Prøv avisen

Solidaritet i pluralistiske tider

Et samfunds solidaritetsfølelse kan alene opretholdes, hvis alle dets forskellige åndelige grupperinger genskaber deres tilknytning til den, mener filosoffen Charles Taylor. -- Foto: Project Syndicate.

Det er ikke nogen tilfældighed, at Europas mest succesrige velfærdsstater blev skabt i det etnisk ensartede Skandinavien, mener filosoffen Charles Taylor

Globalt set
Charles Taylor

Solidaritet er afgørende for demokratiske samfund – uden den falder de fra hinanden. Samfund kan ikke fungere, hvis de har mere end et vist niveau af gensidig mistro, eller hvis nogle af samfundets medlemmer har en klar fornemmelse af, at andre af dets medlemmer svigter dem.

Mange betragter udviklingen af et individualistisk udsyn som den største trussel mod solidariteten nu om dage. Men dette er nært forbundet med en aftagende oplevelse af at have en fælles identitet.

Det er eksempelvis ikke nogen tilfældighed, at Europas mest succesrige velfærdsstater blev skabt i det etnisk ensartede Skandinavien. Folk i disse lande havde en oplevelse af at kunne forstå deres naboer og medborgere. De følte sig nært forbundet med dem.

Udfordringen nu om dage er at bevare den intense solidaritetsfølelse i befolkninger, der bliver stadigt mere forskelligartede. Det kan man gøre på to måder. Den ene er at sidde fast i gamle former for solidaritet. Den franske identitet er til eksempel baseret på landets unikke udgave af en republikansk sekularisme, der kendes under navnet sekularisme. Men Frankrigs bestræbelser på at afstive solidariteten ved at insistere på denne sekularisme og bygge diger mod muslimske indvandrere er både ineffektive og kontraproduktive, fordi det udelukker en masse mennesker, som faktisk allerede befinder sig i Frankrig, fra følelsen af at høre fuldt og helt til i nationen.

Den anden måde, man kan bevare solidariteten, er ved at omdefinere identiteten. Alle demokratiske samfund står aktuelt over for udfordringen om at omdefinere deres identitet i dialog med nogle elementer, der er eksterne, og andre, som er interne. Tag blot de feministiske bevægelsers indflydelse i hele verden. Der er ikke tale om folk, der er kommet til fra andre lande, men derimod mennesker, som i nogle aspekter manglede fuldgyldigt borgerskab, og som krævede at få det og omdefinerede den politiske orden ved at opnå det.

I dag er den store opgave at dulme frygten for, at vore traditioner er ved at blive undergravet. Vi må række ud til de mennesker, som kommer til os fra andre lande, og finde en måde at genopbygge vor politiske etik rundt om kernen af menneskerettigheder, lighed, ikke-diskrimination og demokrati. Hvis det lykkes, kan vi skabe en oplevelse af at høre sammen, skønt vore grunde til at mene dette måske er forskellige.

Men tiltagende individualisme i form af fokus på ens egne ambitioner og økonomiske velstand udgør i mange lande en stædig forhindring for denne visions virkeliggørelse. Faktisk underminerer den totale mangel på solidaritetsfølelse blandt så mange mennesker selve grundlaget for, hvad et moderne demokratisk samfund er. Det blev skrækkeligt åbenlyst i den amerikanske debat om sundhedssystemet i USA.

Et samfunds solidaritetsfølelse kan alene opretholdes, hvis alle dets forskellige åndelige grupperinger genskaber deres tilknytning til den: Hvis kristne betragter solidariteten som noget centralt i deres kristendom, muslimerne ser den som noget centralt i deres islam, og de forskellige former for sekulære filosofier opfatter den som noget centralt i deres tankesæt.

Religion giver en dyb følelse af solidaritet og et stærkt grundlag for den. Det ville være en stor fejltagelse at udelukke religionen, ligesom det ville være en fejl at udelukke de ateistiske filosofier. Demokratiske samfund drives i al deres enorme diversitet af mange forskellige kræfter, der alle er forpligtede på en fælles etik. Samfundene har ikke råd til at slukke en af disse motorer, hvis de ønsker at bevare et politisk fællesskab.

Historisk set har den politiske etik i trossamfund kun haft ét grundlag. I Europa har forskellige former for sekulære samfund forsøgt at genopfinde sig selv ud af ruinerne efter det kristne grundlag, men de har begået samme fejl, blot på en anden måde, ved at insistere på at gøre oplysningsfilosofien til en civilreligion.

Vi kan bare ikke længere have en civilreligion – hverken en, der er baseret på Gud, en, der baserer sig på sekularismen og menneskerettighederne, eller en, der grunder sig på nogen anden specifik holdning. Vi lever i dag i et område, der ikke er kortlagt. Vi står over for en uhørt udfordring i menneskets historie: udfordringen om at skabe en stærk politisk solidaritets-etik, der helt bevidst er baseret på nutiden og på accepten af meget forskelligartede synspunkter.

Det vil kun lykkes, hvis vi indgår i en energisk udveksling med hinanden for at skabe en form for gensidig respekt for disse forskellige synspunkter. Islamofobien tromler frem i Europa og USA og forsøger at reducere islams komplekse og mangeartede historie til nogle få folkeforføreriske sloganer. Det er den form for aldeles uvidende dumhed (bedre kan man ikke beskrive det), som får demokratiske samfund til at bryde sammen.

Men det samme gælder for enhver form for afvisende holdning til Den Anden. Vore samfund vil kun kunne hænge sammen, hvis vi taler åbent og ærligt med hinanden og på den vis genskaber en vis solidaritetsfølelse på baggrund af alle vore forskellige rødder.

(C) Project Syndicate/Institute for Human Sciences 2010Oversat af Sara Høyrup