciple som en fremmed på deres vej, forklarer Jesper Ertmann Oehlenschläger, da vi mødes en time tidligere.

Artiklen fortsætter under annoncen

”For mig er Emmaus-fortællingen en af de mest givende historier i Bibelen. For vi er jo alle sammen på vej til noget, vi står alle sammen midt i noget, vi er alle sammen i proces, men der fortæller Bibelen altså, at Jesus ikke kun selv er vejen, men også møder os på vores vej, selvom vi måske ikke forstår, at det er ham, vi møder,” siger Jesper Ertmann Oehlenschläger.

Han var ikke selv klar over, at han var gået i gang med at skrive en roman, da historien om tre mænd midt i livet – med hver sin skjulte smerte – pludselig voksede frem i ham:

”Det var et andet spørgsmål, som jeg gik og kæmpede med. For som præst ville jeg gerne blive klogere på, hvorfor folk forlader kirken. Og jeg fandt ud af, at jeg hellere ville svare ved at undersøge det i en roman end at interviewe folk, der havde meldt sig ud af kirken.”

Romanen handler om de tre venner Søren, Michael og Henrik, der mødtes i et kirkeligt miljø som unge, men siden gik hver sin vej, inden de efter 25 års adskillelse samles igen for at tage på en sommerhustur til Sverige sammen.

Her finder de ud af, at de hver for sig slås med en skjult smerte, som de bringer ud i en fælles samtale, der minder dem om, at alle dybest set har brug for medvandrere på livets vej.

For ”enten skal man kunne fikse alting selv, eller også skal man ikke være bange for at bede om hjælp”, som en fremmed siger til vennerne i bogen.

”Udadtil virker mange mennesker, som om alting kører for dem. Og det kan derfor virke skamfuldt at fortælle andre om ens egne problemer, men sandheden er, at vi alle sammen er mere eller mindre vingeskudt. Vi går alle rundt med vores indre kampe. Og vi har brug for hinandens fællesskab.”

Hvad kæmper du selv med?

”Jamen, jeg kæmper også med tvivl, sommetider tvivler jeg på Gud, men mest på mig selv. Mens jeg har skrevet denne roman, har jeg for eksempel også svinget mellem at synes, at den var fin eller ubrugelig.”

”Men for det meste er det jo tvivlen selv, der er ubrugelig, så jeg har forsøgt at lave den regel for mig selv, at jeg i det mindste ikke må tvivle før klokken ni om morgenen. For jeg er ofte mest sårbar i de tidlige morgentimer, hvor jeg ofte har siddet og skrevet. Og hvis jeg først begynder at tvivle, er det svært at få skrevet noget som helst,” siger Jesper Ertmann Oehlenschläger og tilføjer:

”Tvivl er jo en naturlig følelse, og det er jo heller ikke ubetinget dårligt at være kritisk, men jeg betragter tro som en langt mere frugtbar følelse. Tvivl forbinder jeg med kritik og rådvildhed, mens jeg forbinder tro med håb og fællesskab. Og min egen erfaring er også, at tvivl vokser, hvis man kæmper med den alene, mens troen styrkes i fællesskabet.”

”Derfor spørger jeg også åbent i romanen, om mine tre venner i historien har mistet troen, fordi de er holdt op med at gå i kirke, eller om de er holdt op med at gå i kirke, fordi de har mistet troen. For jeg tror, at det giver mening at blive i fællesskabet, selvom det ikke er perfekt. Ingen kirker er perfekte. Og ingen venskaber eller ægteskaber er perfekte. Men man mister hurtigt noget meget værdifuldt, hvis man kaster fællesskabet for hurtigt væk.”

Sognepræsten ser op, idet han tilføjer:

”Jeg synes også, at jeg ser rigtig mange mennesker, der tager rigtig store beslutninger på et meget tyndt grundlag. Pludselig står folk op en morgen med en følelse af, at det er helt rigtigt at skifte ægtefællen ud, og så handler de på den følelse uden at spørge sig selv, hvad det er, man smider væk i farten. Og det synes jeg også, at jeg har savnet historier om.”

Bortset fra Anne-Cathrine Riebnitzskys seneste roman – ”Orkansæsonen og stil- heden” – synes han, at der har manglet en roman, der både hyldede det gode ægteskab, det gode venskab og det gode præsteskab. Men det dyrker han altså også i sin egen roman:

”Det er ikke nogen missionerende fortælling. Men jeg ville gerne pege på både kirkens og venskabets værdi. Ikke med en masse svar, men en erkendelse af, at ingen er bedst tjent med at leve i livet alene. Jeg tror heller ikke, at folk først og fremmest kommer i kirke for at få svar, men for at have et sted at gå hen med deres spørgsmål.”

Men bliver folk så ikke skuffede, hvis de spørgsmål ikke bliver besvaret?

”Alle præster forsøger at udlægge bibelteksten, men jeg tror egentlig ikke, at folk efterlyser nogen, der skal tolke deres sorg og smerte. Det, synes jeg sådan set også, er uforskammet. Og den gode samtale med en ven eller en præst behøver heller ikke ende med et færdigt svar på alting. Det har jeg heller ikke selv. Der er meget, jeg ikke forstår meningen med. Som 21-årig fik jeg selv testikelkræft. Det kom jeg igennem. Men senere i dag skal jeg op til min far på Rigshospitalet,” siger han og får pludselig våde øjne:

”Det er ikke godt med ham. Han blev påkørt, mens han i november cyklede over et kryds, og den sidste tid har han slet ikke været ved bevidsthed. Og jeg ved ikke, om han nogensinde vågner igen. Han er kun 66 år, så det føles dybt meningsløst. Men jeg tror heller ikke på, at der er en mening med alt. Faktisk kan jeg næsten tvivle på næsten alting, men jeg tror på fællesskabet med andre, og af en eller anden grund er jeg fuldstændig sikker på, at Jesus stod op fra graven for at møde os midt på vores vej i livet.”